3 års fokus på overflødige lederopgaver: Og så skete der ikke noget

For tre år siden satte lederne i arhusianske dagtilbud i en VIVE-rapport ord på, hvilke af deres opgaver der er overflødige og ikke støtter ledelsesopgaven. Lederne oplever ikke, at det er blevet meget bedre, selvom både BUPL Århus, forvaltningen og politikerne er enige om, at det skal gøres bedre. Men måske er der endelig forbedringer på vej.
Foto af kvinde, der sidder ved et skrivebord
På trods af gode viljer og mange møder er der ikke rigtig sket noget. Lederne sidder stadig med overflødige opgaver.

Administration, IT og praktiske opgaver med bygninger og rengøring. De opgaver forstyrrer i høj grad pædagogiske lederes mulighed for at udføre faglig ledelse. Samtidig kan de opgaver lige så godt udføres af andre.

Sådan lød det fra de pædagogiske ledere i Aarhus for tre år siden i en stor undersøgelse, som blev gennemført af VIVE - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd for BUPL Århus.

Læs om rapporten her.

Rapporten var grundig, blev læst i hele landet og gødede jorden for, at kommunen nu med data i hånden kunne begrænse antallet af administrative byrder, der fjerner ledernes fokus fra kerneopgaven. 

Siden har der været møder og gode viljer, men meldingerne fra institutionerne er, at der ikke er sket de store ændringer i forhold til de overflødige opgaver. Det fortæller Ulf Groth Berntsen, som er faglig sekretær og medlem af hovedbestyrelsen i BUPL.

“Vi hører fra de pædagogiske ledere, at de ikke oplever, at der er frigjort mere tid til den faglige ledelse,” fortæller han.

Kompleks udfordring

Når de pædagogiske ledere ikke oplever en positiv udvikling, handler det ikke om manglende vilje.

“Der er ikke nogen, som ignorerer problemet. Der er fokus på det både hos forvaltning og politikere, som vi har haft en løbende dialog med,” siger Ulf Groth Berntsen.

Men problemet er komplekst, og flere forskellige faktorer spiller ind. Der er blandt andet indført nye lønsystemer, der er kommet nye krav og systemer til tidsregistrering, indkøbsaftaler er blevet skiftet efter udbud, og enheden, der står for ejendomsadministration i Aarhus, har stor økonomiske problemer.

“Samtidig er der politiske tiltag, som påvirker, hvad der skal gøres. Landspolitisk handler det først og fremmest om reglerne om tilsyn, og der er også kommunalpolitiske tiltag, fordi politikerne i Aarhus også har ambitioner med institutionsområdet,” siger Ulf Groth Berntsen.

Tanja Nyborg, som er direktør for Børn og Unge i Aarhus Kommune, genkender billedet: At lederne er pressede og de komplekse årsager bag.

“Trivslen er udfordret hos lederne, og det er ikke gået væk trods forskellige tilag. Det er et kæmpe problem, at de pædagogiske ledere ikke oplever forandringer,” siger hun.

Nyt initiativ søsat

Før sommerferien blev der oprettet en styregruppe, som skal arbejde med problemstillingen. gruppen består af Tanja Nyborg, pædagogiske ledere, repræsetanter for BUPL Århus og Dagtilbudslederforeningen Aarhus.

Der er endnu ikke besluttet konkrete initiativer, men noget ligger dog fast.

“Det munder ikke ud i flere analyser. Vi har tilstrækkelige data til rådighed. Nu handler det om, at vi sammen med interessenterne prioriterer og zoomer ind på, hvad vi skal gøre,” siger Tanja Nyborg.

Det ligger også fast, at de pædagogiske ledere spiller en nøglerolle. De ved, hvem der har været på arbejde, hvem der er syge og lignende, fordi de er i institutionen i hverdagen, påpeger  Ulf Groth Berntsen.

“De pædagogiske ledere er centrale, og det er svært bare at sige, at nogle bestemte opgaver skal fjernes. Man kan nå et stykke ad vejen ved at understøtte lederne i mange af de opgaver, der ikke handler om ledelse, men præcis hvordan har vi endnu ikke svaret på,” siger han.

Administrative besparelser rammer lederne

Der er ikke afsat penge til at støtte de pædagogiske ledere i Aarhus, men det bliver der måske.

“Vi går ind i budgetforhandlingerne, så nu må vi se, hvad der bliver prioriteret,” siger Tanja Nyborg og tilføjer, at de administrative besparelser, som alle kommuner er underlagt, giver udfordringer.

“Vi er meget opmærksomme på, at det kan føre til, at der glider opgaver ud til de pædagogiske ledere. Opgaver som tager tid fra den faglige ledelse tæt på, som jo er grunden til, at de er ledere i en daginstitution,” siger direktøren for Børn og Unge i Aarhus.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.