Frejas sidste kram blev et vendepunkt: Alex skal være pædagog

Det var, da Alex Mangor Grave stod på parkeringspladsen og skulle tage afsked med en pige, der på kort tid havde knyttet sig til ham, at han blev overbevist: Han skulle være pædagog.

Artikel

Mikkel Prytz (journalist)

Udgivet den 23. juni 2021

Det var ikke, fordi Freja hang op ad mig hele dagen. Hun prøvede indimellem at få min opmærksomhed, og hun kom til mig, når hun var glad eller ked af det. Jeg havde ikke mere med hende at gøre, end jeg havde med de andre børn. Men jeg kunne mærke, at Freja havde et godt øje til mig.

Jeg var i kommunal afklaringspraktik i SFO’en. Det var noget, jeg selv havde foreslået min jobkonsulent. Jeg var på kontanthjælp, men havde leget med tanken om at blive pædagog eller lærer. Vi blev enige om, at en praktik i en SFO var et sted at starte.

Jeg skulle kun være der i et par måneder, for det var vigtigt, at jeg ikke nåede at knytte mig til børnene – og omvendt, fik jeg at vide. Men der gik kun to uger, så var jeg fuldstændig solgt. Sådan er jeg bare indrettet.

Jeg knytter mig nemt til andre. Og børn knytter sig nemt til mig. Det gjorde flere af børnene i SFO’en, og især Freja. Men jeg havde kun været der i knap en måned, da jeg fandt ud af, at hun ikke skulle gå der længere.

Stille ind, stille ud

Moren havde fundet nyt arbejde, familien skulle flytte, og Freja skulle derfor i ny skole og SFO. Oplysningen om at hun skulle stoppe havde bredt sig, men hun sagde ikke selv noget til kammeraterne, og der skulle ikke være en særlig afsked med hende. Det var stille ind og stille ud. Og jeg var ked af at se hende gå.

Sidste dag før juleferien er Frejas sidste dag i SFO’en. Freja spørger mig, om jeg vil følge dem ud til bilen. Der er ikke så mange børn tilbage, så jeg siger ja. Mens vi går, taler jeg lidt med Frejas mor om, hvorfor de skal flytte. Jeg ønsker dem god jul og sådan noget. Vi når ud på parkeringspladsen, og Freja krammer mig farvel. De to fortsætter så hen mod den lille bil, mens jeg bliver stående tilbage på fortovskanten.

Halvvejs over pladsen kigger Freja sig tilbage, giver slip på sin mors hånd og spæner tilbage mod mig, mens hun råber: Sidste kram!

Jeg går ned på knæ for at tage imod hende i børnehøjde og mærker i næste øjeblik hendes små arme omfavne mig. Et par sekunder senere giver vi slip på hinanden, og hun løber tilbage til sin mor, der endnu en gang takker for, at jeg ville følge dem ud. Så er de væk. Jeg kommer aldrig til at se hende igen. Jeg er trist, men samtidig glad, fordi jeg er den i institutionen, hun vil sige farvel til som den sidste. Og så beslutter jeg mig, lige der på parkeringspladsen: Jeg skal være pædagog.

Stigmatisering og overvågning

Jeg havde ellers været skeptisk på grund af pædofiliangsten og den stigmatisering, som især mange mænd oplever indenfor pædagogfaget. Skulle jeg vælge en uddannelse og et fag, hvor man bliver overvåget, fordi andre er bange for, at man forgriber sig mod børn? Børn, som man ikke kunne finde på at gøre fortræd? Overhovedet! Men da jeg mærkede Frejas ubetingede kærlighed, gled alle de tanker i baggrunden, for jeg kan åbenbart noget. Jeg har nogle indre værdier, som børn kan se og sætter pris på, og det vil jeg bygge videre på.

Nu læser jeg til pædagog. Jeg har fået en masse viden, og jeg har været i min første praktik. Men jeg reflekterer stadig over Frejas sidste dag. Jeg har fået kritik af, at jeg lader børn knytte sig for meget til mig, og det har næsten slået mig ud af kurs. Men i dag er jeg sikker på, at jeg har valgt rigtigt. Når du arbejder med mennesker, er det uundgåeligt, at du danner relationer. Og selvfølgelig vil forskellige børn have yndlingspædagoger, som de helst vil gå til, når de har behov for det. Hvis det ikke er sådan, vil jeg næsten sige, at vi gør vores job forkert. Jeg skal selvfølgelig kunne skelne mellem det professionelle og personlige. Jeg må ikke blive en hyggeonkel fremfor en pædagog, og jeg skal vise alle børn opmærksomhed, uanset mine egne følelser. Men jeg bliver glad for et barn, hvis barnet viser affektion over for mig. Og sådan skal det også være.

[caption id="attachment_186599" align="alignleft" width="300"] Alex Mangor Grove er i dag ved at uddanne sig til pædagog. Foto: Jeppe Carlsen[/caption]