Trump får aktierne til at styrtdykke: Hvad betyder det for din pension?

Den amerikanske toldkrig har gjort ondt på aktiemarkedet, og det kan godt give udsving i din pensionsopsparing. Alligevel holder PBU en rolig hånd på rattet, siger administrerende direktør.
Ældre kvinde med lukkede øjne holder sig for panden
Hvordan påvirker Trumps toldkrig min pensionsopsparing? Sådan spørger mange sig selv i denne tid. I denne artikel kan du læse PBU's svar til, om du har grund til at bekymre dig.

Aktiemarkedet har været under voldsomt pres, siden Donald Trump blev indsat som præsident i USA, og hans seneste udmeldinger om amerikansk told på varer fra en lang række lande har kun gjort udviklingen værre. De seneste dage har aktiekurserne været i frit fald, og mange spørger sig selv, hvordan de blodrøde tal i finansverdenen påvirker deres pensionsopsparing.

Fra Pædagogernes Pension, PBU, lyder beskeden dog, at du som pædagog kan være tryg ved din pension.

"Vi forfølger en langsigtet investeringsstrategi, som historisk har givet særdeles gode resultater på trods af store markedsudsving," siger administrerende direktør Sune Schackenfeldt.

Højt afkast trods flere kriser

De seneste 10 år har verdensøkonomien været under pres flere gange, både under coronapandemien og inflationen i 2021-2023. På trods af de kriser har pædagogernes pensionsopsparinger klaret sig godt.

"Faktisk blev PBU i 2024 det selskab i Danmark, som opnåede det allerhøjeste afkast. Både for året og for de sidste 10 år," siger Sune Schackenfeldt.

Den aktuelle krise får heller ikke PBU til at se andre steder hen end aktiemarkedet, når din pensionsopsparing skal investeres. For på lang sigt har det bedst kunnet betale sig at investere i aktiemarkedet.

"Det forventer vi også er tilfældet denne gang. Vi mener, at den bedste tilgang er at være tålmodig og afvente, at politikerne kan forhandle sig frem til en løsning," siger Sune Schackenfeldt.

Unge tåler mere risiko og oplever flere udsving

Nogle pædagoger oplever større udsving i deres pensionsopsparing end andre lige nu, hvor markedet er mere ustabilt. Og her spiller det en rolle, hvor gammel du er. PBU har nemlig en investeringsstrategi, der er tilpasset det enkelte medlems alder.

"De unge har mange aktier, da det vurderes, at de kan tåle mere risiko og dermed flere udsving, og at de får gavn af aktiers langsigtede attraktive afkast. I takt med at medlemmerne bliver ældre, så sænkes aktieandelen. Det betyder, at de ældre medlemmers udsving er mindre både i opadgående og i nedadgående retning,” siger Sune Schackenfeldt.

Det vil sige, at der i den nuværende situation, ifølge PBU, ikke er grund til at bekymre sig alt for meget om sin pensionsopsparing, hverken som yngre eller ældre pædagog.

  • Som yngre pædagog betyder udsvingene på aktiemarkedet måske noget for din opsparing her og nu. Men når du ser på din pension i det lange løb, har det historisk bedst kunnet betale sig at investere i aktiemarkedet, og det forventer PBU også fremover.
  • Som pædagog, der er på vej på pension eller lige er gået på pension, kan der godt være udsving i din opsparing her og nu, men de er mindre. Når pensionen er under udbetaling, er det vigtigt at se på dine pensioner under ét, det vil sige pensionen fra PBU lagt sammen med den offentlige pension. I mange tilfælde vil ændringen i den samlede pension være lille.

Vi har en rolig hånd på rattet

PBU følger ligesom andre danske pensionsselskaber med i udmeldingerne fra den amerikanske præsident. Men selvom risikoen på de finansielle markeder lige nu er høj, påvirker det ikke PBU's måder at investere pædagogernes pensionsmidler på.

"Der er stor usikkerhed nu, og meget synes afhængigt af en enkelt mands luner. Tiden vil vise, om der sker mere strukturelle ændringer i den globale økonomi, som kan ændre ved de langsigtede forventninger. Men indtil videre har vi en rolig hånd på rattet og holder fast i vores strategi," lyder det fra Sune Schackenfeldt.

Se, hvor stor din pensionsopsparing er

Hvis du ikke har startet udbetaling af din pension endnu, kan du se størrelsen på din pensionsopsparing og afkast, når du logger ind på pbu.dk eller i PBU's app. Du skal dog være opmærksom på, at tallene vises en måned bagudrettet.

Få Børn&Unge som app

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.