De unge siger det selv: Alt dette betyder klubben for vores trivsel
Klubberne rummer et kæmpe potentiale til at styrke unges trivsel og modvirke den stigende mistrivsel. Det er budskabet fra forsker Christoffer Schultz, som har interviewet unge i ungdomsklubber om, hvad klubben betyder for deres trivsel og hverdagsliv.
”Der er et kæmpe potentiale i klubberne, hvis man ser mistrivselskrisen som noget andet end et individuelt anliggende,” siger Christoffer Schultz, der er ph.d.-studerende og ekstern lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet samt udviklingskonsulent i Ungdomsringen.
Det individualistiske syn på trivsel gør, at de unge føler, at de nu også skal præstere for at opnå trivsel: At de selv har ansvar for at få deres søvn, spise sundt, sænke skærmtiden og dyrke sport for at holde mistrivsel for døren.
”Her har ungdomsklubben en helt anden tilgang til det at trives, hvor det handler om fællesskab og om at høre til et sted. Det er grundlæggende for, at man kan trives,” siger forskeren.
Når de unge skal beskrive klubben, beskriver de den som et andet hjem: Et sted, hvor de kan slappe af, og de lige kan få lidt ro på. Og et sted, hvor de kan få hjælp til alle de udfordringer, de går rundt med.
Christoffer Schultz, forsker
Mistrivselskrise eller ej: Spørgsmålet om unges trivsel er vigtigt
Debatten om unges trivsel og mistrivsel har de senere år fyldt meget: Først blev der råbt vagt i gevær med alarmerende tal, der pegede på en regulær trivselskrise. Siden har andre forskere og senest Trivselskommisionen søgt at aflyse krisen.
Ifølge Christoffer Schultz er spørgsmålet om de unges trivsel af højeste vigtighed – krise eller ej.
”Så længe børn og unge selv siger, at de har det skidt, og vi kan se, at den kurve går den forkerte vej, er det noget, vi skal interessere os for både pædagogisk og samfundsmæssigt,” siger han.
I klubben kan vi slappe af og få hjælp
Som en del af sit ph.d.-projekt har Christoffer Schultz derfor også lagt vægt på at spørge de unge selv om, hvilken betydning og hvilket potentiale klubben har i forhold til at styrke deres trivsel i deres ungdomsliv.
De unge peger især på de løse rammer, som klubberne er med til at facilitere.
”Når de unge skal beskrive klubben, beskriver de den som et andet hjem: Et sted, hvor de kan slappe af, og de lige kan få lidt ro på. Og et sted, hvor de kan få hjælp til alle de udfordringer, de går rundt med i dagligdagen. Det kan være alt fra at skulle finde ud af noget med kærester eller fester til hjælp med lektier eller jobansøgninger,” siger Christoffer Schultz.
Pædagoger fylder meget i unges fortællinger om klubben
Markant er det også, hvor meget ikke alene vennerne, men også pædagogerne fylder i de unges beskrivelse af klubben, viser Christoffer Schultz’ forskning.
”Fællesskabet fylder stort set alt. Når jeg spørger de unge, hvorfor de kommer i klub, siger tæt på 100 procent, at det er på grund af fællesskabet og relationerne. Når jeg så spørger ind til det, så handler det selvfølgelig rigtig meget om vennerne, men i høj grad også om relationerne til de voksne og til pædagogerne,” siger han.
Derfor er klubben et unikt mødested for unge
Det, der gør klubben unik i forhold til alle mulige andre arenaer og mødesteder de unge færdes på i deres fritid, er netop, at her er nogle pædagoger, som vil de unge.
”I klubben er der pædagoger, som kan give de unge pædagogisk støtte til deltagelse, udvikling og hjælp med ungdomsudfordringer,” fremhæver Christoffer Schultz, der i sit ph.d-projekt teoretisk trækker på Axel Honneths teorier om anerkendelse.
Den tyske filosof og sociolog ser anerkendelse som en forudsætning for, at mennesker kan udvikles og trives. Han taler især om tre former for anerkendelse: Kærlighedsanerkendelse, retslig anerkendelse og social værdsættelse.
Pædagoger skal være aktivt tilstede med de unge
Ifølge Christoffer Schultz rummer klubberne et potentiale for, at alle Axel Honneths tre former for anerkendelse er til stede i relationerne mellem de unge og pædagogerne.
Selv beskriver pædagogerne overfor for Christoffer Schultz, at det for dem handler om at ”stå til rådighed” for de unge. Ifølge forskeren handler det mere indgående om at være aktivt tilgængelig.
”Med det mener jeg, at det ikke er nok, at pædagogerne bare er i klubben og hænger ud. De skal også være aktive i relationen og turde sætte deres egne erfaringer og liv på spil. De unge elsker, når pædagogerne fortæller om deres eget ungdomsliv og de udfordringer, de selv har haft, og de erfaringer, de har gjort sig,” understreger han.
Giver støtte under frugtudskæring og kaffebrygning
Under sit feltarbejde har Christoffer Schultz gjort utallige små observationer af, hvordan den pædagogiske støtte virker i praksis.
”Når de voksne står i køkkenet og skærer frugt, smører boller eller laver en kop kaffe, kommer der i løbet af en klubaften utallige personlige henvendelser fra de unge, som spørger om ting, og de snakker lige under fire øjne. Uanset om de unge kommer med stort eller småt, så smider pædagogerne stort set alt, hvad de har i hænderne,” siger forskeren.
Små interaktioner med stor betydning
Christoffer Schultz har i sit feltarbejde også bemærket, at pædagogerne er meget opsøgende: De spørger de unge: Hvordan har I det? Hvordan går det? Hvad laver du?
”Jeg oplevede en situation med en ung pige, der fortalte, at hun var i gang med at søge job. Pædagogen var med det samme klar: ’Du siger bare til, hvis du skal have noget hjælp med at skrive ansøgningen. Og hvis du skal printe den, kan vi gøre det her på kontoret’,” fortæller forskeren og uddyber:
”De der bitte små interaktioner med klubpædagoger betyder så ekstremt meget for de unge. For de ved ikke altid, hvor de ellers skal gå hen. Mange af dem har ikke mulighed for at få den hjælp af deres forældre, og de har måske ikke den samme personlige relation til deres lærere. Det er i hvert fald det, de fortæller mig,” siger Christoffer Schultz.
