Ekspert: Børns grimme sprog vækker stærke følelser
Numseskiderprut. Fuck dig. Og din tissemyrelort. Børn tager ind imellem klamme og stærke gloser i brug, når de i børnehaven eller på fritten er blevet sure på hinanden, vil teste et nyt udtryk eller bare skal have afløb for noget frækhedsenergi.
Uanset årsagen, bliver børns banderier og lidt for kreative sprogbrug ofte mødt med skældud og formaninger fra forældre, pædagoger og andre voksne.
Det oplever ekspert i børns grimme sprog, Heidi Honig Spring, der vil vise en bedre vej til at få børn til at tale pænere og med større empati for hinanden.
Anerkendelse frem for fordømmelse
Den vej handler især om at have blik for de følelser og den kontekst, grimt sprog er opstået i.
”Er det opstået i konflikt, skal pædagogen frem for at fordømme søge at anerkende de involveredes følelser og intentioner. Først herefter kan pædagogen hjælpe børnene til bedre kommunikationsformer. Pædagogen skal altid anvise en bedre vej, der opbygger kompetencer og ikke gambler med relationen børnene imellem eller mellem barnet og den voksne,” siger hun og eksemplificerer:
”Det kan være at sige: ’Jeg kan se, at du er vred Viggo. Fordi Markus ikke deler legoklodserne. Du må godt være vred, men så sig det til Markus, frem for at sige, at du vil smadre ham’. På den måde bliver barnet ikke gjort forkert, men får i stedet en handlemulighed,” forklarer Heidi Honig Spring.
Børn bliver kede af det og ensomme
Som både underviser af pædagoger og inklusionskonsulent i dagtilbud og skoler har hun i årevis beskæftiget sig med børns grimme sprog. Hun har også skrevet flere bøger om emnet: Senest ’Din store lort’ fra 2023, hvori hun giver perspektiver på, hvorfor børn taler grimt, og hvad ikke mindst pædagoger kan gøre ved det.
”Der er altid en grund til, at børn taler grimt, og de voksne kan altid gøre noget,” fastslår hun.
I bogen indrager Heidi Honig Spring også børnemiljøvurderinger i daginstitutioner og trivselsundersøgelser fra skoler, der viser, at grimt sprog her fylder negativt. Nogle børn giver i undersøgelserne blandt andet udtryk for at være ensomme og mobbede på grund af hårde omgangsformer og sprog. De beskriver, at de har ondt i maven og bliver kede af det.
Grimt sprog fylder negativt
Det samme hører hun, når hun samarbejder med forældre, pædagoger og børn.
”Grimt sprog bliver næsten altid nævnt af både børn og voksne, som en del af udfordringer med et højt konfliktniveau, destruktiv uro og mistrivsel,” siger Heidi Honig Spring.
Med sine bøger håber hun at kunne hjælpe ikke mindst pædagogerne tæt på børnene med at reducere det sprog, som forårsager ked af det hed, misforståelser og vrede.
”Grimt sprog påvirker både børns og voksnes læringsmiljøer, fællesskaber og relationer. Hvis børn ikke lærer at kommunikere hensigtsmæssigt, både i deres adfærd og gennem sproget, risikerer de udstødelse eller at blive fravalgt. Sproget og sociale kompetencer er tæt forbundne, så sproget er en vigtig pædagogisk opgave at understøtte,” pointerer hun.
Opgør med forbudslister og bydeformer
I ’Din store lort’ gør hun op med en forbuds- og ’kan du så lære det’-tilgang til børns grimme sprog, og søger i stedet at etablere en ’hvordan kan jeg lære dig det’-tilgang.
”Hele bogens afsæt er, at ingen ord i sig selv er grimme, og derfor giver det ikke mening at bekæmpe grimt sprog med en liste med forbudte ord. Om sprog er grimt afhænger af kontekst, toneleje, kropssprog og intention. Et ord kan være grimt i en sammenhæng og pænt eller neutralt i en anden. Det er for eksempel OK at sige, jeg skal lave lort, men ikke at kalde nogen din lort. Så man kan ikke lave en liste over ord, der tager højde for alle situationer og relationer og på den måde forsøge at ydrestyre børnene til at tale pænt,” fortæller Heidi Honig Spring.
Gør barnet klogere på følelsen
Hvis børn taler grimt, må pædagogen i stedet understøtte indre-styring hos børnene ved at sætte sig i barnets sted, spejle dets følelser og justere, intervenere og guide til, hvad barnet kan sige eller gøre i stedet for.
”Dermed bliver barnet klogere på egne følelser, og barnet får flere sociale erfaringer og kompetencer, fordi de andre børn gerne vil lege med ham nu, hvor han ikke skræmmer med et grimt sprog,” siger Heidi Honig Spring.
I legoklods-konflikten mellem Viggo og Markus kan pædagogen anerkende også Markus’ følelse og sige:
”Jeg kunne godt se og forstå, at du blev bange, da Viggo sagde, at han ville smadre dig. Det er ikke rart at få at vide. Viggo ville også gerne lege med legoklodserne. Det havde Viggo svært ved at sige til dig på en god måde. Det øver Viggo sig på, og jeg håber også, at du vil dele legoklodserne med ham næste gang,” eksemplificerer Heidi Honig Spring.
Læs hele inspirationstemaet i Børn&Unge nr 8/2024, hvor pædagoger fra daginstitutioner og fritidshjem fortæller om deres erfaringer med at afvæbne børns grimme sprog.
Heidis reflektionsspørgsmål til dig
Heidi Honig Springs bog ’Din store lort’ er spækket med gode spørgsmål til refleksion for pædagoger, der arbejder med at mindske grimt sprog i en børnegruppe. Få fem vigtige her:
Overordnet må pædagogen stille sig selv spørgsmål såsom: Hvordan kan jeg gå fra en ’så kan barnet lære det’-tilgang til en ’'hvordan kan jeg lære barnet det’-tilgang? Det er bevægelsen væk fra forbud og ikke-hjælpsomme ytringer som ’tal ordentligt’ og hen til en konstruktiv tilgang, hvor pædagogen aflæser børns sprog i konteksten. Hvad er barnets intention? Hvordan reagerer modtager og tilhører? Hvad har barnet brug for fra mig, så det lærer at kommunikere mere hensigtsmæssigt og derigennem opnår det ønskede, fx deltagelse i legen. Brug evt. Heidi Honig Springs model 'sprogsneglen' (Figuren ovenfor).
Hvad skal jeg lægge mærke til, og hvilke spørgsmål skal jeg stille, der gør mig klogere på, hvad børns grimme sprog er udtryk for? (Se også boksen '13 forklaringer på børns grimme sprog' i artiklen). Og hvilke initiativer og anvisninger kræver det af mig overfor barnet?
Hvis der er brug for, at jeg stopper barnets sprog og adfærd, hvordan kan jeg så anvise en ny, bedre vej? Hvordan lyser jeg på den adfærd, jeg gerne vil se?
Hvordan kan jeg inddrage børnene og børnenes perspektiver i arbejdet med grimt sprog? Og hvordan kan jeg tilsvarende inddrage kolleger, forældre og andre?
Hvordan kan jeg understøtte en hjælpekultur: At børnene hjælper og opmuntrer hinanden i arbejdet hen mod en mere hensigtsmæssig og kontekstafstemt sprogbrug og i opretholdelsen af hensigtsmæssig sprogbrug?
