Du skal ikke være bange for at afvise: Forsker slår et slag for nej-hatten

Lene Tanggaard håber, at hun kan være med til at give nej'et et bedre ry. At gøre det legitimt at sige nej og samtidig med god ret sige, at det er vejen til mere kreativitet. Hun er rektor på Designskolen Kolding, psykolog og forsker i kreativitet og aktuel med bogen "Det kreative nej - om at bruge afvisningen som drivkraft". Her argumenterer hun for, at en afvisning er en afgørende forudsætning for kreativitet og for vores evne til at definere, hvem vi er og ikke er.

Og det har vi brug for i et moderne liv, der på den ene side bilder os ind, at alt er muligt, hvis blot vi hver især gør os umage, men samtidig er et liv vævet ind i et "adgangssamfund", hvor afvisningen er indbygget i strukturer, som vi ikke selv er herre over, mener hun.

Her er hendes tre vigtigste pointer i kampen for afvisningerne:

1. Børn skal omfavne afvisningen

Når stadigt flere børn og unge bliver ramt af stress, depression og andre psykiske udfordringer, er forklaringen blandt andet, at afvisningerne rammer dem på deres identitet, argumenterer Lene Tanggaard. De har fået en oplevelse af, at alt er muligt, og at deres succes i livet alene afhænger af de valg, de træffer, af deres individuelle præstationer. Men sådan er det jo ikke. Og derfor skal børn hjælpes til at omfavne afvisningerne.

2. Vi skal blive bedre til at sætte grænser

Mange forældre har fået svært ved at trække grænser, viser et større forskningsprojekt, som Lene Tanggaard blandt andet har udført. Måske er det frygten for sammenbruddet, der har skabt vanskelige betingelser for nej'et i forældremunde og for tilliden i forældresamarbejdet i daginstitutionen. Det er et paradoks, mener Lene Tanggaard, for i virkeligheden er det netop i det sammenbrud, der kan følge med afvisningen, at den kreative tænkning går i gang. Vi har ganske enkelt brug for et nej, hvis vi vil tænke nyt og skabe de bedste forudsætninger for kreativ skaben.

3. Det er vigtigt med trygge fællesskaber

Når vi grundlæggende er trygge, er det lettere at acceptere et nej. Afvisninger får os til at føle, at vi har fejlet. I mødet med afvisningen placerer vi ofte skylden hos os selv. Derfor er vi nødt til at lære at se, at vi ikke altid selv er herre over det, der sker. At der er strukturer, der trækker grænser for os, og at vi sjældent er alene om at lykkes. Derfor skal vi hjælpe børn ind i fællesskaber, hvor de er sammen om at skabe og dele både succes og fiasko, fortæller Lene Tanggaard.