Drømmejob som social normering: Det var givende og magisk

Lige siden Pernille Sonnichsen blev uddannet pædagog for seks år siden, har hun ønsket at arbejde med børn, der har brug for lidt ekstra. En hjælpende hånd, et par lyttende ører og et pædagogfagligt sind. Derfor søgte hun bevidst pædagogstillinger som social normering. Der håbede hun, at hun kunne gøre den store forskel for de børn, der har mest brug for det.

Og det kunne hun.

»Det er det mest givende, når du har arbejdet med et barn, der er helt gråt, ja nærmest gennemsigtigt. Så går der to måneder, og nu står hun med åbne arme og lys i øjnene, når hun ser dig komme ind ad døren. Det er fantastisk,« fortæller Pernille Sonnichsen, da Børn&Unge møder hende på en café i Aalborg Midtby.

Hun har været ansat i tre forskellige job som social normering. Drømmejobs, som hun aldrig ville have været foruden, fordi de gav hende den følelse, hun havde drømt om.

»Det var så forløsende endelig at få lov til at gøre den ekstra indsats. Jeg tænker, at alle, der bliver pædagog, tror, at det er det, vi skal. Vi skal ud og gøre en forskel. I social normering kan du få lov til at gøre den store forskel, som vi drømmer om,« fortæller Pernille Sonnichsen.

En magisk tid

Pernille er oprindeligt fra Ringsted, men er endt i Aalborg med en jysk mand og tre børn. Her har hun boet i 14 år. Det er her, hun har uddannet sig til pædagog og været ansat som social normering i tre forskellige institutioner. Hun havde forskellige opgaver de tre steder, men fælles for dem alle var, at der var tid nok: Tid til det enkelte barn, til den pædagogiske faglighed og til det gode relationsarbejde.

Og det var magisk, fortæller hun.

»Som almen pædagog kan man kæmpe og slås for at gøre den store forskel. Man kan gøre det så godt, man kan, men man går ofte hjem med følelsen af, at den missede jeg i dag. Alt, hvad du gør i social normering, er kun positivt. Det er en anden følelse, man går hjem med, fordi der er tid og overskud til det pædagogiske arbejde,« siger hun.

Pernille Sonnichsen har været ansat som social normering i udsatte boligområder som Aalborg Øst, der tidligere har været på ghettolisten. Hun forelskede sig i området og i børnene, som hun arbejdede med, og det var svært at give slip på jobbet som social normering, siger hun.

»Mit hjerte banker for børn i udsatte positioner. Det er der, jeg kan gøre noget helt særligt.«

I dag er hun ikke længere ansat som social normering. Hun arbejder i en nyopstartet vuggestue i Aalborg Midtby. Et job hun ikke kunne takke nej til, for hvornår ville hun få chancen for at opstarte en ny vuggestue igen?

På papiret er Aalborg Midtby ikke et udsat boligområde, men postnummeret og forældrenes situation er ikke det eneste, der afgør, om et barn har brug for en ekstra hånd, mener Pernille Sonnichsen.

»Det er jo ikke kun i socialt belastede boligområder, der findes børn, som har det svært. Det er helt generelt. Derfor er der brug for de ekstra pædagoger i alle institutioner, ikke kun de 100,« siger Pernille Sonnichsen, som henviser til de 100 institutioner, der fik bevilget penge til sociale normeringer i 2018.

Skuldrene faldt ned

Selvom Pernille Sonnichsen ikke længere er ansat som social normering, så var det ikke fordi hun var træt af jobbet, at hun fandt et andet. Hun var enormt glad for at være den ekstra pædagog, der gjorde mere muligt. Midlerne fra den sociale normering gjorde det rart at være på arbejde. Skuldrene faldt ned, og Pernille Sonnichsen fik selvtillid i sin pædagogiske faglighed.

»Det giver en faglig stolthed, at jeg endelig kan være den pædagog, jeg vil være,« siger hun.

Men det var ikke kun Pernilles egen faglighed, der blomstrede. Også børnene blomstrede op. De mest tilbageholdende børn blev trygge i relationerne til pædagogerne og til andre børn, fordi der var tid til at arbejde fokuseret med børnene, fortæller hun.

»Med de rette normeringer er det nemmere at spotte og hjælpe udsatte børn, fordi man har ressourcerne og tiden til at prioritere det. Så giver vores pædagogiske arbejde mening,« siger Pernille Sonnichsen.

Ifølge Pernille burde alle institutioner få lov til at have de normeringer, som hun har arbejdet under. Alle burde opleve det overskud, hun har haft. Pædagoger bør ikke styrte stressede rundt på arbejde. Det er hverken godt for voksne eller børn, mener hun.

»Det vigtigste er, at det er rart at være barn. Der skal være en god stemning og overskud i institutionerne, så falder det hele til ro. Det er ikke bare et spørgsmål om organisering. Den køber jeg ikke. Der skal ekstra pædagoger til, ellers kan det ikke lade sig gøre,« siger Pernille Sonnichsen.