Corona-krise: Økonomisk ramte kan søge om nedsat kontingent

Mange familier rammes hårdt økonomisk af den aktuelle nedlukning af Danmark. BUPL opfordrer derfor pædagoger, som er i økonomisk krise, til at søge om at få nedsat deres kontingent. Man skal stadig kunne være med i fælleskabet trods usikker økonomi, understreger BUPL.

Nedlukningen af Danmark som følge af corona-epidemien har store økonomiske og jobmæssige konsekvenser. Næsten 45.000 danskere har meldt sig ledige siden 9. marts.

Nu opfordrer BUPL pædagoger, som på grund af corona-epidemien pludselig står i en økonomisk usikker situation, til at udnytte muligheden for at søge om fritagelse eller nedsættelse af deres fagforeningskontingent.

»Mange familier oplever store økonomiske konsekvenser i øjeblikket. Der er sikkert pædagoger blandt dem, og derfor er det vigtigt for os at gøre opmærksom på, at BUPL-medlemmer, der pludselig er kommet i økonomisk krise, kan søge om nedsat kontingent,« fortæller Lasse Bjerg Jørgensen kasserer og forretningsudvalgsmedlem i BUPL.

Pædagoger står sammen i svære tider

Muligheden for at søge om nedsat kontingent har faktisk eksisteret længe, fortæller Lasse Bjerg Jørgensen. Men på grund af den aktuelle krise, har BUPL besluttet at gøre særligt opmærksom på den.

»Det er vigtigt for os at sende et klart og tydeligt signal til medlemmerne om, at selvom de pludselig står med et hul i økonomien, er det stadig muligt at være en del af fællesskabet. Pædagogerne står sammen i denne svære situation, og vi opfordrer økonomisk trængte medlemmer til at søge om nedsættelse af kontingentet hos deres lokale fagforening,« siger BUPL-kassereren.

Sådan søger du om nedsat kontingent

Der er en række forskellige situationer, hvor BUPL giver medlemmer mulighed for nedsættelse af eller fritagelse for kontingent. Den aktuelle krise indgår under ”øvrige muligheder.”

Ønsker man at søge om nedsættelse af eller fritagelse for kontingent på grund af økonomiske konsekvenser af coronakrisen, kontakter man sin lokale fagforening og redegør for sin situation. Herefter tager den lokale fagforening beslutning om en nedsættelse eller fritagelse.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.