Bombe under rekruttering: Mange steder vil flertal af pædagoger på tidlig pension

Nye tal viser, at en række kommuner har udsigt til at få forværret pædagogmanglen væsentligt de kommende år. Det kræver væsentlige ændringer i kommunernes strategi at vende udviklingen, mener BUPL.
Dreng thumps down
I en række kommuner er der risiko for, at der i de kommende år vil være færre pædagoger til børnene i daginstitutionerne.

Fastholdelse af ældre pædagoger, så flere bliver i jobbet frem til pensionsalderen, nævnes fra flere sider som en af de mest oplagte måder, kommuner kan forebygge den voksende pædagogmangel på. 

Men hver anden pædagog over 58 år forventer at gå tidligt på pension, og en række kommuner har udsigt til at miste hovedparten af deres pædagoger før pensionsalderen.

Det viser en ny undersøgelse fra BUPL blandt mere end 2500 pædagoger i alderen 58 og ældre:

Og kommunerne ser langt fra ud til at være lige gode til at holde på de ældre pædagoger: I Dragør Kommuner forventer kun 18 procent af pædagogerne at forlade arbejdsmarkedet før pensionsalderen. I kommuner som Allerød, Billund og Tønder gælder det mere end 70 procent (se Danmarkskort nederst).

Samlet forventer 49 procent af pædagogerne i undersøgelsen at forlade arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen.

Nye tal: Flere kommuner med pædagogmangel bliver presset yderligere

Flere af de kommuner, hvor en høj andel af pædagogerne forventer at stoppe før tid, ligger i områder, hvor det allerede nu er svært at skaffe pædagoger nok.

Det gælder eksempelvis hovedstadskommunerne Taarnby og Hvidovre samt østjyske kommuner som Skanderborg og Favrskov.

Ifølge Johnny Gaardsdal, medlem af BUPL’s forretningsudvalg med politisk ansvar for blandt andet arbejdsmiljø, bør en lang række kommuner ændre tilgang og fokusere langt mere på at fastholde ældre pædagoger i jobbet og forebygge, at yngre pædagoger søger væk.

”Når vi opfordrer kommuner til at styrke arbejdsmiljøet, så pædagogerne kan holde i jobbet længere, hører vi ofte: ’Det kan vi ikke, det er for dyrt.’ Men med den voksende pædagogmangel har kommunerne ikke noget alternativ. Hvis kommunerne ikke gør noget nu, så mister de muligheden for at kunne tiltrække og fastholde pædagoger i fremtiden,” siger han og henviser til, at der ifølge Kommunernes Landsforening vil der mangle 8.000 pædagoger om ti år.

Stor effekt af seniorordninger og godt arbejdsmiljø

BUPL-undersøgelsen viser blandt andet, at pædagoger med et dårligt arbejdsmiljø i langt højere grad forventer at stoppe før tid end pædagoger med et godt arbejdsmiljø.

’Jeg ville gerne blive længere, da der er mangel på pædagoger, men min krop kan nok ikke holde til det.  Hvis der var bedre vilkår, ville jeg overveje at blive længere,’ skriver 58-årig daginstitutionspædagog med et ’dårligt’ arbejdsmiljø eksempelvis.

Samtidig viser undersøgelsen, at 35 procent af de pædagoger, der har indgået såkaldte senioraftaler med deres leder om eksempelvis nedsat tid eller nye opgaver, forventer, at disse aftaler får dem til at holde længere i jobbet. 

”De kommuner, der er på forkant og fokuserer på faglighed, seniorordninger og ordentlige rammer allerede nu, kommer til at have en kæmpe fordel i kampen om pædagogerne. Så langt flere kommuner bør styrke deres fokus og gå i dialog med pædagogerne lokalt om, hvad der skal til, for at flere kan holde i jobbet længere,” siger Johnny Gaardsdal.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.