Emma Holten peger på stort problem i vores syn på omsorg: Fastholder en lav pædagogløn

I en ny bog dykker Emma Holten ned i omsorgens og økonomiens kulturhistorie for at finde svar på, hvorfor vi er rigere end nogensinde, men trives dårligere og dårligere. Hun peger på et grundlæggende problem, som blandt andet holder pædagogernes løn nede.
Portrætfoto af forfatter Emma Holten

Hvis du spørger en tilfældig person, om du som pædagog skaber værdi i samfundet, vil enhver nok svare 'ja, selvfølgelig'.

Men i de økonomiske modeller, vi bruger til at tage store politiske beslutninger, figurerer værdien af pædagogisk arbejde som et stort rundt nul. Og det er et kæmpe problem, ifølge Emma Holten, der cand.mag., forfatter og foredragsholder og aktuel med bogen ’Underskud’.

I bogen gennemgår hun økonomiens kulturhistorie for at finde svar på, hvorfor vi er havnet i ”en skandaløs situation,” hvor vi er rigere end nogensinde, men trives dårligere og dårligere. En del af svaret er, at vi har svært ved at måle – og dermed anerkende – værdien af omsorg.

”Hvis du sætter værdien af omsorg til nul i regnearket, bliver det meget nemmere at skære ned på den. For så ser det jo ikke ud til, at vi mister noget. Det er min store kritik,” siger Emma Holten til Børn&Unge.

Den værdi, pædagoger skaber, ligger langt ude fremtiden

Økonomien er den mest magtfulde videnskab, men den har intet sprog for værdien af omsorgsarbejde, viser Emma Holten i bogen. Selv om det er indlysende, at omsorg er fuldstændig grundlæggende for menneskers liv, for samfundet og også for økonomien.

”Det kan godt være, det er dyrt at betale for pædagoger, for lige nu og her i 2024 koster de. Men den værdi, pædagoger skaber, ligger jo langt ude i fremtiden. Den ligger i børnenes fremtidige arbejdspladser, i deres parforhold, i deres venskaber. Den værdi ender alle mulige steder. Det ser en økonom og tænker ’shit, hvordan skal vi sætte en pris på det?’”

Det er ikke fordi, økonomer er uenige i, at omsorg skaber en værdi, understreger hun. 

”Men de siger bare 'jeg kan ikke sætte en pris på'. Så noterer de kun udgiften, og sætter 'værdiskabelsen' til nul.”

Lav løn og lav respekt er en slange, der bider sig selv i halen

Det økonomiske sprog, vi bruger, og den respekt, der er i samfundet, hænger sammen, understreger Emma Holten. 

”Hvis vi skriver i regnearkene, at noget ikke har værdi, så påvirker det også den måde, vi taler om det. Det fører til manglen på respekt for omsorgsarbejdet som en faglighed, og ikke bare et kald, men et rigtigt stykke arbejde,” siger hun.

Den mangel på respekt er historisk vokset ud af en form for sexisme, hvor man har tænkt, at der er et 'omsorgsgen', som kvinder bare har. Det samme gælder for kvinders ulønnede arbejde i hjemmet, forklarer Emma Holten. Det betyder også, at vi som samfund får omsorgen meget billigt.

”Der er en funktion, som en slange, der bider sig selv i halen. Der er lav løn, så er der lav respekt. Og lav respekt, giver en lav løn. Så kører cirklen bare”, siger hun.

Midt i en 'double whammy' af omsorgskrise

Når enhver tilførsel af ressourcer til omsorgssektoren figurerer som et tab af værdi i de økonomiske modeller, er det ifølge Emma Holten en del af forklaringen på, hvorfor vi som samfund aldrig har været rigere, men samtidig trives dårligere og dårligere.

”Når vi spørger os selv, hvorfor er der mange børn i mistrivsel, og hvorfor så mange voksne er stressede – jamen, prøv at kigge på de forhold, vi laver,” siger Emma Holten og uddyber:

”Vi står midt i en double whammy af omsorgskrise. Vi har en krise i hjemmet, fordi folk er for smadrede, og der ikke er tid. For danske familier arbejder sindssygt meget. Samtidig er der kommet en omsorgskrise i den offentlige sektor. De seneste 20-30 års nedskæringer, har gjort jobbene langt hårdere. Så er det klart, at folk vælger arbejdet i den offentlige sektor fra,” påpeger Emma Holten.

'Vi skubber bare regningen foran os'

Hvis den krise skal vendes, må vi starte med at gøre noget ved årsagerne, nemlig at der ikke er anerkendelse, ressourcer og respekt for omsorgsarbejdet, argumenterer Emma Holten.

”Masser af mennesker vil gerne arbejde med omsorg, men ikke for enhver pris,” siger hun.

Hvis du ser på det med rent økonomiske briller, bliver det også så dyrt i længden at skære ned på omsorg i den offentlige sektor, som for eksempel daginstitutioner, argumenterer Emma Holten.

”Det er dyrt ikke at lave ordentlig omsorg. Det er dyrt ikke at trøste det barn, der har brug for det. Det er en sorg, der skal lappes sammen på et andet tidspunkt. Vi skubber bare regningen foran os.”

Om Emma Holten

Emma Holten er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet og arbejder internationalt med feministiske dagsordener. Siden 2019 har hun holdt foredrag om feministisk økonomi og værdien af omsorg. Hendes første bog Underskud er udkommet på Politikens Forlag.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.