Der var tre veje at gå. Khaled valgte en fjerde

Der er tre veje at gå: Du kan blive læge, advokat eller ingeniør. Sådan er det for mange med palæstinensisk baggrund. Den arabiske opdragelse lægger ofte stor vægt på, at børn bliver uddannet til prestige og velstand. Da jeg begyndte at studere, var det med en drøm om at blive it-ingeniør. Men drømmen var mine forældres. Ikke min.

Mens jeg læste til ingeniør, begyndte jeg at arbejde i klub. Jeg var både i fritids-, ungdoms- og seniorklub. Jeg var selv 19-20 år, så medlemmerne i seniorklubben var på min egen alder, nogle endda ældre end mig. Jeg kendte mange af dem i forvejen, for vi spillede fodbold sammen.

Det kunne godt blive lidt akavet indimellem, men mere for dem end for mig. Jeg kunne sagtens finde ud af at håndhæve reglerne med autoritet, når jeg var på arbejde. Og jeg fandt ud af, at jeg kunne være en stor hjælp for dem.

Flygtet fra borgerkrigen

Min familie var flygtet fra borgerkrigen i Libanon, men ikke før jeg havde nået at opleve krigens rædsler i min barndom. I Danmark lærte jeg hurtigt sproget og bevægede mig ud i samfundet. Anderledes med nogle af de unge fra klubben, som ikke kendte til andet end Gellerupparken. Jeg tog dem med ud i byen og prøvede at åbne deres horisont. Vi spillede pool, mødte nye mennesker og lærte dansk kultur og samfund bedre at kende.

Ligesom mig havde mange af dem oplevet krig, og nogle havde ptsd. De fik voldsomme flashbacks og kunne ikke høre fyrværkeri uden at fare sammen. Jeg havde ikke selv de samme eftervirkninger, men jeg vidste, hvad de unge kom fra, og hvordan det havde påvirket dem.

Jeg opdagede, hvad pædagogik kan

Hvis du er bange eller ked af det, hjælper det at sige det højt. Så jeg talte med dem. Og mens jeg talte, opdagede jeg, at jeg også talte om mig selv.

I kraft af den, jeg var, og den relation, vi havde, kunne jeg hjælpe dem med deres problemstillinger, samtidig med at jeg selv fik det bedre. Det var første gang, jeg opdagede, hvad pædagogik kan. Og det var her, jeg begyndte at se mig selv i faget. Det samme kunne min leder i den klub i Bispehaven, jeg senere kom til at arbejde i.

”Du skal fandeme ikke være ingeniør. Du har jo talent for at være pædagog,” sagde han til mig, og han fik ret.

Et kvarters daglig afgiftning

Hvert minut, jeg arbejdede udenfor studierne, følte jeg, at jeg gjorde en forskel. Som it-ingeniør kan du løse mange opgaver, men du kan ikke hjælpe de unge, som jeg kunne i klubben. Jeg fulgte ingeniørstudiet i 3-4 år. Så trak pædagogikken for meget i mig, og jeg endte med at få en akademiuddannelse på VIA og blev pædagog.

I dag arbejder jeg i Klubberne i Gellerup. Vi er 12 pædagoger, og vi afslutter så vidt muligt hver arbejdsdag med et kvarters ’afgiftning’. Sådan kalder vi det, når vi sidder sammen og taler om, hvordan vi har det. Det er der brug for, når man arbejder et sted som vores.

Bandekonflikten brød ud

Da Loyal to Familia rykkede ind i området i 2017, brød bandekonflikten ud, og vi lå midt i det hele. Der blev trukket i vores unge for at få dem til at være med i krigen, og vi måtte gøre en ekstra indsats for at holde dem væk. Vi holdt åbent flere aftener om ugen, arrangerede fodboldturneringer og tog på ture for at få de unge på andre tanker.

Jeg kender de store drenge, både dem i banderne og dem, der synes, de er spændende. Jeg har kendt dem, siden de var små, jeg kender deres søskende og forældre. De kalder mig Amo, arabisk for onkel. Jeg ved, at de ikke gør mig noget, men nogle af mine kolleger er blevet truet og er blevet involveret i konflikter, og det har været svært for dem.

Vi må aldrig tage problemerne med hjem

Det er derfor, jeg som tillidsrepræsentant har indført afgiftningen. Vi må aldrig tage problemerne med hjem. Vi skal tale med hinanden og hver dag gå hjem med følelsen af, at vi har gjort vores job så godt, vi kunne. Den form for feedback får man ikke fra en computer.

Jeg ved nu, at jeg ikke kunne være blevet andet end pædagog. For det er jeg født til.