Nyvalgt formand for Lederforeningen: Disse ting vil jeg især kæmpe for
Kristine Schroll er den nye formand for Lederforeningen i BUPL.
Det blev afgjort onsdag eftermiddag, da hun vandt kampvalget om formandsposten på Lederforeningens landsmøde på Hotel Nyborg Strand.
Den aarhusianske dagtilbudsleder fik 45 af de delegeredes stemmer, mens den anden kandidat, Pernille Dam Marcussen fra Viborg, fik 21 stemmer.
Den nye formand var glad, da hun i bilen på vej hjem til Aarhus satte ord på valget:
“Det betyder meget for mig. Jeg er superglad for den tillid, de delegerede har vist mig. Samtidig er jeg glad for, at jeg nu fremover kan koncentrere mig om at arbejde for ledernes vilkår,” siger hun.
Nu smøger jeg ærmerne op
Kristine Schroll er dagtilbudsleder i Dagtilbud Hasle. Da posten som formand for Lederforeningen i BUPL er et fuldtidsjob, stopper hun som leder. Det er planlagt, så hun fra 1. maj udelukkende er politiker i BUPL.
På landsmødet blev arbejdsprogrammet for Lederforeningens arbejde de kommende to år vedtaget. Kristine Schroll har været med til at sætte et stort aftryk på programmet og ser frem til at komme konkrete handlinger på målene i arbejdsprogrammet.
“Jeg smøger ærmerne op og fortsætter, hvor den tidligere formand, Eva Munck Immertreu, stoppede. Men der kommer til at være mere fokus på strategi og inddragelse af lederne. Samtidig vil jeg skabe mere synlighed om ledernes arbejde og betydningen af det,” siger hun.
Blev skærpet af modkandidaten
Kristine Schroll vil nu gå i gang med at arbejde for de ting, hun argumenterede for inden landsmødet.
“Lederne er hårdt pressede og har brug for mere tid til pædagogfaglig ledelse. Jeg glæder mig til at kæmpe for bedre løn og vilkår for de pædagogfaglige ledere,” siger hun.
På landsmødet kom der ændringer til arbejdsprogrammet og generelt gode input, som bliver taget med i det videre arbejde, fortæller den nyvalgte formand. Også modkandidaten, Pernille Dam Marcussen, har spillet en vigtig rolle for den nyvalgte formand under valgkampen.
“Pernille har været en skarp modkandidat med gode tilgange. Det har betydet, at jeg har skærpet mine holdninger og min tydelighed i valgkampen,” siger Kristine Schroll, som også sender verbale roser til den afgående formand:
“Eva har virkelig arbejdet hårdt. Hun har sparket døre ind, og hun har fået sat den pædagogfaglige ledelse så højt på dagsordenen, at KL har taget det til sig. Hendes hårde og gode arbejde vil jeg videreføre,” siger Kristine Schroll.
Læs også: Kristine Schroll: Jeg vil skabe tid til pædagogfaglig ledelse