Rygter om reform af pædagoguddannelsen: Begge ideer er dårlige eksperimenter
Pædagoguddannelsen står sammen med de øvrige professionsuddannelser over for en reform. Og mens regeringen er ved at lægge sidste hånd på planerne, svirrer rygterne om pædagoguddannelsen.
Måske skal pædagoguddannelsen splittes op i to spor, hvor de bogligt stærke studerende får en uddannelse med samme længde som i dag, mens de knap så læsestærke studerende skal have en kortere uddannelse med mere praksisnært indhold. Det skriver Weekendavisen, at regeringen overvejer.
Idéen om mere differentierede professionsuddannelser bliver godt modtaget på professionshøjskolerne. Camilla Wang, forkvinde for Danske Professionshøjskoler, siger til Weekendavisen:
»Selvom vi taler om den store mangel på studerende på velfærdsuddannelserne, er det stadig masseuddannelser. Det betyder, at der er mange studerende med forskelligartede forudsætninger. Men i dag skal de allesammen igennem præcis det samme uddannelsesforløb uden ret mange valgmuligheder. Og det matcher ikke tidsånden.«
Rygter om kortere uddannelse
Hvis pædagoguddannelsen ikke skal splittes i to spor, skal den i hvert fald forkortes. Det skriver A4 medier, at der er rygter om. Og andre professionsuddannelser kan lide samme skæbne. Faktisk er det ifølge A4’s kilder kun læreruddannelsen, der kan være sikker på at gå fri, fordi regeringen netop har gennemført en reform af den uddannelse.
To dårlige eksperimenter
BUPL’s formand Elisa Rimpler har hørt rygterne, men hun ved ikke, om nogen af dem er rigtige, understreger hun. Men hun ved, hvad hun synes om at forkorte pædagoguddannelsen eller splitte den op i to spor, en boglig og en mere praksisrettet.
”Begge dele er rigtig dårlige eksperimenter med noget så afgørende som pædagoguddannelsen. Vi har allerede en praksisrettet erhvervsuddannelse på området, nemlig som pædagogisk assistent,” siger hun.
Ikke kortere uddannelse, men bedre
I stedet for at forkorte uddannelsen gælder det om at forbedre den, mener BUPL’s formand.
”Vores uddannelse har brug for langt mere prestige. Det kræver stærke politiske signaler om, at pædagoguddannelsen er vigtig, og at man investerer i den” tilføjer hun.
Det er det helt grundlæggende, man skal skrue på, hvis man vil have studerende til at vælge pædagoguddannelsen, påpeger Elisa Rimpler:
”Der skal være sammenhæng i uddannelsen. Der skal være pædagogik, kreative og musiske fag, og dygtige, motiverende undervisere. Vi skal have skruet op for uddannelsen, så den kan imødekomme det store og komplekse arbejdsfelt, det er at være pædagog ”
Kig også på vilkårene
Skal flere vælge at blive pædagog, er det dog også nødvendigt at kigge på det, der venter pædagogerne efter endt uddannelse.
”Pædagoguddannelsens lave prestige handler også om vores arbejdsvilkår, Vi er nødt til at have et arbejdsmarked, hvor du kan bruge din faglighed, og hvor der er tid til, at du kan arbejde med børnene i små grupper og i det hele tage skabe rammer og forudsætninger for, at børn trives og udvikler sig. Det er jo det, pædagoger går efter,” siger Elisa Rimpler.