Endnu to private overenskomster er på plads
Så er de sidste to store, private overenskomster endelig faldet på plads. BUPL og henholdsvis Danske Daginstitutioner og Forhandlingsfællesskabet Private Institutioner (FOBU, DLO, SPIA og Børneringen) er blevet enige om aftaler, der sikrer pædagogerne en overenskomst med en ramme på 8,8 procent over to år præcis som på pædagogoverenskomsten på det kommunale område. Ligeledes får de lønstigninger svarende til lønløftet fra treparten, nemlig 1.800 kroner om måneden brutto for en fuldtidsansat.
Lønløftet fra treparten bliver dog først udmøntet pr. 1. oktober for begge overenskomster, men det kommer med tilbagevirkende kraft fra januar, så de privatansatte får præcis det samme som kollegerne i det kommunale.
”Det har været nogle lange forhandlinger og lidt flere forhandlinger, end vi plejer, men der har også været mere på spil denne gang,” siger næstformand i BUPL Birgitte Conradsen, der er hovedforhandler på BUPL’s private overenskomster.
Læs mere om, hvad de to forlig indeholder, længere nede
Alle får samme ramme
Resultatet er blevet godt, pointerer hun:
”Jeg er rigtig glad for, at vi har kunnet sikre alle pædagoger trepartsmidler, og at alle får de samme lønstigninger. For arbejdet er det samme, ansvaret er det samme, og lønefterslæbet er fuldstændig identisk. Så det ville være fuldstændig urimeligt, hvis vi ikke havde fået det samme til de privatansatte,” siger hun.
Dermed er forårets overenskomstforhandlinger næsten overstået, altså forudsat medlemmerne godkender resultaterne ved urafstemningen. Dog udestår der to små overenskomster, en med Dansk Erhverv og en med DUI Leg og Virke. De skulle dog falde på plads i en nær fremtid, er forventningen i BUPL.
Er du privatansat, men omfattet af overenskomst med Accountor eller Frie Grundskoler, så se her, hvad aftalerne indeholder.
BUPL anbefaler et ja
Overenskomsten for private ansatte med Frie Grundskoler er allerede sendt til urafstemning. De to overenskomster, der nu er indgået, bliver sendt til urafstemning sammen med overenskomsten med Accountor. De endelige detaljer for urafstemningen er endnu ikke på plads, men du vil få direkte besked om, hvordan du kan stemme, når den tid kommer.
Overenskomstresultatet er lige så historisk godt som for kommunalt ansatte pædagoger, og derfor er Birgitte Conradsen ikke i tvivl om, hvad hun skal mene om forligene.
”Vi anbefaler et ja til overenskomsterne. Og vi håber, medlemmerne er tilfredse," siger hun.
Deltag i medlemsmøde
Der er medlemsmøde torsdag den 25. april fra 17-18 på teams om de nye overenskomster. Er du omfattet af de private overenskomster, der er indgået forlig om, burde du have fået en invitation til mødet allerede. Hvis du ikke har fået invitationen, så kontakt din tillidsrepræsentant eller din lokale BUPL-fagforening.