Angrebet af rasende ko: Hyggetur med børnene blev til mareridt

Hver dag tager Tine Bach, kollegerne og 30 børn bussen fra Børnehuset Tvedholm Bybørnehave ud til skovbørnehaven ved Poulstrup Sø og Dall Hede i Aalborg.

Den 6. maj 2020 tager Tine Bach og en kollega en lille gruppe på fire børn med på tur på heden. Solen skinner, de har madpakker med, som de vil spise i græsset, og hverken Tine Bach eller hendes kollega overvejer, at det i dag skulle være farligt at gå gennem lågen ind i det brede englandskab, hvor de sorte køer græsser. De har været her så ofte før med børnene løbende frit mellem de høje gyvelbuske.

Da de har spist og skal til at pakke sammen, hører de en høj lyd. 

”Det er en ko, der brøler. Højt og desperat. Som er den i panik,” forklarer hun.

Da hun vender sig, ser hun en stor sort ko løbe direkte imod dem.  

Tine Bach griber instinktivt sin blå regnjakke, vender sig med front mod koen og beordrer sin kollega til at passe på børnene.

”Så skal jeg nok passe på jer,” siger hun uden at vide, om hun kan det.  

Jeg brøler helt vildt

Da koen er 3-4 meter fra dem, kan hun se, at den vender det hvide ud af øjnene. Instinktivt begynder hun selv at brøle, mens hun slår op og ned med regnjakken.

”Jeg mærker adrenalinen i kroppen og brøler helt vildt. Det eneste, der betyder noget for mig, er børnenes sikkerhed. Jeg føler, at jeg er i livsfare og samtidig har ansvaret for andres børns liv”. 

Bag hende er alle stille. 

“Du skal pakke børnenes ting, I skal ud herfra,” siger hun til kollegaen, som står stille, nærmest frosset. Koen peger panden og sine spidse horn mod jorden, skraber i græsset med den ene klov, før den sætter af og igen løber mod dem.   

”Da går det op for mig, at det her en meget farlig situation, der kan få alvorlige konsekvenser,” siger hun. 

Føler at vi er i livsfare

Tine kaster regnjakken fra sig og griber sin rygsæk. Den er stor, og hun holder den op foran maven for at gøre sig bred. Da koen løber mod dem anden gang, kaster hun jakken, mens hun brøler. Koen bliver tilsyneladende overrasket og springer væk. 

”Jeg føler, at vi er i livsfare. Hvis den dræber mig, hvad skal børnene så gøre?” 

Tine Bach udstøder dybe brøl og går mod koen for at presse den. “Det var, som jeg så det som min sidste mulighed for at få koen langt væk fra børnene, som jeg havde ansvaret for, fordi jeg var deres pædagog”, fortæller hun. Den bakker langsomt, brøler flere gange og løber så sin vej.

Tine Bach mærker nu, hvordan hendes krop fryser og bliver stiv.  

”Jeg var i chok. Hvis den var kommet tilbage, havde jeg været handlingslammet”. 

Læs også: Naturnationalparker splitter pædagoger: Begejstrede eller bekymrede

Vi skal ud herfra

Hun vender sig, kigger sin kollega dybt i øjnene og viser sine hænder til børnene. ”Se, hvor de ryster. Det er, fordi jeg passede på jer. Den ko skulle ikke over til os. Vi skal ud herfra”, siger hun til dem.

De får pakket børnenes ting. Tager et barn i hver hånd. Nogle er stille, en græder vildt. En pige er så forskrækket, at hun ikke kan bære sin taske selv. Da de er ude af indhegningen, begynder koen igen at brøle på lang afstand. Tine fortæller, at hun da går i panik og begynder at ryste. 

I ugerne efter episoden kommer angste. Det bliver stadig mere tydeligt for Tine Bach, hvor galt det kunne være gået. 

”Der var ikke noget, vi kunne have gemt os bag. Vi stod med fire børn. Hvis jeg havde fået børnene til at løbe, kunne de have løbet i fire forskellige retninger i hver deres tempo. En ko kan typisk løbe mellem 27 og 40 km i timen. Hvor hurtigt kan et barn på 4-5 år løbe,” spørger hun. 

Anerkendt arbejdsskade

Over de næste måneder arbejder Tine Bach videre, men begynder at opleve hjertebanken, hukommelsesbesvær, dårlig søvn med mareridt. Fra at have været optimistisk, nærværende og legende bliver hun kortfattet, fraværende og ængstelig for selv de mindste bevægelser.  

”Her to år efter min heldigvis anerkendte arbejdsskade står jeg tilbage med massiv angst, en belastningsreaktion, PTSD-diagnose og en fyring, fordi jeg ikke længere kan være den stolte pædagog, jeg var,” siger hun. 

”I lang tid troede jeg, det bare var køer, jeg var blevet bange for. Men efter halvandet års sygemelding fandt jeg ud af, at det var meget større end det. Jeg havde fået massiv angst for uforudsigelighed og det at have ansvar for andre,” forklarer hun. 

Efter flere forsøg på at vende tilbage til arbejdet har Tine Bach måttet erkende, at hun ikke kommer tilbage til et almindeligt arbejde. Slet ikke som pædagog. 

”Jeg har været så glad for at være pædagog. Det har været mit liv,” som hun siger. 

Gid nogen havde advaret mig

Da debatten om de nye naturnationalparker begynder at køre i medierne, kommer frygten rullende. Tine Bach frygter, at andre pædagoger vil komme til at stå i samme situation som hun, hendes kollega og børnegruppen fra Skovbørnehaven Tvedholm gjorde.  

”Jeg mener, at vi pædagoger skal overveje, om vi vil og skal tage det enorme ansvar for børnenes sikkerhed indenfor indhegninger i fremtiden. Jeg ville sådan ønske, at nogen havde advaret mig. For nu står jeg med et liv i kaos, som jeg flere gange indenfor de seneste to år ikke har haft lyst til at leve.” 

Læs også: Sådan færdes I sikkert i naturnationalparker

Det har ødelagt mit liv

Tine Bach ville ønske, at vi kunne tage ved lære af de uheld, der allerede er sket med mennesker og store græssere, og at der udarbejdes sikkerhedsforanstaltninger, så det ikke sker igen.

”Det er mig magtpåliggende at informere mine pædagogiske kolleger om de mulige konsekvenser, for det er vigtigt, at det her ikke sker for andre”. 

Hvis hun sad overfor miljøminister Lea ­Wermelin (S), ville hun spørge hende:

Hvem har ansvaret, når en gal ko angriber?  

”Jeg ved med mig selv, at jeg ikke vil anbefale andre at tage den chance. Det har ødelagt mit liv,” siger Tine Bach.

Læs hele Børn&Unges tema om naturnationalparkerne her.