5 smittede i et dagtilbud: Vi har stået stærkt sammen

Som frontpersonale er pædagoger særligt udsatte for at blive smittet med corona-virus. Onsdag den 6. maj blev risikoen til virkelighed i Solmarken på Frederiksberg. Den dag ringede en medarbejder og fortalte, at hun havde covid-19. Få dage senere blev yderligere fire af institutionens 27 medarbejdere testet positive.

Ifølge kommunens børn- og ungelæge har den første syge medarbejder sandsynligvis ført smitten ind i Solmarken, som har 90 børn i vuggestue og børnehave. Leder Karin Meyer og pædagog og arbejdsmiljørepræsentant Pernille Hjorhøj fortæller her om situationen.

Hvordan gik det til, da I pludselig stod med fem smittede medarbejdere?

Karin Meyer: »En medarbejder gik til læge med symptomer på covid-19, og hun var smittet. Det ringede hun og fortalte mig om onsdagen. Yderligere to medarbejdere var gået hjem med symptomer, og om lørdagen blev de også testet positive. Om søndagen blev to mere, som også havde haft symptomer, så testet positive.«

Pernille Hjorhøj: »Vores leder kom rundt i huset og fortalte, at en medarbejder var smittet. Det kom som et chok for os alle. Vi vidste godt, at det kunne komme, men vi fulgte myndighedernes retningslinjer, og vi følte os alle raske, så det var overraskende, at vi pludselig havde en i huset, som var blevet ramt af corona-virus. Derfra gik det stærkt, og hen over weekenden kom vi op på fem smittede i alt.«

Hvad gjorde I, da I havde fået at vide, at I havde en smittet medarbejder?

Karin Meyer: »Jeg kontaktede børn- og ungelægen i kommunen, sektionslederen for dagtilbuddene og bestyrelsen. Jeg tænkte, at de skulle vide besked, for det kunne udvikle sig til, at flere blev smittet blandt både personale og børn. Lægen skrev til mig, hvilke forholdsregler jeg skulle lægge op på vores intranet. De handlede om det, vi hele tiden har gjort: Gøre rent, sikre en høj hygiejne og holde afstand. Lægen anbefalede ikke, at vi skulle teste flere, men da yderligere fire blev testet positive i løbet af weekenden, kontaktede jeg igen lægen, sektionslederen og bestyrelsen og var i telefonisk kontakt med dem flere gange. Vi lavede en skrivelse til forældrene og ringede til de forældre, hvis børn havde været tæt på de smittede medarbejdere. Børnene skulle ikke testes, men nogle er blevet det, fordi deres forældre har valgt det. Jeg har ikke hørt om børn, der er blevet testet positive.«

Pernille Hjorhøj: »Vi talte om, hvem den smittede kunne have været i kontakt med, og vi blev alle opmærksomme på vores kroppe: Havde vi selv symptomer og lidt hoste? Sådan tror jeg, alle vil reagere, hvis de har været tæt på en smittet. Vi skulle både være i det og give plads til de kolleger, som havde det svært med at skulle på arbejde, så vi har talt meget om situationen. Samtidig er vi som frontpersonale nødt til at tage på arbejde, så vi har stået her hver dag. Vi har støttet hinanden og har stået stærkt sammen.«

Hvordan reagerede medarbejderne på, at flere kolleger var smittet?

Karin Meyer: »De har været fantastiske. De har stået her fra morgen til aften og har gjort alt, hvad de kunne for børnene. Jeg kan bedst fortælle det med en lille historie om en pædagog, der hjalp en treårig med at få jakke på. Netop som han havde fået armen ind i ærmet, nyste han hende direkte i ansigtet. Hun sagde helt roligt: ”Hov, du kom til at nyse. Nu skal jeg hjælpe dig med at tørre næsen. Næste gang skal du huske at dreje hovedet.” Den historie fortæller, at pædagoger godt ved, at de som frontpersonale risikerer at blive smittet. Alligevel gør de alt, hvad de kan for, at institutionen bliver et trygt sted for børn og forældre.

Da det viste sig, at vi havde endnu fire smittede, fik jeg at vide af børn- og ungelægen, at vi stadig skulle åbne om mandagen, og at alle vi andre skulle testes fire gange. Det blev en usædvanlig mandag morgen. Mange forældre valgte at holde deres børn hjemme, så vi havde kun 27 børn. Men der var lidt uro, for vi skulle lige finde os selv og hinanden, og vi skulle organisere testningen af personalet. Alle svar har været negative. Det betyder ufatteligt meget, både for os, der er på arbejde, og for dem, der er blevet testet positive. Vi indgår i et fællesskab, og vi tænker over, hvordan de har det, og de tænker på, om der er nogle til at tage sig af børnene.

Pernille Hjorhøj: »Vi har først og fremmest været bekymrede for vores syge kolleger. Vi har også været nervøse for selv at blive ramt og for, om vi så kunne smitte vores nærmeste. Nogle har talt med vores leder, fordi de følte sig utrygge ved at tage på job. Vi har også tænkt på, om nogle børn var blevet smittet. Der går mange følelser igennem én, for vi hører skrækhistorier om, hvor syg man kan blive af covid-19. Vi har flere ældre kolleger, og vi har været nervøse for, at de skulle blive smittet. Nogle fik svar på den første af de fire test efter 24 timer, mens der for andre gik to-tre dage, så vi var usikre på, om vi gik rundt og smittede hinanden. Det gav ro, da vi fik at vide, at alle test var negative.«

Hvilke arbejdsgange har I ændret?

Karin Meyer: »Vi har hele tiden fulgt retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen og anbefalingerne fra Frederiksberg Kommune. For eksempel besluttede vi få dage, før den første medarbejder blev testet positiv, at vuggestue- og børnehavepersonalet skulle holde pause hver for sig, selv om vi har et stort personalerum. Men når fem testes positiv på få dage, bliver man endnu skarpere på hygiejnen og på, at vi skal opholde os i køkkenet så kort tid som muligt, når vi henter mad. Vi har også aflyst flere fysiske møder med PPR og med familieafdelingen, så vi nu primært mødes på Skype. Vi brugte Skype, inden vi fik smittede medarbejdere, men vi har også været til møde med forældre hos PPR, og det har vi droslet meget ned.«

Pernille Hjorhøj: »Vi har haft tæt kontakt med forældrene og med børn- og ungelægen, men vi har ikke ændret så meget i arbejdsgangene, for vi gjorde i forvejen det, vi skulle. Vi har opretholdt hygiejnen og har fulgt op på de ændringer, der er kommet i retningslinjerne. Det gjorde vi også, før vi fik smittede, men vi har lagt skinnerne, mens toget kørte, så vi har måttet gøre det så godt, vi kunne.«

Hvad kan andre lære af jer?

Karin Meyer: » Det her kan ske i alle institutioner, så man skal selvfølgelig sørge for at overholde alle retningslinjer. Jeg er også glad for, at vi var hurtige til at kontakte børn- og ungelægen, sektionslederen og bestyrelsen og til at informere de andre forældre. Under en pandemi er det vigtigt at bevare roen og kontakte de instanser, som kan give den rådgivning, man har brug for. Vi har fået et ordentligt benspænd, men vi rejste os hurtigt igen, og når vi kommer på den anden side af pandemien, står vi med et endnu stærkere fællesskab i Solmarken.«

Pernille Hjorhøj: »Det vigtigste er at være åben over for forældrene, for det handler om at skabe tillid og tryghed. Andre traf beslutningen for os om, at vi skulle holde åbent, men vi har gjort meget ud af at udtrykke over for forældrene, at vi tager hånd om situationen. Nogle har så holdt deres børn hjemme, fordi de har været nervøse, og det har lettet presset på os. Det er også vigtigt at tale åbent i personalegruppen om, hvordan man har det, så man ikke går alene med sin usikkerhed.«

Og ikke mindst – hvordan har de smittede det i dag?

Karin Meyer: »Heldigvis har ingen af dem været på hospitalet. To er raske og vendte tilbage på job i mandags. De tre andre er stadig syge, men de er i bedring, så de kommer snart tilbage.«