TEMA. Vi bruger pædagogik fremfor diagnoser

Kan du huske, dengang du lige var begyndt i børnehave?« spørger pædagog Finn Hansen en dreng ved frokostbordet i Børnehaven Asmundsminde i Fredensborg.

Drengens ansigt er åbent. Han lytter afventende på, at Finn Hansen fortæller resten af den historie, han har hørt så mange gange før.

»Du stak af, hver gang vi skulle spise, og vi fandt dig under bordet. Det gør du slet ikke mere. Det er rigtig flot, så meget du rykket dig,« fortsætter pædagogen.

Anna beder nu Finn fortælle, hvordan det var, dengang hun var lille og ikke ville bære sin tallerken ud og råbte op og fjollede. Anna er meget stolt, da Finn Hansen fortæller historien og slutter af med at sige:

»Det gør du jo ikke mere.«

»Nej, for nu har jeg lært det,« siger Anna.

Hurtigt kommer samtalen til at dreje sig om, hvad de forskellige børn har lært, og at man kan lære alt muligt, hvis man øver sig.



Metode til alle. I Børnehaven Asmundsminde har flere børn diagnoser. Men det er ikke noget, pædagogerne taler om, og der hænger ingen piktogrammer på væggene. Pædagogerne insisterer i stedet på at forme en inkluderende pædagogik med metoder, der kan bredes ud over alle børn.

»Vi ønsker ikke, at de her børn skal skille sig ud. Deres handlinger gør ofte, at de i forvejen skiller sig lidt ud. Hvis vi så også behandler og omtaler dem anderledes, bliver de virkelig ekskluderet og udskilt. Vi har forsøgt at skabe en pædagogik og nogle metoder, der kan spille op i mod, hvad alle børn har brug for,« siger Finn Hansen.

Metoden, som pædagogerne kalder ’Kan du huske, hvordan det var engang’, er udviklet ud fra den grundholdning, at alle børn har noget, som de skal øve sig på.

»Nogle har store udfordringer, andre har mindre. Nogle børn slår, hver gang andre kommer tæt på. Andre har problemer med at hænge jakken op,« fortæller Finn Hansen.

Uanset udgangspunktet er målet at give børnene en oplevelse af, at forandring er mulig, og en forventning og tro på, at fremtiden rummer mange lovende muligheder.

Institutionen er en udflytterbørnehave, som er normeret til 37 børn. 28 er fra lokalområdet, mens 9 er visiteret fra Københavns Kommune på grund af psykiske og sociale udfordringer.

»En del af de her børn er meget udadreagerende. Nogle har en diagnose, andre har ikke, men selv dem med ADHD-diagnosen er vidt forskellige alligevel. Det kan være, at diagnosen rummer fælles udfordringer, men børnene har langt flere individuelle forskelligheder. Derfor er det vigtigt at have fokus på barnet,« siger Finn Hansen.

Det er en bevidst strategi fra personalets side at flytte fokus fra årsag til handlemuligheder.

»For os er det vigtigt, at de metoder, vi bruger, egner sig til alle børn. Diagnoser er kun en meget, meget lille del af et barn, og derfor også en meget lille del af pædagogikken. Det er ikke sådan, at vi er totalt imod diagnoser – de skal bare bruges med omhu. Den måde, man tackler diagnoser på i dag, er som regel med medicin, som dæmper dem, men det forandrer dem også som personer, og det er ikke rart,« siger Finn Hansen.

Når et barn begynder i Børnehaven Asmundsminde, finder pædagogerne først ud af, hvilke udfordringer barnet har. Nogle har måske en diagnose eller ender med at få en, men det ændrer ikke ved institutionens pædagogik i forhold til barnet.

»Vores fokus ligger på relationen til barnet og de problematikker, vi har valgt at arbejde med. Hvis et barn har koncentrationsbesvær, så lærer vi det at koncentrere sig, uanset om det har ADHD eller ej. Mange steder afskærmer pædagogerne børn med diagnoser fra de andre børn. Vi træner deres koncentration omgivet af andre børn i lokalet,« siger Finn Hansen.

Pædagogerne ser ingen grund til at arbejde for, at et barn får en diagnose.

»Det ændrer ikke vores syn på barnet. I hverdagen er det bare et barn med nogle anderledes udfordringer end andre børn,« siger Finn Hansen og uddyber, at diagnoser først og fremmest er til for at forstå barnet og for at få handlemuligheder, der er målrettet diagnosen.

»Når diagnosen ikke ændrer noget hos os, er det, fordi vi har en forestilling om, at vi godt forstår barnet og dets reaktioner, og at vi i forvejen arbejder hen imod nogle mål, vi mener, er vigtige.«



Ressourcer afgørende. For at nå de mål er det vigtigt med et tilstrækkeligt antal voksne, understreget Finn Hansen.

»Ressourcer er helt afgørende. De dage, hvor der på grund af sygdom er for få pædagoger, er konfliktniveauet højere. De børn, som i forvejen har det svært, kommer til at stritte mere ud, fordi det er sværere at skabe lege, hvor de bliver inkluderet,« siger han.

På grund af de ni børn med psykiske og sociale udfordringer har institutionen en øget normering. Det gør, at der kan sættes pædagogisk støtte ind i det omfang, det er nødvendigt.

Der bliver for eksempel sat massivt ind, når et nyt barn begynder i institutionen. Personalet vil sikre sig, at barnet får en god start med den hjælp og støtte, det kræver at komme ind i legefællesskaber. Derfor afsættes der gerne to voksne til fysisk at følge barnet rundt i børnehaven.

»Det er vigtigt, når et nyt barn begynder, at barnet ikke med det samme farer hen og slår en masse børn, for så får barnet nemt et prædikat hos de andre børn af, at ham eller hende skal man lige passe på.«



Om Børnehaven Asmundsminde



Institutionen er en udflytterbørnehave, som er normeret til 37 børn. 28 er børn fra lokalområdet, mens 9 er visiteret fra Københavns Kommune på grund af psykiske og sociale udfordringer.

En stor gruppe af de visiterede børn har forskellige neurologiske diagnoser. Især ADHD og det autistiske spektrum er repræsenterede.

Institutionen har eksisteret i 40 år, og de ansatte lægger vægt på en pædagogik, som i korte træk går ud på, at alle børn indgår i den store børnegruppe. Dvs. at de ikke er delt op i mindre specialgrupper.

Der foregår en stor, opsøgende indsats fra personalets side for at inkludere og aktivere familierne i institutionens og dermed børnenes liv.

Det har erfaringsmæssigt hjulpet mange børn og deres familier ved at have overflødiggjort behovet for meget mere omfattende hjælpeforanstaltninger.