TEMA: UNDERRETNINGER. Hun giver udsatte børn sikkerhed

Forældrene er måske alkohol- eller stofmisbrugende, har en livskrise eller udsætter deres barn for svær omsorgssvigt. Barnets trivsel er truet i en grad, så en tvangsfjernelse vil være den naturlige løsning. Men i Københavns Kommune fjerner man ikke børn, før man har forsøgt at lave en sikkerhedsplan for barnet, så barnet kan blive hjemme.

»Hvis der kom én udefra og kiggede på et barns liv i nogle af vores sikkerhedsplansfamilier, ville de tænke: ’Hvad helvede har I gang i? Hvorfor har I ikke bare fjernet barnet?’. Men vi har styr på det.«

Sådan lyder det fra Barbro Lundqvist, som er socialfaglig sikkerhedsplanskoordinater i Børnefamiliecenter København City/Østerbro.

En sikkerhedsplan giver nemlig styr på det og tryghed for barnet. Sikkerhedsplaner er baseret på den australske metode Signs of Safety, og en plan er at foretrække frem for en anbringelse, medmindre der er et akut behov for at fjerne barnet fra hjemmet, siger Barbro Lundqvist.

»Det kan være rigtig vanskeligt for børn at leve i de familier, men forskningen viser, at vi er mislykkedes med at tage hånd om de børn, der er anbragt. 50 procent af dem, der har været anbragt, får selv anbragt et eller flere af deres børn. Vi er nødt til at prøve noget andet,« fastslår hun.



De holder ikke op. Tre væsentlige forudsætninger skal være opfyldt, før kommunen kan lave en sikkerhedsplan for et udsat barn: Der skal være en trussel om at fjerne barnet, der skal være et privat netværk, der vil gå ind som en del af sikkerhedsplanen, og familien skal samarbejde med forvaltningen om planen.

Barbro Lundqvist har arbejdet med sikkerhedsplaner i tre et halvt år.

»Der er kun succeshistorier med sikkerhedsplaner. I 90 procent af sagerne er vores arbejde lykkedes, og vi har undgået anbringelse,« siger hun.

Men kan I få en alkoholisk familie til at holde op med at drikke?

»Det er ikke det, vi er ude efter,« siger

Barbro Lundqvist.

»Men hvis et barn skal blive i hjemmet, forlanger vi, at man skal være i en eller anden form for behandling for det problem, man har. Vi har familier, der får antabus, samtaler og hjælp til at få styr på livet. Men hvis man har et misbrug, falder man måske i, hvor gerne man end vil være ædru. Og sikkerhedsplanerne bygger på, hvad der skal ske, hvis han falder i,« siger hun.

Hun nævner et eksempel: Forvaltningen har lavet en sikkerhedsplan for en dreng, hvis far er en rigtig god far, men kun i 10 måneder om året. Men de sidste to måneder drikker han voldsomt.

»Han kæmper med sit misbrug, men nogle gange falder han i, og der falder han ordentlig i. Drengen vil ikke andet end at bo hos sin far, og far vil gerne have ham hjem,« siger Barbro Lundqvist.

I stedet for at anbringe drengen året rundt sikrer en sikkerhedsplan drengen, når far er på druk. Læreren og naboen ved, hvem de skal kontakte i netværket, når far begynder at drikke. Selv den sociale døgnvagt er instrueret om, hvem man skal kontakte, hvis politiet er rykket ud til hjemmet, så drengen ikke ryger på en institution. Hvis drengen kommer hjem fra skole, sætter nøglen i døren og ser, at der ligger far, står der i sikkerheds­planen, hvad han skal gøre.

»Drengen har tidligere fundet sin far beruset og har kontaktet sin lærer, som er med i netværket. Så vi ved, at han klarer det,« siger Barbro Lundqvist.

Når far er på druk, bor drengen et andet sted, så længe det varer. Han ved, at han kommer hjem til sin far igen.

»Det drejer sig om, at drengen ikke er i det misbrug. For far er god, når han ikke drikker,« siger Barbro Lundqvist.



Fokus på barnet. Med sikkerhedsplanerne har fokus ændret sig i det sociale arbejde, siger Barbro Lundqvist.

»Før handlede det meget om, at familien var en enhed, og familien var i centrum. Nu er der fokus på barnet, og vi skal ikke gøre noget, uden at der er fokus på barnet. Hvis manden tæver konen, plejer jeg at sige: ’Det er helt i orden, at I tæver på hinanden, bare det ikke sker foran barnet’,« siger hun.

Når fokus ligger på barnet, er der heller ikke behov for at få en indrømmelse fra forældrene om ’ja, jeg drikker’, eller ’ja, jeg slår mit barn’. Alene det, at forvaltningen er så bekymret for et barns trivsel, at tvangsfjernelse er inde i overvejelserne, er nok.

»Når vi har en bekymring om misbrug eller vold, forklarer vi det gennem et ’danger statement’. Det er meget kortfattet og præcist, hvorfor vi er inde i sagen, og hvad der bekymrer os,« siger Barbro Lundqvist.

Hvis forældrene vil samarbejde om at undgå en tvangsfjernelse, bliver netværket omkring barnet spurgt, hvad de kan byde ind med. Kan farmor måske komme og kontrollere, om faderen drikker? Og hvem kontrollerer, at farmor kontrollerer? Hvad kan naboen hjælpe med?



Pædagoger rykker ud. Når det private netværks bidrag er kortlagt, bliver hullerne i sikkerhedsplanen fyldt ud med professionelle. Nogle af dem, der i første omgang rykker ud og støtter familien, er pædagoger. En af dem er Lone Søndergaard Vesterborg. Hun har tidligere arbejdet som institutionsleder og støttepædagog for særlige børn.

»Nej, børn med særlige vanskeligheder,« retter hun hurtigt sig selv.

»Særlige var de alle sammen.«

For 11 år siden skiftede hun så til Københavns Kommunes forvaltning. I begyndelsen var det med bævrende knæ, når hun ringede på hos familier med et ’Her er jeg. Jeg kan gøre en forskel, tror jeg. Vil I prøve?’.

Nu gør erfaringen det lettere. Selvom familierne måske ikke er helt tilfredse med forvaltningen, er de glade for at få hjælp af en pædagog som Lone Søndergaard Vesterborg.

»Vi har de bedste vilkår, for alt kan faktisk lade sig gøre. Ingen opgave er for stor eller for lille,« siger hun.

Hun er ikke praktisk hjælp i hjemmet, understreger hun, men hvis det er det, der skal til, tager hun gerne en opvask.

»Kan det være væsentligt i en sag, hvor et barn er anbringelsestruet? Ja, det kan det faktisk. For det handler om, at jo mere opvask, jo mindre synes mor, at hun magter sin opgave,« siger Lone Søndergaard Vesterborg.

»Hos en misbrugende, psykisk syg mor kan de bittesmå hverdagsting, som vi andre klarer, eller tilgiver os selv, hvis vi ikke klarer det, være det, der kan få et læs til at vælte,« siger hun.



Shaken baby. Selv noget så alvorligt som en mistanke om shaken baby kan en sikkerhedsplan rumme. Normalt ville man fjerne det lille spædbarn.

»Men nu har vi en mulighed for at sikre barnet. Så barnet er hos mor, men mor er aldrig alene med barnet,« siger Barbro Lundqvist.

Det er så pædagogernes opgave at lave den praktisk-pædagogiske indsats, støtte moderen og lære hende, hvad et spædbarn er for en størrelse, samt lære hende om barnets udvikling. Hvad kan hun forvente af et spædbarn, hvordan kommunikerer det? Og hvad skal moderen gøre, når hun bliver presset?

»Vi laver en opgradering af mor som forælder. Hvordan kan du rumme det lille menneske? Hun skal lære at føle tæthed med barnet frem for at blive forstyrret af det, så hun ikke bliver så magtesløs, at hun rusker,« siger Lone Søndergaard Vesterborg.

Som pædagog i en sikkerhedsplan skal man være robust. De familier, man kommer til at arbejde med, er ikke familier, som en familie­behandler normalt færdes i.

»Det er hardcore, high risk-familier. Normalt havde man jo anbragt børnene,« siger Barbro Lundqvist.

Derfor er det også vigtigt, at pædagogerne har andet end deres pædagogiske faglighed på plads, understreger Lone Søndergaard Vesterborg.

»Jeg skal vide noget om mig selv. Jeg skal vide, hvad der påvirker mig som person. Man kan godt få tårer i øjnene, men hvor meget er det i orden selv at blive påvirket,« siger Lone Søndergaard Vesterborg.

Hun bliver selv hårdt ramt, når folk giver op.

»Når de slet ikke vil eller kan mere, lægger sig og siger ’det hele er lige meget’,« siger hun.

Men lige så hårdt det kan være, lige så givende kan det være.

»Ud over at jeg får løn, og ud over at jeg har min prestige som fagperson, får jeg en tak for hjælpen af familierne. Det er meget betydningsfuldt, for så har der været en respektfuld dialog. Og jeg har gjort en forskel,« siger Lone Søndergaard Vesterborg

Selv i sager, hvor der er mistanke om sexmisbrug, kan sikkerhedsplaner bruges. Her er det endda ekstra godt med planerne, fremhæver Barbro Lundqvist.

»For kun få procent af misbrugerne indrømmer det. Så er der alle dem, hvor man kun har en lille fornemmelse og ikke gør noget, fordi man er usikker,« siger hun.

Men netop fordi en sikkerhedsplan ikke kræver en indrømmelse, kan forvaltningen lave en sikkerhedsplan.

»Vi skal sørge for, at barnet aldrig er alene med den mistænkte person. Med seksuelle overgreb snakker vi om år, før vi giver slip på sikkerhedsplanen,« siger Barbro Lundqvist.



Men planen holdt. Det sker, at en sikkerhedsplan slet ikke kan skrues sammen. Så skyldes det ofte, at der ikke er ressourcer i familien, eller at der ikke er et privat netværk.

Det sker selvfølgelig også, at det hele ramler sammen i de udsatte familier. Barbro

Lundqvist har prøvet at komme tilbage fra ferie med en besked om, at det var gået helt galt i en familie med sikkerhedsplan. Mor var på krisecenter, og far var røget i fængsel.

»Ja, der var ballade i familien, men sikkerhedsplanen holdt. Der var jeg jo glad. For du har sikret dig, at børnene ikke tog skade af episoden. Og barnet ved, det kommer tilbage til mor og far,« siger hun.



Signs of Safety

SoS er udviklet af australske Andrew Turnell til arbejdet med truede børn og deres familier. Metoden fokuserer på undtagelser – tegn på sikkerhed – fra bekymringerne. Undtagelser er blandt andet situationer, hvor problemet ikke optræder, situationer, hvor noget virkede, situationer, der er værd at gøre mere ud af. Løsningsfilosofien er: Jo flere undtagelser, jo mindre problem, jo mere håb!

Modellen er et redskab til systematisk at beskrive enkeltbørn og de relationer, de indgår i, med henblik på at opstille mål for barnets udvikling/pædagogens opgave. Med SoS taler man om børn, ud fra det man kan se. Man ser på fakta: Hvad kan vi se, hvad ved vi, hvor tit sker det, hvor og med hvem sker det mere eller mindre? Desuden arbejder man med at sætte konkrete mål for, hvordan man arbejder hen mod, at barnet vil opleve flere undtagelser, og man sætter mål for, hvilke konkrete handlinger man vil se fra barnet, når problemet er overvundet.

Fra Børn&Unge nr. 10/2012



Hvad koster sikkerhedsplaner?

Socialforvaltningen anvender i gennemsnit ca. 31.000 kr. pr. måned i personale­ressourcer på sikkerhedsplansarbejdet med en familie. Dertil kommer eventuelle udgifter til supplerende støtteforanstaltninger – for eksempel psykologhjælp, aflastning, samspilsundersøgelser mv.

Hvor mange børn er omfattet?

Frem til marts 2012 har vi haft 43 sikkerhedsplansforløb i alt.