TEMA. KOMMUNALVALG 2013: Huskeregler om offentligt ansattes ytringsfrihed

Det må du

● På egne vegne deltage i den offentlige debat.

● Fremsætte personlige meninger i tale og på skrift.

● Fremsætte personlige meninger, som vedrører dit eget arbejdsområde.

● Fremsætte personlige meninger om nedskæringer.

● Og husk at underskrive dig som privatperson.



Det må du ikke

● Fremlægge tavshedsbelagte oplysninger.

● Komme med æreskrænkende udtalelser.

● Være urimelig grov.

● Fremsætte åbenbart urigtige oplysninger.



Kilde: Grundlovens bestemmelse om ytringsfrihed og Personalestyrelsens pjece ’God adfærd i det offentlige’, juni 2007. Du kan finde pjecen på kortlink.dk/b7yt.



Særligt om t-shirts og valgplakater



Plakater og møder

En kommune må som udgangspunkt ikke støtte politiske formål. Derfor kan du ikke uddele politisk agiterende materiale i en institution som for eksempel en børnehave. Et vælgermøde kan i udgangspunktet heller ikke arrangeres i institutionen.

T-shirts med slogans

Hvis et budskab – eksempelvis et slogan påtrykt en t-shirt eller en anden beklædningsgenstand – betragtes som uforeneligt med det arbejde, man er ansat til at udføre, så kan ledelsen bede personalet skifte til en anden påklædning.

T-shirt var terror!

Protestgruppen Fighters+Lovers blev ved højesteret i 2009 dømt efter terrorloven for i 2006 via internettet at sælge t-shirts med støtte til organisationerne FARC i Columbia og PELP i Palæstina. Organisationerne er i både EU og USA på en liste over terrororganisationer, og som offentligt ansat med ansvar for børn og unge er det en t-shirt, du nok bør holde dig fra.



Ytringer på internettet

Facebook og internettets andre sociale medier er først blevet folkeeje, efter at den seneste vejledning om ytringsfrihed er skrevet. Men reglerne er de samme på nettet som på tryk og i tale: Man har ret til at ytre sig som privatperson med de forbehold, der ligger i retningslinjerne. Man skal dog være forsigtig med at få sin Facebook-profil eller blog til at se for professionel ud. Opretter man en blog, hvor man slår på, at man er ansat for eksempel som pædagog, så kan det tippe over, så man ikke længere ytrer sig privat.



Vidste du at ...

Da præsident ­Barack Obama vandt Det Hvide Hus i 2008, blev hans politiske kommunikationsskole dannet. Blandt andet brugen af sociale medier, men især ’narrative campaigning’, gav pote. Det var Obamas fortælling om sig selv som personificeringen af den amerikanske drøm, der vandt vælgernes hjerter og stemmer.



Du kan stille op, Men skynd dig …

Alle, der har stemmeret til kommunalvalget, er som udgangspunkt valgbare. Der er tre måder, man kan stille op:

➊ Gennem et politisk parti

Det gør de fleste, og det sker ved, at man i god tid bliver kontaktet af et parti, der stiller én op.

➋ På en partineutral borgerliste

➌ Alene

I de fleste kommuner skal man have mindst 25 ’stillere’, der vil skrive under på, at de ønsker, man stiller op. Og man skal skynde sig. Kun frem til ­ 22. oktober 2013 kan man aflevere sin kandidatliste med sit navn på til formanden for valgbestyrelsen.

Kilde: kl.dk



Læs også Børn&Unges tema om ytringsfrihed i nr. 14/2012. Findes på bupl.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.