TEMA: Eksplosiv stigning. Børn i psykiatrien sætter ny rekord

Stadig flere børn får en diagnose. I 2010 var 21.047 børn og unge i behandling i psykiatrien, men siden er tallet steget støt og toppede sidste år med 30.383, oplyser Danske Regioner. Det er en stigning på 44 procent på bare fem år.

Udviklingen rummer både gode og dårlige ting, mener psykolog Henning Strand. I næsten 20 år har han været ledende psykolog hos PPR i Herlev, og siden 1988 har han været del af redaktionen i Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift. I dag er han privatpraktiserende.

»Det er fint, at flere børn, der har brug for det, får behandling, men det er problematisk, at flere børn bliver diagnosticeret, og at diagnosen bliver en del af barnets identitet. Man ser problemerne i det enkelte barn i stedet for at se på de sammenhænge, som belaster barnet voldsomt,« siger han.

Når flere børn behandles i psykiatrien, skyldes det blandt andet en behandlingsgaranti og flere penge til børnepsykiatrien. Samtidig bliver diagnoser som for eksempel ADHD løbende ændret, så der skal mindre til at få en diagnose, fortæller Henning Strand.

Det spiller også ind, at skoledagen mange steder er blevet mere fleksibel. Den faste rytme er knap så meget til stede, og fokus på fagligheden er øget.

»Når det faglige pres på børnene øges, falder flere igennem,« konkluderer han.



Rummeligheden under pres. En del af stigningen i psykiatriske diagnoser kan også hænge sammen med, at daginstitutioner skal inkludere børn med større vanskeligheder end tidligere. Men rummeligheden bliver sat på prøve, når børn mistrives. Her kan forældre og pædagoger ønske at vide, om barnet har en diagnose, fortælle Tine Basse Fisker, inklusionsekspert og ekstern lektor på DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse.

»Man er næsten nødt til at blive udredt for at få plads i en specialinstitution,« siger hun og fortæller, at en diagnose også kan være et argument for bedre normering til en daginstitution.

Specialbørnehaven Troldemosen i Gentofte har samme opfattelse.

»Nogle gange kan en diagnose være med til at åbne døre og give en forståelse for barnets komplekse udfordringer. Mange forældre higer efter en diagnose, så barnet kan få den hjælp, det har behov for,« siger leder Stig Hjaltalin.

Det er dog ikke sikkert, at en diagnose er den bedste løsning for at hjælpe barnet, mener psykolog Henning Strand.

»Det kan være en indirekte måde at flytte ansvaret over på det enkelte barn,« siger psykologen.

Han peger på, at mange diagnoser i dag drejer sig om, at der er noget galt med barnets relation til omgivelserne. Det er dog ikke altid barnets ansvar:

»Når det går galt, og pædagogerne bliver magteløse og ikke kan finde ud af, hvad de skal stille op med børnegruppen, kommer inklusionstanken i baggrunden.«



Ringe pædagogisk værdi. Fordelen ved en diagnose er, at det kan give en forståelse for, hvorfor barnet reagerer, som det gør. Men det er et bedre pædagogisk værktøj at beskrive, i hvilke situationer barnet har det svært, råder psykolog Henning Strand.

»Det er lettere at skabe ændringerne i ­omgivelserne end i det enkelte barn. Faren ved diagnoser er, at barnet bliver set som diagnosen, og et barn med ADHD siger, at det er min ADHD, der gør, at jeg ikke kan styre mig. Det bliver selvopfyldende,« siger han.

Barnet ville have mere gavn af, hvis pædagoger, lærere og forældre spotter de vanskelige situationer og finder frem til, hvordan alle kan handle på en mere hensigtsmæssig måde.

Diagnoser kan også skygge for, hvordan man ser det enkelte barn, understreger Stig Hjaltalin fra specialbørnehaven Troldemosen.

»Selvom to børn har samme diagnose, har jeg aldrig oplevet, at de har de samme udfordringer,« siger han.



Kærligt skub. Som pædagog gælder det om at finde den rette balance med at skubbe børn kærligt i den rigtige retning og skærme dem, når de har behov, forklarer Tine Basse Fisker. Pauser kan blive brugt til at skærme børn og give dem ro.

»Men pauser kan også blive brugt, fordi de voksne har brug for dem. Eller når der er sygdom i personalegruppen, så får Peter en iPad,« siger hun og advarer mod ukritisk at skærme børnene.

Børn lærer i fællesskabet, så læringen kan gå tabt, hvis et barn holder pauser alene. Bedre er det at holde pause sammen med få andre børn for at holde fast i det sociale fællesskab, mener hun.



Higer efter viden. Det er forskelligt, hvor gode daginstitutioner er til at arbejde inkluderende med børn i vanskeligheder, lyder vurderingen fra Tine Basse Fisker og Henning Strand.

»Ofte drejer det sig om kulturer,« mener Henning Strand, som oplever, at særligt mindre daginstitutioner har blik for sårbare børn.

Pædagoger er ivrige efter at løfte sig fagligt og lære om rummelighed og sårbare børn, fortæller Tine Basse Fisker.

»Der er en stor vilje og sult efter redskaber, og pædagogerne vil gerne have sparring,« fastslår hun.



For mange nederlag. Inklusionen går ofte godt, selvom barnet kan have tegn på en diagnose, vurderer de to eksperter i inklusion. »Vi kan inkludere mange børn, som man umiddelbart ikke tror, kan inkluderes. Det drejer sig ikke udelukkende om penge, men også om fokus og viden,« mener Tine Basse Fisker.

Specialbørnehaven Troldemosen oplever til gengæld, når inklusionen mislykkes. Barnet kommer så i specialbørnehaven efter at have haft det svært gennem flere år.

»Rigtig meget er gået galt, og børnene har fået ar på sjælen og har lidt mange nederlag. Der er også forældre, som føler nederlag, fordi deres barn ikke har fået de succesoplevelser, som det skulle have. Mange forældre føler sig i klemme i daginstitutioner og skolen. De føler, at selvom deres barn går i et almindeligt tilbud, er det alligevel ekskluderet og alene, fordi det ikke magter at håndtere det store sociale fællesskab,« siger Stig Hjaltalin.

Han mener, at inklusionen er gået for vidt. Nogle børn får for sent den hjælp, der er nødvendig.

»Det vanskeliggør vores arbejde,« siger han og fortæller, at specialbørnehaven ofte får henvist børn et år før skolestart.

»Det er alt for kort tid til at rette op på mange år med manglende ressourcer og manglende faglig viden.«