TEMA: DYBDE, INSPIRATION OG INFORMATION. Sådan skaber I mere ro

Tre forskellige og relativt nemme veje til at skabe mere ro i en hektisk hverdag.

1. Find ro i naturen

●Tag ud til skoven, parken, stranden, engen … Naturen giver helt automatisk ro. Bare efter 10 minutters ophold i naturen bliver man dæmpet.

● Planlæg dine aktiviteter i naturen. Det skaber ro hos børnene, at de voksne har en tydelig plan med, hvad der skal ske, og giver tydelige beskeder, som børnene kan forstå.

● Vær selv rolig. Tal dæmpet og langsomt. Bevæg dig langsomt. Det smitter.

Kilde: Pernille Hede (læs mere på pernillehede.dk)





2. Tænk over pladsen

God plads giver trivsel, mulighed for leg og fordybelse og langt færre konflikter. Det viser et forskningsprojekt fra 2013 udført af Inge Mette Kirkeby, arkitekt og seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet. Projektet blev støttet af BUPL.

»Når børn kommer for tæt på hinanden både fysisk og mentalt, skaber det mere uro, larm og konflikter, hvilket går ud over deres trivsel og deres grundlag for at lære og tackle livet senere,« siger Inge Mette Kirkeby til Børn&Unge Forskning.

Forskningsprojektet viste også, at pladsen i institutionerne generelt er så trang, at der faktisk ikke er plads til, at børn helt kan udfolde og fordybe sig.



Sådan skaber I mere plads

● Indret institutionen, så der er plads til afskærmet leg.

●Stil reoler op som rumdelere.

● Rul biltæppet ud i et hjørne af garderoben.

● Lav en dukkekrog bag et gardin eller bag sofaen.

●Tag halvdelen af børnene på legeplads eller på tur. Både børnene inde og ude vil nyde, at der er mere plads.

Kilde: Børn&Unge forskning



3. Dyrk yoga med børnene

Yoga, den 3.000 år gamle indiske religion, filosofi og træning, er populær som aldrig før. I Danmark er interessen for yoga seksdoblet på knap 20 år. Omkring seks procent af de voksne danskere dyrker nu yoga, viser en undersøgelse, der er udarbejdet for aftenskolerne FOF og HOF.



Gode råd til yoga-aspiranter

● Husk legen

Børnene synes, det er sjovt, når de leger yogapositionerne, for eksempel at de er en hund, når de skal indtage den klassiske yogaposition med bagen i vejret.

● Lær det selv først

Det er en god idé at tage yogatimer og lære det selv, så man har prøvet det på egen krop.

● Hav styr på dine remedier

Sørg for at have måtter, afspændingsmusik og tæpper på plads, inden I går i gang.

● Respekter din modstand

Hvis du har modstand over for yoga, skal du ikke gøre det. Børnene mærker det med det samme. Du skal være til stede og vise engagement.

Kilde: Dosseringens Vuggestue i København

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.