TEMA: Diagnosen er den samme.

Man skal ikke generalisere. »Har du set én autist, så har du set én autist. Alle børn er forskellige. I institutionen har vi børn, der er inden for autismespektret, og der er fællestræk, men alle har ikke alle kendetegn.« Sådan opsummerer pædagog Lone Toubro Hansen tilgangen til børn med diagnoser i dagtilbuddet Baunegården i Gentofte.

Institutionen har 31 vuggestuebørn og 60 børn i børnehaven og er et af kommunens kompetencecentre med særlig viden om børn med autismespektrumsforstyrrelser. Institutionen har fast seks pladser til børn i målgruppen og ekstra personale med titlen ’Pædagog med særlig funktion’. I hverdagen er alle pædagoger dog ansvarlige for alle børn.

»Det er ikke tre pædagoger, som er eksperter, og nogle kulier. Alle er en del af opgaven. Alt personale er en del af Baunegården, uanset om børnene kommer og går. Vi skelner ikke så meget mellem, om man er i special eller almentilbud,« fortæller leder Helle Torp Pedersen.

I mange tilfælde får børn først en diagnose, efter at de har gået i institutionen et stykke tid. »De kan have problemer med at kommunikere og begå sig socialt og i det hele taget have en adfærd, der gør, at de kan profitere af vores pædagogik. Vi kender deres udfordringer og behov i forvejen, så derfor gør det ikke så stor en forskel,« siger Lone Toubro Hansen.

Det betyder ikke, at pædagogerne ignorerer børnenes diagnoser.

»Diagnoser peger på, hvilke problematikker et barn kan have, og de kan give os en forståelse for, hvordan vi kan møde barnet. Hvis et barn for eksempel græder, bruger vi vores baggrundsviden til at gå på opdagelse i, hvad det handler om,« siger hun.



Visuel struktur. Baunegårdens pædagogik består blandt andet i at have en meget visuel struktur. Ved indgangen til hver stue er der et stort whiteboard med piktogrammer, som viser dagens program for gruppen og det enkelte barn. Det tilgodeser alle institutionens børn, fortæller Lone Toubro Hansen.

»I begyndelsen havde vi dagskemaer med piktogrammer til hvert enkelt af børnene med særlige behov. Hurtigt opdagede vi, at de andre børn også brugte piktogrammerne, så vi ændrede det til de store tavler,« fortæller hun.

Endnu et pædagogisk element er en fast struktur med samling hver dag kl 9.30, hvor børnene bliver informeret om dagens program, som ofte består af såkaldt differentierede legefællesskaber.

»Vi kan for eksempel danne en legegruppe med fire børn, hvor et af børnene kan have særlige behov. Børnene kan indgå i fællesskabet på forskellig måde, for mens de tre børn uden problemer aflæser koderne, skal det sidste barn have lidt mere hjælp. På den måde får de strategier til at indgå i fællesskabet,« siger Lone Toubro Hansen.



Forskellige regler. Selvom strukturen i Baunegården er fast, kan indholdet ændres.

»Den største udfordring er, at man er nødt til at justere praksis. Vi har i institutionen faste aktiviteter, som at tage på ture, men vi varierer indholdet efter børnesammensætningen. Hvis vi voksne har indrettet hverdagen, så børnene får vanskeligt ved at være i fællesskabet, skal vi kigge på os selv og ændre vores pædagogiske praksis i stedet for at sige, at børnene er forkerte,« siger Helle Torp Pedersen.

Den faste struktur skal ikke forveksles med, at alle behandles ens – tværtimod.

For eksempel havde institutionen på et tidspunkt en dreng – i øvrigt uden diagnoser – der havde svært ved at koncentrere sig sammen med mange andre børn. Derfor fik han lov til at lave diverse aktiviteter for sig selv, og så fungerede det for ham.

»Vi skal finde ud af, hvad der er på spil for det enkelte barn, og så gøre, hvad der skal til, for at hverdagen fungerer for ham,« siger lederen.

Det er dog ikke en selvfølge. Helle Torp oplever med jævne mellemrum, at pædagoger i andre institutioner, som hun samarbejder med, har svært ved at acceptere forskellige regler for forskellige børn.

»De siger for eksempel: ’Vi kan ikke give en dreng lov til at gå fra bordet før tid, når alle de andre skal blive siddende, indtil vi har spist’. Hos os prøver vi at trække den, men det er meget svært at få børn med autismeforstyrrelser til at blive siddende. Så de får lov til at rejse sig,« fortæller hun.

Den differentierede tilgang er tilsyneladende lettere for børn end for voksne.

»Børn accepterer generelt, at vi er forskellige. Det er sværere for voksne, og vi har haft personale, som ikke kunne acceptere det.

De kunne ikke være her. Det er de voksnes opgave at strukturere hverdagen, så alle børn kan være her,« siger Helle Torp Pedersen.



Fakta om Baunegården

Baunegården er normeret til 31 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn. Seks pladser i børnehaven er forbeholdt børn med særlige behov. Baunegården er en af kommunens i alt syv inkluderende tilbud, såkaldte kompetencecentre.

Baunegården modtager børn med vanskeligheder indenfor autismespektret,. Børnene har ikke nødvendigvis diagnoser, men de har alle forskellige vanskeligheder, som institutionen kan tage højde for, fordi man har flere personaletimer og en specialiseret viden om autisme og inklusion i hele personalegruppen.