TEMA. Børn er fantastiske æstetikere

Om kunst er det svært at sige noget, der er lige så godt som ingenting at sige’.

Sådan sagde sprogfilosoffen Ludwig Wittgenstein, og den erfaring har pædagog Alice Kjær fra Børnehuset Tiziana i Aalborg også har gjort sig.

»Sproget kan splintre en æstetisk oplevelse,« siger hun og fortæller om en morgen, hvor treårige Johanne havde lagt sig til rette i børnehavegruppens sansebad fyldt med måske 1.000 kastanjer.

»Jeg er lige mødt ind og ser, hvordan hun nyder det, men da jeg siger: ’Ih, hvor har du det dejligt der’, får jeg hende ud af den dybe, personlige oplevelse, det er for hende at mærke kastanjerne og sin krop. Hun kigger helt forskrækket op og rejser sig og går,« fortæller Alice Kjær.

Hun mener, at mange voksne har for travlt med at sætte ord på børns oplevelser, indtryk og udtryk i stedet for at åbne blikket for og bare iagttage de æstetiske erfaringer, som børn hele tiden er i gang med at gøre sig.

»Børn er fantastiske æstetikere. Lige meget om de sidder på toilettet eller maler med farver, går tur i naturen eller er på museum, så er de i verden med sanserne forrest. De oplever verden gennem kroppen, mens vi voksne er meget i vores hoveder og gerne vil sprogliggøre og fortolke ting. Børnene oplever verden mere rent, og voksne skal genopdage den sanselige, kropslige måde, som børnene forstår verden på, så vi kan møde dem der, hvor de er,« siger Alice Kjær.

Hun blev så optaget af børns æstetiske læreprocesser, at hun ved siden af jobbet som pædagog har taget en kandidatuddannelse i pædagogik med speciale i æstetik. Nu har hun også med udgangspunkt i Børnehuset Tizianas daglige arbejde med at følge i børnenes spor og skabe rum for børns æstetiske udfoldelse skrevet bogen ’Æstetisk praksis og børn’.

»Jeg tror, mange pædagoger vil kunne genkende sig selv i bogen, og håber, at den kan være en inspiration til, hvordan vi ikke overruler børn, men bliver endnu bedre til at lytte til og iagttage børn, så barnets eget perspektiv bliver udgangspunktet for vores arbejde med at støtte barnet i at skabe mening og forstå sig selv i verden,« siger Alice Kjær.

Alice Kjærs bog bærer undertitlen ’Sanser, væren og læring i dagtilbuddets læreplan’ og er også et bidrag til, hvordan de seks temaer i den reviderede pædagogiske læreplan kan anskues ud fra et æstetisk perspektiv.

»Børn møder naturligt verden gennem æstetiske indtryk, og derfor skal vi i højere grad indtænke det æstetiske læringsmiljø i daginstitutionen,« mener Alice Kjær.

Hun har siddet med i en ministeriel arbejdsgruppe, der er kommet med anbefalinger til den nye læreplan, og måtte knibe sig i armen, da hun så det læreplansforslag, som ventes vedtaget med en ny dagtilbudslov i 2018.

»Det var som en drøm, der gik i opfyldelse. Forslaget lægger op til en læringsforståelse med fokus på barnets dannelse og dets undersøgende, sansende og legende tilgang til verden – den æstetiske tilgang,« siger Alice Kjær.

De senere år har politikerne ellers mest talt om læring i dagtilbud ud fra et skolehensyn og haft fokus på daginstitutioner som skoleforberedende, oplever hun.

»Jeg havde derfor frygtet, at daginstitutionerne ville blive underlagt nye måltal og endnu strammere læringskrav end i dag. Men i den nye læreplan ligger fokus på, hvordan børn lærer ud fra dagtilbuddenes og børnenes egne præmisser. Der er tale om et meget bredt læringssyn, der går godt i spænd med det at arbejde æstetisk med små børn, uanset om temaet er personlig udvikling, social udvikling, sprog, natur, krop og bevægelse eller kultur og æstetik,« siger hun og roser også den nye læreplan for at tænke læreplanstemaerne på tværs og ikke som tidligere i søjler.

»Små børn lærer jo ikke så opdelt, og derfor giver det god mening at tænke læring i tværgående læreplanstemaer og tage udgangspunkt i børnenes interesser. Hvis børn er interesserede i for eksempel frøer, vil de både synge om frøer, tegne frøer, finde frøer i naturen, tælle frøer, give sig til at hoppe som en frø og måske prøve at skrive ordet frø. Sådan kan dagtilbuddene komme omkring alle læreplanstemaer i et emne og på en måde, hvor læringen giver mening for børnene,« siger Alice Kjær.



Værkstedskultur. Et projekt om frøer er bare et af de utallige læringsprojekter på tværs af læreplanstemaer, som pædagoger og børn i Tiziana har udforsket sammen.

Siden institutionen i 1994 blev bygget som en af de første Reggio Emilia-institutioner i Danmark, har pædagogerne fulgt den italienske pædagogik, der netop er kendetegnet ved projektbaseret arbejde med børn og en udpræget værkstedskultur. Begge dele, mener Alice Kjær, understøtter en æstetisk praksis.

»Reggio Emilias grundlægger Loris Malaguzzi taler ikke direkte om æstetik, men begrebet ligger i den måde, man arbejder på i institutionerne, hvor man indretter værksteder med indbydende, spændende materialer, som inspirerer børn til fordybelse, undersøgelse, kreativitet og æstetiske oplevelser. Rummet tænkes som en tredje pædagog og skal ligesom pædagogerne være med til at understøtte alle børns sanser,« siger Alice Kjær.

Malaguzzi var både filosof og pædagog. Han er blandt andet citeret for sin kritik af skolen i udsagn som: ’Skolen skiller hovedet fra kroppen' og 'tvinger én til at tænke uden krop og handle uden hoved’. Citatet stammer fra hans digt ’Et barn har 100 sprog’.

I Reggio Emilia-filosofien såvel som i Tiziana er det vigtigt at skabe rum til det hele barn og dets personlige selvudfoldelse.

»I skolen løses opgaven ofte på én bestemt måde. Her sætter vi en ramme om et projekt, men her er ikke noget rigtigt eller forkert. Vi bruger ikke skabeloner, som kan kvæle barnets eget udtryk. Børn kan lave hjerter, mennesker, sko på mange måder, men hvis vi giver dem modellerne, begrænser vi dem i deres udtryk. Børn kan sagtens blive inspireret af hinanden, men de skal finde deres eget udtryk, og det styrker deres selvværd, når de kan sige: ’Se hvad jeg kan. Jeg har selv lavet det her’,« siger Alice Kjær.



Endeløs fantasi. Den dag, Børn&Unge besøger Tiziana, er børnene ligesom alle andre dage fordybet i projekter og aktiviteter i alle gruppe- og værkstedsrum. Her produceres drømmefangere, skæres i modellervoks, leges med lys og skygge og kreeres med toiletruller.

I tre måneder nu har børnene sammen med deres pædagog dyrket papirværkstedet. Alligevel er børnenes fantasi endeløs.

»Min egen fantasi var ved at være sluppet op, og jeg ville finde på et nyt værksted, men så ser man børnene indtage papiret på helt nye måder – et barn har været i svømmehallen dagen før, og så svømmer vi alle rundt i papiret. Når vi lader børnene dvæle ved et materiale, får de en fortrolighed med det, og som gør, at de kan få mere ud af legen,« siger Pia-Lise Seidel, der har stået for papirprojektet.

I atelieret maler en anden gruppe vuggestuebørn på et fælles maleri. Børnene er i undertøj eller ble. Sara har dyppet penslen i rød maling, men kun for at male sig selv på knæet for derefter at putte penslen i munden. Selvom børnene har malet på maleriet i tre uger, er oplevelsen stadig ny for dem, og det er karakteristisk for deres sansende tilgang til verden, fortæller Alice Kjær.

»Så mærker de på farven, de ruller lidt med farven og gnider den på deres hud. Når de bliver lidt større, ved de mere om, hvordan de kan håndtere farven og udtrykke sig kreativt med den. De opdager hele tiden verden på ny, fordi de er til stede med deres sanser. Vi voksne har så travlt med at tolke verden og glemmer at opleve og opdage den,« siger hun.



Pædagogens rolle. Når verden er ny hver dag, lærer man også nyt hver dag, og i Tiziana er hver dag en æstetisk læreproces. Ligesom æstetikken er allestedsnærværende i hverdagen.

»Det smalle begreb er æstetik som kunst og kunstneriske udtryk eller som skolens kunstneriske fag – sang, musik og billedkunst. Men vi definerer æstetikbegrebet i den brede betydning, hvor en æstetisk oplevelse kan ske overalt og i alt, hvor børn er sansende til stede,« siger Alice Kjær.

I det perspektiv bliver pædagogens rolle at være til stede med børnene og have blik for deres sansning af verden.

»Det handler om at have et æstetisk blik på børn, hvor man ser børn rent – ikke et psykologisk eller sociologisk blik, der er karakteriseret ved at fortolke på iagttagelserne af børnene,« forklarer Alice Kjær.

Hun mener, at pædagoger for længe har fundet deres pædagogiske værd ved eksempelvis at spotte fejl hos barnet, som de kan arbejde med at rette op på.

»I det psykologiske og sociologiske blik på barnet ser man ting som: ’Han kan ikke balancere’, og ’hun holder forkert på blyanten’. Det er selvfølgelig også vigtigt at have øje for, men allerførst bør man se, hvad barnet kan og oplever som meningsfuldt. Så får man øje på barnets potentialer,« siger Alice Kjær.

Hun oplever, at den æstetiske tilgang også gør det sjovere at være pædagog.

»En fireårig dreng klippede i stof her forleden, og han sagde: ’Prøv at høre en lyd, det siger’. Og det havde jeg da slet ikke tænkt på. Børn lægger mærke til andre ting, og det er en gave at opleve verden sammen med dem. Det gør også, at man kan blive ved med at synes, at det er spændende og inspirerende at være pædagog,« siger Alice Kjær.



Æstetikkens historie



Antikken (Fra 2000 f.Kr.)

Oldtidens grækere anså opdragelse gennem kunstarterne som selve grundlaget i pædagogikken. Filosoffen Aristoteles (384-322 f.Kr.) er kendt for udsagnet: ’Intet er i forstanden, som ikke først har været i sanserne’.



Oplysningstiden (1700-1800)

Æstetik grundlægges som filosofisk disciplin og som den del af filosofien, der har at gøre med det skønne, med kunsten og med erfaringer knyttet til de områder. Der er tale om følelsesmæssig erkendelse i kunstoplevelser i modsætning til den erkendelse, der opnås ved rationel, logisk analyse.



Romantikken (1800-1900)

I pædagogikken udviklede Fröbel sin børnehave med inspiration fra filosofferne Rousseau og Schiller, der begge så kunstnerisk udfoldelse som væsentligt for børns opdragelse til autonome individer. Fröbel udviklede sanglege for og med børn og så det som forudsætning for refleksionen hos barnet, at barnet ikke bare skulle opleve, men også udføre æstetiske aktiviteter.



Reformpædagogikken (fra 1950)

Fokus var på skabende aktiviteter med og af børn, og centrale skikkelser var Astrid Gøssel og Bernhard Christensen, der med musik og kropslig udfoldelse som grundlag byggede videre på den fröbelske idé om børns selvudfoldelse. I pædagoguddannelsen blev håndværksfag fremherskende.



21. århundrede

Ikke kun kunst, men ethvert fænomen i hverdagen kan være afsæt for en æstetisk oplevelse. Samtidig bruges æstetik i stigende grad i sammenhæng med dannelse og læring. I dagtilbudslovens §7 hedder det, at ’børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring’. I regeringens aktuelle forslag til en revideret pædagogisk læreplan er begrebet indført som overskrift for et af de seks opdaterede læreplanstemaer: ’Kultur, æstetik og fællesskab’.



Kilde: Denstoredanske.dk og Alice Kjærs bog ’Æstetisk prakis og børn - Sanser, væren og læring i dagtilbuddets læreplan ’.