Styrk forældresamarbejdet

Forfatter og konsulent Kirsten Birk Lassen sætter fokus på vigtigheden af et godt ­forældresamarbejde, som både pædagoger, ledere, forældre og børn kan få gavn af.

Forældre bruger ofte mange timer i barnets daginstitution og barnets læringsmiljø. Derfor er det vigtigt, at både pædagoger og forældre ved, hvad forældrenes rolle er, forklarer forfatter Kirsten Birk Lassen. Hun har specialiseret sig i at udvikle og understøtte forældresamarbejdet i dagtilbud, så forældrenes engagement og velvilje spiller en central rolle.



Hvad handler din bog om? 

»Bogen skal skabe en forståelse for, hvorfor vi skal have forældrene på banen i daginstitutionen. Forældrene er i gennemsnit i daginstitutionen 2-2,5 timer om ugen, hvor de træder ind i børnenes læringsmiljø og fællesskab. Derfor er man nødt til at forholde sig til forældrenes rolle, men det er ikke altid tydeligt for forældrene, hvad der forventes af dem, og hvilken rolle de har. Bogen er i høj grad en refleksionsbog, men den ridser også daginstitutionens kerneopgaver op, som forældrene har brug for at kende. Pædagoger bør møde forældrene som rolle-modeller for børnene. Børn spejler sig både i pædagoger og forældre. Derfor skal pædagogerne kunne guide forældrene, så alle voksne udvikler vores børn.«



Hvordan kan pædagogerne bruge bogen? 

»Det er en refleksionsbog og en håndbog til bestyrelser, men også en refleksionsbog til pædagoger. Den handler om, hvordan man på en hensigtsmæssig måde får fortalt forældrene, hvad man arbejder med pædagogisk, og her spiller forældrebestyrelsen en vigtig rolle. Bogen indeholder værktøjer, eksempler og gode råd til, hvordan man som dagtilbud kan sætte en fælles retning for, hvad man vil med forældrene, og hvordan de har en medskabende, betydningsfuld rolle. På den måde kan man guide forældres nysgerrighed i retningen af det lærings- og dannelsestilbud, børnene er i. Pædagogerne får inddraget forældrene i, hvad barnet har lært, hvad de arbejder med, og hvad den pædagogiske intention var. Både institutionen, ledelse og pædagoger får en forståelse af, hvor vigtige forældre er, når børn skal trives, lære, udvikles og dannes.« 



Hvorfor er et godt forældresamarbejde vigtigt? 

»Energien i en forældregruppe kan omsættes til meget mere godt børneliv, hvis alle forstår vigtigheden af det. Forældrene kigger meget på pædagogerne, når de skal vurdere, hvad der er rigtigt og forkert. Som pædagog skal man have lyst til, at forældrene lykkes med både deres eget barn og de andre børn. Hvis forældrene lykkes i et af barnets allervigtigste fællesskaber, kan børnene spejle sig i det og se værdien i at være nærværende, tager hensyn og anerkende hinanden.« 
 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.