Rød tråd i Hvidovre

Samarbejdet har sat sig på tværs i Hvidovre Kommune. På den gode måde. Tre institutioner, Børneinstitutionen Haren, Enghøjskolen og Fritidshjemmet Enghøj har gennem en årrække arbejdet sammen på tværs af forskellige projekter, som børnene fra de tre steder deltager i sammen. De ansatte er glade for samarbejdet, og også forældrene er positive. En af dem er Pernille Højrup, hvis datter Maria har deltaget i to projekter i henholdsvis børnehaven og børnehaveklassen.

"Det, der efter min mening, gør det her samarbejde banebrydende, er, at der ikke bare er tale om en udstilling eller fremvisning, hvor der kommer en børnehave og for eksempel viser et stykke teater for en børnehaveklasse, og så går de igen. Det er der jo mange, der gør, og det er der da nogle gode intentioner i. Men her handler det om sammenblanding og samarbejde. Det handler om, at der er en rød tråd i dit liv," siger hun.



Glidende overgange. Den røde tråd er ikke opstået med et. Samarbejdet er kommet snigende lige så stille. Sidst i 1980'erne arbejdede Børneinstitutionen Haren og Fritidshjemmet Enghøj for eksempel allerede sammen i en Kunst og kultur-gruppe, hvor der også var andre institutioner involveret. I 1993 fik området nogle penge fra byudviklingsmidlerne, og så kunne de pludselig få for eksempel kunstnere og skuespillere til at hjælpe med projekterne. Siden da er samarbejdet bare blevet tættere og tættere. Trekløveret går sammen om et årligt projekt, hvor de tre institutioners børn blandes i leg og læring. Sidste år var det en opvisning med afrikansk dans, og i år hed projektet Blomsterbuketten og var et synge- og dansestykke. I de fem uger, som projektet varede, mødtes børnene to gange om ugen for at øve og besøgte ind imellem også hinanden for at lege.

Et af de tidspunkter, hvor pædagoger og lærere virkelig synes, at deres samarbejde bærer frugt, er, når børnene skal skifte fra den ene institutionstype til den anden. Børnene lærer de nye steder at kende på en blidere måde, forklarer leder af Børneinstitutionen Haren, Ulla Jacobsen.

"Det er vigtigt, at de får en glidende overgang. Her lærer børnene de kulturer at kende, der for eksempel er i et fritidshjem eller i en skole, inden de skal begynde selv. Og det er os, der hjælper dem på vej. Vi synes i Haren, at det er meget vigtigt, at børnene simpelthen lærer de nye steder at kende sammen med os."

Også på fritidshjemmet er de meget opmærksomme på, hvad overgangene betyder for børnene, og fritidshjemmets leder, Yvonne Lyduch, siger:

"Der er ingen tvivl om, at det er noget af det sværeste for barnet at opleve i sit hidtidige liv, at de skal skifte nu. Nu skal de til at fungere to steder udenfor hjemmet, både på fritidsinstitutionen og på skolen, og derfor er det vigtigt, at man er meget bevidst om, at overgangene ikke bliver sværere, end de er i forvejen."

Pernille Højrups datter Maria går nu i børnehaveklasse på Enghøjskolen og i Fritidshjemmet Enghøj. Hun deltog i Afrikansk dans-projektet, da hun gik i børnehave, og deltog også i det netop afsluttede projekt Blomsterbuketten. Pernille Højrup har mærket på sin datter, hvad det har betydet, at hun allerede i børnehaven har fået et godt kendskab til skole og fritidshjem.

"Som forælder har jeg oplevet, at de begyndervanskeligheder, der kan være, når et barn skal starte i skole, blev flyttet lidt ned i børnehaven, men stadig begrænset til det ene projekt, og det ser jeg som en fordel. Nogle gange, da Maria skulle til afrikansk dans, var hun ked af det. Hun havde nogle modige tårer, hun skulle græde for at kunne håndtere at være blandt så mange børn et nyt sted. Men da der var premiere, var hun jo helt oppe at ringe. Hun var så stolt. Det var de tårer, som hun nok ville have grædt, når hun startede i skole i stedet for," siger Pernille Højrup.

Hun forklarer, at det hjalp hendes datter meget at vide, hvad det var, hun skulle over til, da hun skulle starte i skole.

"Jeg oplever, at det helt klart lettede overgangen for hende, at de fysiske rammer var velkendte. Hun havde et billede af, hvad der skulle ske. Man lærer også pædagogen på fritidshjemmet og læreren i sin kommende børnehaveklasse at kende allerede i børnehaven. Det er ikke en fremmed verden, og der er ikke så mange brud i hendes verden," siger hun.



Mere end udstilling. Pernille Højrup er selv pædagog- og læreruddannet. Hun synes, at de i Hvidovre har fat i den lange ende. Og er væsentligt længere end mange andre steder.

"Projektet er væsentligt anderledes, end hvad jeg ellers har hørt om. Det er integration. Integration er mellem to kulturer. Det kan være mellem tyrkere og danskere, men det kan også være mellem pædagoger og lærere og mellem børnehavekultur og skolekultur. Projektet er ikke bare en udstilling. Det er et bånd over livet, hvor man får knyttet det hele sammen for børnene," siger hun.

Derfor får selve opvisningen heller ikke lov til at kræve så mange ressourcer.

"Vi sørgede for i Blomsterbuketten, at vi var sammen, udover når vi øvede og optrådte. Så pausen var vigtig, og det var vigtigt, at vi var på besøg hos hinanden, så der var tid til bare at lege og finde nogle venner på tværs. Vi brugte ikke mange ressourcer på at stadse os op i flotte dragter, men lagde vægt på samværet med hinanden," siger Solveig Tøstesen, der er pædagog på fritidshjemmet Enghøj og i en 1. klasse på Enghøjskolen.

Når alle folk er samlet til projekterne, så er der pludselig også flere professionelle øjne på børnene, og det kan have en god virkning.

"Ved at arbejde sammen så får vi også mere indblik i, hvad det er for nogle kompetencer, børnene har. Hvor har det styrker, og hvor kan vi sætte ind, hvis det har svært ved noget. Alle mennesker er jo dygtige til noget, og nogle gange kan man måske have svært ved at finde ud af, hvad det lige er, det her barn er dygtigt til, men det kan vi nemmere, når vi er mange til at holde øje med barnet," siger Solveig Tøstesen.

Også Ulla Hansen, der er lærer i en 1. klasse på Enghøjskolen, føler, at hun får gavn af projekterne og samarbejdet.

"Det giver et større indblik for mig og styrker mit syn på børnene, når jeg kender børnehaven, hvor de kommer fra, og fritidshjemmet, hvor de går hen, når jeg slipper dem. Man bliver en større del af børnenes liv, og jeg kan meget tydeligt mærke hvilke børn, der er med i samarbejdet, og hvilke der ikke er. De oplevelser, børnene får gennem projekterne, gør dem mere trygge og åbne," siger hun.



Penge og politik. Det siger næsten sig selv, men et samarbejde, som det de tre institutioner i Hvidovre Kommune har, er ikke gratis.

"Det kræver, at ledelsen i de respektive institutioner ser positivt på det, for det koster meget, og man skal synes, at det er noget, der rykker på mange leder, for at satse på det. Det viser vores erfaringer, at det gør, så det er et spørgsmål om prioritering. Det er også ledelsens opgave overfor forældrene hele tiden at argumentere for og forklare, hvorfor vi vægter det her så højt, for det er også dem, der på en eller anden måde er brugere af institutionen, selv om det selvfølgelig er børnene, vi har hovedvægt på. Men det er meget vigtigt, at forældrene også synes, at det er en god ide, og at det ikke bare er noget, der kommer fra de professionelle. Forældrene skal kunne se, at det er til gavn for deres lille Peter eller lille Muhammed," siger Yvonne Lyduch.

Institutionerne har tidligere kontaktet kommunen og forsøgt at få penge til at arbejde videre som et udviklingsprojekt, men det blev ikke bevilliget.

"Det kunne være godt, hvis politikerne fik øjnene op for, at det her måske var en måde at lave de så omdiskuterede overgange på, hvor man ikke taber børnene. Får børnene først en dårlig start både i børnehaveklassen og i fritidshjemmet, så er det svært at hente ind igen. Jeg kunne godt tænke mig, at man kunne kæde de forskellige institutioner mere sammen, end man kan i dag. I dag kan vi kun opfordre. I vores virksomhedsplan har vi skrevet, at vi meget gerne vil have, at vores børn bliver tilknyttet Fritidshjemmet Enghøj og Enghøjskolen, hvis der er mulighed for det," siger Ulla Jacobsen.

Men det er svært. Børnene er delt ind i skoledistrikter alt afhængig af, hvor de bor, og disse distrikter er også afgørende for, hvor barnet kommer til at gå i skole. Samtidig gør pladsnormeringerne også puslespillet sværere. Og forældrene har frit valg, og netop det frie valg var årsagen til kommunens afslag på støtte til samarbejdet som udviklingsprojekt. Men trekløveret giver ikke op så let:

"Det betød ikke, at vi stoppede vores samarbejde. Vi har sagt, at vi prøver i det små, og så kan vi jo prøve at få nogle små succeser i det her samarbejde. Så ser vi, hvad vi kan få ud af det. Jeg tror i hvert fald på, at det gør en forskel," siger Ulla Jacobsen.