Pædagogisk spil; Satser på samarbejde

Spilledjævelen har fået et godt tag i Kristian Dreinø, 32 år gammel og til daglig stedfortræder i SFO'en på Glud Skole nær Juelsminde. Men på en lidt anderledes måde, for han er blevet grebet af at opfinde og udvikle spil. Hans nyeste spil hedder "Tænkestorm" og er egentlig et ret simpelt spil.

Man har 12 pinde, tre gule, tre røde, tre blå og tre grønne. Så gælder det om at flytte rundt på pindene, til man får lavet den figur, der er vist på det kort, man har trukket. Der er bare to problemer ved det. For det første har man en modstander, der sidder med et andet kort og en anden dagsorden og dermed kan ødelægge ens planer. For det andet afgør terningen, hvilken pind man må flytte.

Research viser, at spillet er utroligt let at lære at spille, især for journalistens bedre halvdel. Gang på gang må journalisten nemlig indkassere svidende nederlag i "Tænkestorm". Og da journalisten aldrig har forstået den dybere mening med ordsproget "tab og vind med samme sind", er det nærliggende at beklage sig over de mange nederlag til opfinderen.

"Ved du hvad," bryder Kristian Dreinøs kæreste, Gitte Tophøj, ind, "det er, fordi du ikke er særlig stærk i den rumlige intelligens."

"Sådan skal man ikke sige," irettesætter Kristian Dreinø.

"Nej, det er også rigtigt. Du trænger til at få styrket den rumlige intelligens så," griner Gitte, 33 år, der ligesom sin mand er pædagog. Hun arbejder i en specialinstitution i Lund ved Horsens.

Men Kristian Dreinø er ikke helt tilfreds med journalistens "kritik".

"Når du kommer og siger sådan, så tænker jeg "for satan, har vi lavet et spil, hvor man skal sidde og føle sig som en taber"," siger Kristian Dreinø. Det var slet ikke meningen med Tænkestorm. Kristians tanker vender tilbage til første gang, han skulle møde Gittes forældre.

"Vi skulle spille Tegn og Gæt. Og hendes mor er et konkurrencemenneske. Jeg sad næsten og rystede, for jeg skulle jo gøre et godt indtryk. Og jeg er ikke specielt god til at tegne, og jeg får præstationsangst. De andre havde det sjovt og sad og grinede af det, jeg tegnede, og de kunne ikke gætte det. Og det var bare forfærdeligt for mig," fortæller han.

"Jeg har arbejdet så meget imod det der med at tabe, for det får nogle følelser op i os, en følelse af at vi ikke kan. Som pædagoger skal vi også arbejde med, at børnene bare skal have en fornøjelse af at spille," siger Kristian Dreinø.

Vi sidder på den nybyggede terrasse i baghaven for at få de sidste varme livstegn fra sommeren med. Der bliver budt på kaffe, brød og den vidunderligste udsigt over havet, der ikke ligger langt fra det hyggelige parcelhus i Juelsminde. Pædagoglønningerne rækker langt her, når der skal købes fast ejendom, forklarer Kristian den fabelagtige beliggenhed.

Lige nu er både Kristian og Gitte hjemme på barselsorlov og ferie for at være sammen med og om deres søn Tobias på ni måneder. De har også datteren Maria på fire år, hun er i børnehave lige nu. Om benene på os kravler, tygger og kradser de nyeste tilkommere i familien, fire legesyge kattekillinger. Da familien var i sommerhus i sommerferien, blev de alle charmeret af en gravid hunkat, som de fik foræret og tog med hjem. Nu er den nedkommet.

"Vil du ikke have en killing med hjem," spørger Kristian Dreinø generøst.



Spiller med smøger. Ideen til Tænkestorm fik Kristian Dreinø for fem år siden, hvor han sad i lejligheden i Århus, hvor de boede dengang. Et par gæster er lige gået hjem (de har selvfølgelig spillet spil det meste af aftenen), og Kristian og Gitte sidder og drikker et glas rødvin.

"Jeg sidder med 20 Prince Light foran mig og begynder at lægge dem ud på bordet, sådan vinkelret på hinanden. Så tænker jeg "hold kæft, det ser sjovt ud". Jeg viser det til Gitte, og hun fanger det også hurtigt, og så sidder vi og spiller med smøger, og så kommer det her fantastiske spil frem. Men det er ikke noget samarbejdsspil, og så synes jeg ikke, det er noget værd."

"I den sammenhæng," supplerer Gitte.

For Kristian er samarbejde nemlig et spils adelsmærke. Det står endda på æsken på Tænkestorm: "Også samarbejdsspil".

"Jeg fokuserer på et intentionelt møde. Jeg er meget bevidst om det. Jeg tager et ansvar og siger, at der er pædagogiske intentioner bag, med overvejelser, handlinger, reflektion og perspektivering."

Han fremhæver, at Tænkestorm er anderledes end de andre spil, han har lavet, netop fordi det ikke blev opfundet med bagtanker om samarbejde.

"Tænkestorm kom bare. Og jeg har siddet længe med grundideen, men jeg kunne ikke få samarbejdet ind i det, for jeg synes ikke bare, at det skal være samarbejde for samarbejdets skyld. Det er ikke gjort med at spille to og to. Det skal være godt tænkt. Vi ville ikke udgive det, før samarbejdsversionen var bedre end originalen. Og det er den nu," siger Kristian Dreinø tilfreds.



Fælleshalløj. Kristians holdning til spil er grundlagt i opvæksten. Her blev han kraftigt præget af to meget forskellige mænd. Den ene er hans far, økologisk landmand på Møn.

"Jeg har en far, der ikke tjener nogen penge. Og han vil heller ikke vinde i noget. Han er venstresocialist, så det basker ud af ørene, og vi har været på fredsmarch og det ene og det andet. Jeg har ikke måtte spille fodbold, eller rettere, det har jeg, men jeg har hele tiden fået at vide, at det der konkurrenceræs, amerikaniseringen, ikke var godt," fortæller Kristian Dreinø. Hans mor er i øvrigt sygeplejerske, men hun spiller ikke nogen stor rolle i Kristians holdning til spil.

"Da jeg blev uddannet pædagog, havde jeg utroligt svært ved, at børn skulle vinde og tabe. Jeg havde bare det der fælleshalløj, jeg havde lært at styrke. Jeg havde en idealistisk kamp om at synliggøre samarbejdet, og hvordan man hjælper hinanden."

Men på den anden side - og i den anden grøft - havde han sin morfar.

"Han elskede at spille skak, og han lærte mig at spille skak, og det spillede jeg hele min ungdom."

Her fik Kristian lov til at snuse til konkurrencen og sejrens berusende sødme.

"Jeg er vokset op med nogle værdier om fællesskab, men samtidig har jeg haft den lyst til at måle mig, som jeg kunne se min morfar havde. Ikke at jeg har været en dårlig taber, men jeg har altid spillet meget spil."



Konkurrencefejl. Selv i dag gør opdragelsen, at det ikke er let for ham at indrømme, at han kan lide at konkurrere. For når han skal forklare, hvordan man kan være grebet af spil uden at ville konkurrere, siger han.

"Det passer heller ikke, det jeg siger. Jo, det passer, men det passer ikke. Jeg er opdraget til ikke at konkurrere, men jeg har også en konkurrencefejl. Det er mit dilemma," siger han.

Men når han tager sin pædagogiske profession som udgangspunkt, fastholder han, at det ikke handler om at vinde, men om at måle sig.

"Men det at måle sig handler for mig om jeg-forståelsen: Hvem er jeg? Er jeg hurtig eller langsom? Tyk eller tynd? Det er de ting, der er vigtige, som børnene har brug for," mener han.

Børnene har bare ikke brug for at blive målt - og kasseret. Kristian kan nemlig stadig huske, hvordan det føltes, da han i sin tid blev mistede sin plads som venstre back på fodboldholdet.

"Jeg blev sat af. Tænk at være en del af et fællesskab og så blive sat af. Der er selvfølgelig mange, der vil sige, at du har lært meget af det, og det har jeg også

(Gitte griner). Men når man er pædagog, så skal man ikke sætte nogen af. Vi skal

inspirere børnene og give dem lyst til at være nysgerrige og deltage. Der er nogle børn, der ikke en gang tør deltage i noget, fordi de er bange for at tabe på forhånd," fastslår Kristian.

Derfor har Kristian altid følgende budskab til børnene i SFO'en, når de har tabt i et spil: "Du tabte ikke. Du er ved at finde ud af, hvad du kan. Du er ved at finde ud af, om du kan følge med, og du kom lidt længere i dag, end du gjorde i går".

"Det handler om synliggørelse. Mine spil skal hjælpe børn til at synliggøre, hvad for en situation børnene er i og gøre det meget konkret."



Ideen til det første spil. Netop tanken om at synliggøre en situation for børnene var drivkraften, da Kristian lavede sit første spil, Britanniens Hersker. Tilbage i 1996 var han i praktik i en SFO i Grenaa. Især fire drenge gjorde indtryk på ham. De havde det utroligt svært, manglede legeforståelse, røg i slagsmål, var hårde ved hinanden og alle andre, husker Kristian.

De fire drenge var meget optagede af at lege riddere, og det inspirerede Kristian, der selv har været meget optaget af ridderuniverset i form af den tapre prins Valiant i tegneserien af samme navn.

I første omgang udmønter tanken om prins Valiant sig ikke, men en aften, hvor Kristian har spillet Matador med en kammerat, falder det hele i hak på vejen hjem.

"Jeg gik under en bro ude ved Ringvejen, jeg glemmer det aldrig, for lige der kom ideen, og den har fulgt mit liv lige siden: "Du skal fandeme lave et spil til de drenge"," fortæller Kristian.

Så da praktikken er overstået, forsøger Kristian at få overbevist sine medstuderende. Men ingen er interesseret, selv om Kristian forsøger at sælge sin ide foran alle de andre studerende i auditoriet. Til sidst er der dog to andre fyre, der bider på ideen.

De ender med en stort brætspil, som det tager tre timer at spille.

"Så lang tid kan børn ikke koncentrere sig. Men jeg laver alle fejlene. Vi havde alle vores pædagogiske overvejelser og intentioner, om hvad børnene skulle lære. Og første gang vi spillede det, sad der én dreng tilbage med en sodavand, for vi havde fodret ham med sodavand for at få ham til at blive," siger Kristian Dreinø.

Men noget godt kom der ud af projektet:

"Dér kom alle de pædagogiske overvejelser på plads og den viden, jeg har fra dengang, bruger jeg stadig. Men der var ikke noget om koncentrationstid eller om, hvordan man får et spil i gang."

Der løb pædagogikken og intentionerne simpelthen af med spillet, erkender Kristian i dag.

"Det var så vigtigt, hvordan man fik spillet det, at vi helt glemte, at børnene skal synes, det er sjovt. Det skal jo ikke være en straf at spille," siger Kristian Dreinø.

Da Kristian så efter endt uddannelse får job på SFO'en i N.J. Fjordsgades Skole i Århus, prøver han så spillet af igen. Denne gang rykker de det væk fra brættet og ud i skoven, eller rettere i Mindeparken.

"Så begyndte det lige pludselig at virke. Ikke første gang, for der lavede vi nærmest et maratonløb, for Mindeparken er ret stor. Men til sidst blev børnene helt vilde med det," fortæller Kristian.

Selv om der er troldmænd, forbandelser, tryllerier og kongeslottet Camelot, er Britanniens Hersker ikke et rollespil, påpeger Kristian Dreinø.

"Det er en regelleg med roller."

I Britanniens Hersker er det en regel, at alle spillere har værdi: "Alle har en del af et puslespil, og man kun lave ting, når alle fem brikker er der. Så når de kommer til en post, og de kun er fire, så kan de ikke lave noget, før den sidste brik er der. Eller hvis de får bind for øjnene, fordi de har fået pollen i øjnene af en troldmand, så kan de ikke se noget. Og så bliver det synligt for de andre, at en af dem har et handikap. Det er det, de ikke kan se i hverdagen. De kan ikke se, at han har ondt i maven, fordi mor og far er ved at blive skilt. Men her kan de tage stilling: Skal vi hjælpe ham, eller skal vi ikke hjælpe ham. Det er synlig empatitræning," siger Kristian.



Lignede et plagiat. Men inden Britanniens Hersker var flyvefærdigt som spil, havde Kristian allerede kastet sig over det næste spil. Sammen med Gitte lavede han brætspillet 'Det Skjulte Slot' som et forsøgs- og udviklingsprojekt på seminariet.

Kristian fik kontakt med Danspil og pressede på for at få dem til at udgive sit spil. Men det var en kamp, hvor han måtte bøje af på nogle principper.

"Jeg ville have, at der skulle stå samarbejdsspil på æsken. Men det måtte der ikke, for det kan ikke sælge," konstaterer han.

Men timingen for spillet var ikke optimal.

"Det ligner et troldmandsspil, og det kom lige ud i Harry Potter-tiden og Ringenes Herre, så det lignede bare et plagiat," siger Kristian Dreinø.

"Det er stadigvæk ærgerligt, for det er et skidegodt spil," indskyder Gitte.

"Men det er ude af produktion nu," siger Kristian og runder også lige det økonomiske aspekt af at være spilopfinder:

"Da vi fik Det Skjulte Slot ud, så troede vi, at vi ville ende med at blive millionærer. Jeg tror, vi endte med at få 15.000 kroner," siger han.

Og det er stadig ikke den økonomiske gevinst, der driver spiludviklingen.

"Tænkestorm skulle koste 425 kroner, hvis vi skulle tjene penge, har vi regnet ud. Det koster 199 kroner. Vi tjener ingen penge på det - medmindre det bliver en kæmpe succes. Men vi lægger alle vores værdier i det her. Vi vil mene noget. Og det vigtigste for os er, at vi kommer ud med vores spil," understreger Kristian.



Gæt og form. Efter at have prøvet at få et spil udgivet, får Kristian mod på mere. Han allierer sig med Freddy Andersen, der er uddannet teknisk assistent, og sammen laver de firmaet Four Esses, de fire s'er, der står for social forståelse, samarbejde, samvær og sjov.

"Jeg fandt ud af, jeg har brug for en makker, der ikke er pædagog. Jeg har brug for, at vi kan supplere hinanden," siger Kristian Dreinø og tilføjer, at Freddy nu arbejder som pædagogmedhjælper. Sammen udvikler de 'Gæt og form med Storm', der kommer ud i 2002.

Spillet går ud på, at man skal forme figurer i modellervoks, og makkeren skal så gætte, hvad det forestiller. Men i stedet for et timeglas til at afmåle tiden, har man lige så lang tid til at løse sin opgave, som makkeren for eksempel kan hoppe eller række tunge.

"Det er for at give plads til de unger, der har svært ved at sidde stille. Normalt skal man jo sidde stille, og så er der mange børn, der får dårlige oplevelser, får skæld ud, fordi de ikke kan koncentrere sig. Og de voksne gider dem ikke alligevel, og nu har de endelig fået fat i en voksen, og så kan de ikke holde kontakten. Her er der plads til alle, også dem der ikke kan sidde stille," siger Kristian Dreinø.

Kristian og Freddy har allerede et nyt spil på vej. De arbejder på højtryk med at udvikle et Sigurd-spil med den berømte rejsegrammofon som spilleplade.

"Det er helt hemmeligt, du er den første, der får lov at se det," siger Kristian til Børn&Unges udsendte og folder et par store ark ud, der viser, hvordan spillet kommer til at se ud, når det kommer - tidsnok til at nå julehandlen i år, er ambitionen. Og det er selvfølgelig et samarbejdsspil.

Interviewet er ved at være slut, Kristian har ikke flere cigaretter, og kaffen er drukket.

"Er du sikker på, at du ikke skal have en kat med," spørger Kristian på vejen ud.



Spillene

Britanniens Hersker

Tager udgangspunkt i sagn og myter omkring Kong Arthur og Ridderne af det runde Bord.

Britanniens Hersker foregår udendørs og er en regelleg, der har til formål at træne børn og unges samarbejdsevner.

Se mere på www.brit-hersker.dk

Omtalt i Børn&Unge nr. 21/2002 (kan findes på www.boernogunge.dk)



Det skjulte slot

"Den onde troldmand havde forhekset det gamle kongeslot, og nu var det indhyllet i en mystisk tåge, som ingen og intet kunne trænge gennem. Troldmanden havde forseglet forhekselsen med en enorm port, og kun ved at finde fire fortryllede nøgler kunne man låse porten op og dermed bryde forbandelsen." Sådan skriver Kristian og Gitte selv om spillet. Det skjulte slot er et samarbejdsspil for børn. Det er udgået af produktion.



Gæt og form med Storm

Deltagerne spiller i hold. Den ene skal forme en figur i modellervoks, den eller de andre på holdet skal så gætte, hvad det forestiller. Man har lige så lang tid til at forme, som ens makker kan stå på et ben, række tunge eller hoppe for eksempel. Spillet træner børns samarbejdsevner, finmotorik og hukommelse. Alder: 4-99 år. Pris: 299 kroner.



Tænkestorm

Med fire forskellige farver træpinde skal man lave de figurer, som kortene viser, i skarp konkurrence med modstanderne. Træner rumlig intelligens, taktiske evner, fornemmelse for form og farver, evnen til at konstruere figurer og - naturligvis - samarbejde. Og det tager kun 15 minutter at spille. Alder 5-99 år. Pris: 199 Kroner



Sigurds Bjørnetime

Næste spil på vej, udgivet af Danspil. Det udkommer op til jul. Indtil da er det tophemmeligt.



Læs mere på www.four-esses.dk