Pædagogisk guldæg i Greve

Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, luften er lun, og de fleste børn i børnehaven Spilloppen i et stille villakvarter i Greve har mest lyst til at være på legepladsen eller uderummet, som pædagogerne også kalder det. 

Men da fotografen fra Børn&Unge gerne vil have et billede fra det store veludstyrede tumlerum, er der mange, som gerne lader sig lokke til at lege blandt puder og madrasser. Men til hverdag må børnene selv bestemme, om de vil lege ude, i legerummet med lego, biler og klodser, i stillerummet med spil og bøger, i værkstedet, i udklædningsrummet, i dukkekrogen eller i tumlerummet. 

Opdelingen af den gamle institution fra 1970'erne i funktionsrum havde fungeret godt i fire år, da Gitte Petersen for to år siden blev leder. Men hun syntes, at der trods alt skulle være lidt mere styr på, om børnene fik de udfordringer, de havde brug for. Og at pædagogerne fik lidt mere hold på, om tilbuddet om voksenkontakt og stimulering ramte alle børn. Derfor indførte man aldersopdelte grupper i funktionsopdelingen.

Gitte Petersen fik lyst til at fortælle om Spilloppens specielle form for selvforvaltning, da hun læste artiklen "Hullet igennem til verden" i Børn&Unge nummer 16/2002, hvor Mogens Hansen fortæller om viljestyret opmærksomhed. Men han forholder sig kritisk til forestillingen om selvorganiserende børn.

»Det, der provokerede mig, var, at han sagde, at han ikke er tilhænger af selvforvaltning, fordi det deler børnene op i tilvalgsbørn og fravalgsbørn, og at nogle børn aldrig bliver stimuleret, som de har behov for. Det synes jeg var en temmelig generel holdning til selvforvaltning. Det bobler inden i mig, når jeg læser den slags. Vi synes, at det er i orden, at børn selv vælger at lave det, de har lyst til, så længe de kun er tre, fire, fem eller seks år. For derefter kommer de ind i et mere struktureret system, hvor der hele tiden er nogle andre, der siger, hvad de skal,« siger hun.



I grupper efter alder. Men når det er sagt, synes Gitte Petersen, at det er vigtigt at gøre sig klart, hvordan man kan fange de børn, som har en tendens til hele tide at lave det samme. De børn som ikke profiterer af de frie tilbud om leg og aktiviteter på eget initiativ.

»Hvis vi giver luft til selvorganisering ved at have funktionsopdeling og samtidig er særligt opmærksomme på børnenes udvikling inden for alle områder, så synes jeg, at det er en god måde at tilgodese deres interesser på,« siger hun.

Gitte Petersen tøver ikke med at kalde den model, som hun og Spilloppens øvrige - og i øvrigt meget erfarne pædagoger - har fundet frem til, for et guldæg.

»Jeg synes, at vi arbejder meget fagligt, og vi er meget opmærksomme på de børn, som "futter ud". Vi mener, at vi har fundet en model, som giver os mulighed for at få fat i de børn,« siger hun. 

Modellen er aldersopdeling i faste grupper i nogle timer hver dag. For halvandet år siden delte man børnene i tre grupper: De tre-fire-årige, de femårige og de seks-årige fik hver tildelt to voksne, som følger dem i hele børnehavetiden. Halvanden til to timer de fire af ugens første dage laver grupperne aktiviteter, som svarer til børnenes alder. Gruppeaktiviteterne foregår omkring spisningen, fordi der alligevel er en naturlig afbrydelse af børnenes selvstyrede lege. Ture ud af huset foregår også i grupperne. 

I Spilloppen har de fundet frem til at placere gruppetiden omkring måltidet, fordi pædagogerne går ind for faste spisetider - og det er også der, flest voksne er til stede, og derfor er det et oplagt tidspunkt at mødes på. I tiden op til måltidet samles man i gruppen og læser historie, synger, laver bundne kreative opgaver, leger lege, der styrker begrebsindlæringen, sociale lege eller andet, der udfordrer aldersgruppen. Her kan pædagogerne så mere systematisk iagttage børnene og se, om de kan være med eller om de har nogle svagheder, som kræver yderligere stimulering. 

»Pædagogerne kalder det nogle gange, at de skal ind og undervise, og det er det jo faktisk også. Det er en læringsproces, vi sætter i gang og følger op på i deres tid i børnehaven. I den yngste gruppe arbejder vi for eksempel meget med, at de bliver selvhjulpne. Vi arbejder på, at vi kommer gennem alle udviklingsområder, når de er relevante,« siger Gitte Petersen.

For hver gruppe laver pædagogerne en vidensbank - en mappe, hvor de samler ideer, som gives videre til de næste, der skal have aldersgruppen. Det kan være aktiviteter, som egner sig specielt godt til aldersgruppen, eller noget man skal være særligt opmærksom på at udvikle eller lære børnene.

Pædagogernes fokus på problemet omkring ren selvforvaltning kom sig også af, at man i Greve for nogle år siden lavede en undersøgelse af forældretilfredsheden. Den viste, at mange forældre syntes, at de ikke havde god nok kontakt til pædagogerne. 

»Den del af vores arbejde har også vist sig at blive forbedret med vores model, fordi forældrene nu henvender sig til de voksne, som deres børn hører til i grupperne. Vi synes, at vi alle havde en god kontakt til alle forældrene, men forældrene havde måske et mere diffust billede af, hvem der specifikt vidste noget om deres barn. Vi har fået mange tilkendegivelser på, at det er blevet meget nemmere for forældrene nu,« siger Gitte Petersen.



Funktionsrum giver alsidigt liv. Men bortset fra at have opdaget fordelene ved aldersopdelingen, er pædagogerne stadig tilhængere af børns selvorganisering i form af deres frie valg mellem funktionsrummene. De mener, at børnene, fordi de selv kan bestemme, hvor de vil lege, netop gør det, de i en periode har mest brug for.

En del af de faste aktiviteter, som er almindelige i mange børnehaver, laver man ikke som gruppeaktivitet i Spilloppen. Det gælder for eksempel rytmik, fordi pædagogerne mener, at det store tumlerum, som er indrettet i en af de tidligere "stuer", er et perfekt sted til at øve motorik og bevægelsesmønstre og til at få brugt kroppen. Som i de andre funktionsrum er der altid en eller to voksne til stede.

»På den måde kan vi jo også følge børnenes udvikling og se, hvis der skal noget ekstra til for at sætte gang i den,« siger Gitte Petersen.

Pædagogerne bruger også ind imellem tumlerummet i gruppetiden, så alle børnene kommer derind en gang imellem, også selv om de ikke selv vælger at gøre det så ofte. 

»Vi er meget bevidste om at se hvert barn og holde øje med, at de har et alsidigt liv i børnehaven, og det giver en stor faglig tilfredshed, når vi kan se, at der sker noget med børnene, og når 

forældrene er glade for det, vi laver,« siger Gitte Petersen.



Essensen af arbejdet. Pædagogerne synes, at det er en fordel, at børnene har mulighed for selv at flytte sig rundt i huset, at deres aktiviteter ikke er voksenstyrede hele tiden. Men der er mange andre fordele ved funktionsopdelingen. 

For personalet bliver samarbejde meget vigtigt, og man skal som ansat være meget mere på end i en "normal" børnehave, mener Spilloppens pædagoger. Man er på arbejde i al den tid, man er i børnehaven, fordi man arbejder meget alene i funktionsrummene. Der er ikke tid til privatsnak, og det mener pædagogerne heller ikke, at deres arbejdstid skal gå med. Gitte Petersen synes, at de har opnået, at alle ansatte føler, at de er fælles om at drive institutionen, at de har ejerskab til institutionen. Det giver et stort ansvar, men også en stor ansvarlighed.

»Essensen af vores arbejde må være, at vi er her for børnene. Og vi synes, at vi tilgodeser børnene på en faglig måde, fordi vi er blandt børnene hele tiden og ikke sidder på en stol på stuen og snakker voksensnak eller på bænken på rad og række og holder øje med børnene. Hos os får man et billede af, at folk arbejder hele tiden, mens de er på arbejde, og det er et godt signal at sende også til forældrene,« siger Gitte Petersen. 

Og for børnene er der den yderligere gevinst, at selv om de kan lege, som de har lyst til, er der altid mindst en voksen tilstede, som de har til deres rådighed, og som kun er der for at hjælpe og tage sig af dem. 

»Det er jo også nogle gange den voksne, der sætter noget i gang i funktionsrummene. Man tilbyder at vise børnene noget nyt, de kan prøve inden for rummets muligheder. I tumlerummet kan man sætte en fællesleg i gang, og i værkstedet er det faktisk ofte os, der sætter en aktivitet i gang, som de så kan være med til.«

»Men det kan også lige så tit være børnene, som har en ide, som vi så prøver at føre ud i livet. Vi lytter meget til, hvad børnene kommer med og prøver at følge dem i deres lyst, men vi har også selv en dagsorden om, at de skal prøve noget, som vi mener kan være en udfordring for dem. Det bedste ved funktionsopdeling er, at vi oplever, at børnene er mere tilfredse, trygge og rolige. Vi har ikke mange konflikter, og vi tror, at det skyldes, at de selv kan flytte sig, hvorhen de vil, og ikke med djævlens vold og magt skal blive inden for stuens snævre rammer,« siger Gitte Petersen.



Graden af regulering. Gitte Petersens holdning til selvforvaltning - hun bryder sig ikke meget om ordet, som hun synes er misbrugt og forældet, men har ikke kunnet finde et bedre - er, at alle forvalter jo sig selv, og det gør børn også. 

»Selvforvaltning er ikke bare selvforvaltning. Det væsentlige er at tage stilling til, hvor meget regulering der skal være. Vi har snakket meget om, at vi opfatter børn som individer, der har lige så meget ret til selv at bestemme som voksne. Men vi vil gerne regulere nogle ting, som vi synes, de har behov for. Vi regulerer vel mere, end man gør i rene selvforvaltningsinstitutioner. Jeg synes, at vi udfordrer børnene og sørger for at bringe dem videre. Jeg vil nødig have, at man skal tro, at fordi vi kører med funktionsopdeling, så er vi tilhængere af ren selvforvaltning, for så sort/hvidt kan man ikke se på det. Vi har i hvert fald ikke selvforvaltning, hvis det betyder, at så har vi ikke fokus på børnene. Jeg synes, at vores måde at arbejde på giver mulighed for at få det gode fra både selvforvaltningen og fra stueopdelingen,« siger hun.