Fodbold er børnenes frirum fra skolens mange krav
Et frirum fra skolens mange krav. Og et pusterum for børn, der ofte er udfordret af deres diagnoser og særlige udfordringer. Sådan beskriver pædagog Maria Hille faget fodbold på Sct. Jacobi Specialskole.
Initiativet med fodbold på skoleskemaet startede for to år siden som et såkaldt Velfærdsalliance-projekt i samarbejde med Varde Kommune og Dansk Boldspil-Union (DBU). Og i foråret fik skolen DBU’s ’En del af noget større’-pris for de bogstaveligt talt banebrydende resultater.
Prisen gives blandt andet for at bruge fodbold til at skabe sammenhold på nye måder, der også bidrager til samfundet udenfor skolen.
Og med fodbolden vil Sct. Jacobi Specialskole blandt andet give børnene en forsmag på at være en del af et fodboldhold og foreningslivet.
"Vores børn mister ofte forbindelsen til deres lokalmiljø, fordi de går i skole langt væk. Men mange er nu begyndt at spille fodbold i en lokal klub. Og nogle af de børn, som klubberne før havde svært ved at rumme, er kommet tilbage til klubben. Det er vi da stolte af,” siger skolepædagog Maria Hille.
Vi dyrker fodbold, men vi vinder med vores pædagogik.
Maria Hille, skolepædagog.
Øver meget mere end målspark
Fodbolden i skoletiden er for alle de børn, der har interesse i det. Mellem 50 og 60 af skolens omkring 300 elever deltager og træner fodbold i to timer en fast formiddag hver uge.
Fire af skolens lærere og pædagoger varetager fodboldtimerne, som tirsdag er for børn med generelle indlæringsvanskeligheder og torsdag er for børn med specifikke vanskeligheder. Ellers er børnene sammen på tværs af diagnoser, køn og klassetrin fra 2. til og med 10. klasse, og Maria Hille oplever, at kendskabet til hinanden smitter positivt af på skoledagen længe efter, at fodbolden er fløjtet af.
”Børnene får meget mere end træning i at skyde på mål og lave driblinger, når de går på banen sammen. Det kræver samarbejde at få bolden frem mod modstanderens mål, og vi gør meget ud af at styrke holdånden. Alle kan være med, og det sammenhold, børnene får, tager de med sig i skole resten af ugen," fortæller Marie Hille, der ofte ser. hvordan de store bliver mere omsorgsfulde og empatiske overfor de små, som de har lært at kende til fodbold.
"Og de små ser op til de store, som de synes er seje på banen, og de begynder at kopiere deres adfærd generelt. Det er guld værd,” siger pædagogen.
Vinder med rummelighed og relationer
Mange af børnene fra specialskolen har diagnoser som ADHD, Tourette, autisme og Aspergers, der på forskellige måder giver dem vanskeligheder ved at indgå i sociale sammenhænge og se ud over egne behov. Ofte har børnene problemer med adfærdsregulering og arousal-niveauet, men til fodbold er konfliktniveaet generelt lavere end ellers i skolen, oplever Maria Hille.
”Vi er heldige med, at vi er fire voksne herovre til 20-25 børn, så vi hele tiden kan adfærdsregulere og tage tingene i opløbet. Og vi kender børnene enormt godt, fordi de kommer fra små klasser, hvor nogle af os arbejder meget tæt med dem i skolen,” siger Maria Hille og fremhæver, at ikke mindst pædagogiske kompetencer har gode vilkår på fodboldbanen.
”Det er de samme kompetencer, vi bruger her med børnene, som i skolen, men her er vi og børnene underlagt nogle friere rammer, end skoledagen typisk giver. Især arbejder vi med rummelighed og med relationerne både i vores eget forhold til børnene og børnene imellem. Vi dyrker fodbold, men vi vinder med vores pædagogik,” siger Maria Hille.
Giver udfordrede børn et positivt syn på livet
At pædagogikken sejrer blev tydeligt, da Sct. Jacobis fodboldhold ’FC Jacobi’ sidste år deltog i en stor udenbys fodboldturnering. Skolen ankom med to femmandshold og to ottemandshold, og et hold ellers ret dygtige både yngre og ældre fodbolddrenge kom til at spille mod nogle kæmpestore 18-årige drenge fra en anden institution.
”Vi fik lammetæv hele vejen igennem turneringen, fordi vi var kommet i en forkert pulje. Men i bussen hjem talte børnene kun om den tunnel, det mål eller den tackling, som holdet alligevel var lykkedes med. Der var ingen sure miner over, at vi havde fået tæv, men bare en følelse af, at vi havde haft en fed dag, hvor vi havde været på tur og kørt med bus,” siger Maria Hille, der den dag talte med kollegerne om, at børnenes måde at tackle nederlaget på viser det positive syn på livet, de får med sig fra de mange sjove fodboldoplevelser.
”At holde fokus på det positive og føle sig som en del af et fællesskab er jo reelt det, vi træner. Fodbolden er bare en faktor og et fælles tredje, vi dyrker. Og at se børn, der er så udfordrede på bare at være dem selv, kunne fokusere på, at det havde været en sjov dag væk fra skolen, hvor de fik noget særligt sammen, det rører mig helt ned i maven,” siger hun.
Læs også Børn&Unge nr 5/2024
