På opdagelse i kriblekrable-land

Børnehaven Solbærkrogen har vundet 50.000 kroner i Danmarks Naturfredningsforenings konkurrence "Vind naturoplevelser hvor du bor"

En børnehave på Djursland får snart et krible-krableland med snegle og orme, et mærkværdighedskrat og et naturfordybelseshjørne. Børnehaven Solkrogen i den lille by Nimtofte på Djursland har nemlig været så heldige at vinde Danmarks Naturfredningsforenings konkurrence "Vind naturoplevelser hvor du bor". Med deres bidrag "Vi ønsker os et Naturfordybelseshjørne" fik de præmien på 50.000 kroner til at realisere projektet.

Pædagogerne i institutionen husker tydeligt den dag, da Susanne Ogstrup ringede for at tale med pædagog Pia Jørgensen for at overbringe den glade nyhed.

"Jeg råbte og skreg og dansede cancan ude på legepladsen. Vi blev simpelthen så glade," fortæller institutionens leder, Kisser Jensen.

Og hun har grund til at være glad. Konkurrencen var ikke specielt rettet mod institutioner. Alle kunne deltage. Eneste krav var, at man havde fuld råderet over det stykke jord, som man ville benytte til at skabe naturoplevelser i hverdagen. I alt kom der 242 forslag, og Børnehaven Solbærkrogen vandt over andelsselskaber, skoler, privatpersoner, boligforeninger og mange andre.

"Jeg hørte om konkurrencen på et ledermøde på kommunen. Der fik jeg en lille folder fra Danmarks Naturfredningsforening, og den tog jeg så med hjem," siger Kisser Jensen.



"Naturfordybelseshjørne". Børnehavens personale har lige siden deres start for fire år siden været meget interesseret i naturen.

"Vi synes, at naturen er meget vigtig for børn, fordi man kan få mange utrolige og ægte oplevelser. Det er med til at skærpe sanserne og give dem noget, som de forhåbentlig kan bygge videre på gennem hele livet," siger leder Kisser Jensen.

Børnehaven vægter af samme grund brugen af naturmaterialer meget højt, og derfor er den store legeplads på cirka 9000 kvadratmeter også stadig under etablering.

"Vi har ikke så mange legeredskaber på legepladsen, og fordi vi er så meget til naturmaterialer, så må det sådan komme lidt hen ad vejen, når vi finder på noget," siger Kisser Jensen.

Den lille folder fra Danmarks Naturfredningsforening satte imidlertid gang i tingene. Pædagog Pia Jørgensen fandt på, at børnehaven skulle have et kriblekrable-land, hvor børnene virkelig kunne opleve naturen. Hun fik de andre med på ideen, og derfra tog det fart.

Pia Jørgensen allierede sig med Rikke Kroier, som har et barn på institutionen. Hun er landskabsarkitekt og tegnede ud fra Rikke og børnehavens ønsker en tegning over et "naturfordybelseshjørne".

Her vil der være mange oplevelser at hente for børnene. Alle sanserne skal i brug, når børnene færdes i "naturfordybelseshjørnet". Blomsterne og rådne træstammer vil vække lugtesansen. Der vil være sanseindtryk i form af farver, insekter, lys- og skyggevirkning. Føleindtryk for eksempel fra sten, der skifter temperatur på grund af solen, og ru træstammer. Smagssansen kommer på arbejde ved forskellige frugter og bær, og høresansen skal stimuleres af vindens susen i siv og trætoppe, vandets plasken eller stilheden væk fra alle andre.

Området på cirka 150 kvadratmeter kommer til at rumme kriblekrable-land i form af en bunke kvas med smågrene og blade. Her vil børnene få mulighed for at opleve pindsvin, snegle, insekter og orme. Der vil også være et mærkværdighedskrat af proptrækkerpil og dragepil, som begge udvikler underlige former på grenene, som vil forundre børnene. Derudover vil der være kæmpeplanter, pillestamme, stenslange, skovsø, blomstereng og meget mere.

Etableringen af "naturfordybelseshjørnet" går snart i gang, da det gerne skulle stå færdigt, inden frosten går i jorden. Så skal det stå et år, før børnehaven må tage det i brug, da blomster og planter skal have tid til at sætte sig. Men så er det også klar til at tage imod duftende, løbende, legende, opdagende, pillende, nysgerrige børn hele året rundt.



Dommernes begrundelse:

"Solbærkrogens konkurrenceforslag om et "naturfordybelseshjørne" er meget kreativt. De beskriver, hvordan naturens elementer kan bruges som oplevelser for børnene. Ved hjælp af blandt andet stammer, man gerne må pille i, kriblekrable-land, kæmpeplanter, mudderpøl og gemmekrat vil Solbærkrogen skabe en forunderlig verden af natur i et hjørne af børnehavens areal.

Dommerne lægger vægt på, at vinderen har stor eksempelværdi for andre, der vil have naturen lige dér, hvor de opholder sig til dagligt. Solbærkrogens forslag kan nemt efterlignes andre steder - og det behøver ikke nødvendigvis at være i en børnehave.

Fremstillingen af forslaget er klar og saglig og emmer af en vilje til at give plads til natur og børn. Forslaget udspringer af en viden om, at børns sanser stimuleres gennem naturoplevelser.

Plantevalget er ét af de bærende elementer i forslaget. Solbærkrogen vil plante sjove, mærkelige og forunderlige planter, som børnene kan opleve på nært hold. Dommerpanelet påpeger, at udførelsen af projektet, så vidt muligt, bør ske med hjemmehørende danske arter."

Dommerne var Daimi, Andrea Vagn Jensen, Sebastian Klein, Peder Agger og Karen Attwell.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.