Nyborg; Spar på servicen

Hvor bliver alle børnene af?" spørger politikerne undrende, når Nyborg Kommune laver specielle arrangementer for netop den gruppe af byens borgere. "De må jo ikke gå ud selv, og vi er ikke nok voksne til at følge med dem," lyder svaret fra institutionerne.

Historien stammer fra fællestillidsrepræsentant Lonni Ravn Petersen og tegner et billede af forholdene i en kommune, som hvert år siden 1999 har skåret ned i udgifterne til børne- og ungeområdet. Nogle år meget, andre år mindre.

Og trængslerne er ikke forbi. Også de kommende fire år skal der spares på SFO'er, institutioner og skoler. Det har partierne Venstre, De konservative og Dansk Folkeparti, som også stod bag den seneste sparerunde, indgået forlig om.

"Nyborg Kommune skal næste år ud at finde 40 millioner kroner, halvdelen af dem har forligspartierne valgt at finde ved at hæve skatten med én procent. Det håber vi så holder vand, selvom vi godt ved, regeringen mener det alvorligt med skattestoppet. De resterende 20 millioner kr. kan vi kun finde gennem serviceforringelser. Og det rammer alle områder," siger borgmester Jørgen Terndrup (V).

Han tilføjer, at sparerunderne i de sidste år blot har bragt børneområdet i Nyborg fra et tidligere højt niveau ned, hvor de øvrige kommuner i amtet befinder sig.



Mere stress og pres. På daginstitutionsområdet bliver den årlige besparelse på 1,89 millioner kroner på en service, der ifølge de ansatte og deres organisationer i forvejen er kørt ned til sokkeholderne. Og i SFO'erne vil forligspartierne dreje normeringsskruen endnu en tand og hæve antallet af børn per voksen. Et tal, der har været støt stigende gennem de sidste fem år.

"Der er en grænse for personalebesparelser, og den grænse har man allerede overskredet i Nyborg. Det kan ikke være rimeligt, at folk skal til at løbe endnu hurtigere, når de i forvejen har svært ved at leve op til kvalitetskravene i Serviceloven og til de krav, politikerne selv stiller til dem," siger faglig sekretær i BUPL Fyn Hanne Mikkelsen. Hun mener i øvrigt ikke, borgmesteren har ret i, at Nyborg har ligget specielt flot med udgifterne per barn. Tværtimod ligger kommunen nu langt under gennemsnittet.

Skal der spares, kan BUPL derfor kun se en vej. At kommunen skærer i åbningstiden, selv om den i forvejen er kortere end de fleste andre steder.

"Når vi peger på kortere åbningstid, som er en serviceforringelse, er det, fordi kvaliteten ikke kan tåle yderligere forringelse. På den måde beholder man trods alt det samme antal timer per barn, selvom vi godt ved, det indirekte kommer til at påvirke kvaliteten i form af mere stress og pres," siger Hanne Mikkelsen.

Der har været en række forskellige forslag i spil til, hvordan kommunen vil finde besparelserne på institutionerne. Men ifølge borgmester Jørgen Terndrup er det stadig til forhandling.

"Vi har fået mange høringsforslag og vil godt lytte. Men det gør da ondt, når man skærer ned. Noget rammer forældre og børn, noget rammer de ansatte," siger han.

Til gengæld ser han ikke noget nyt i et udspil fra to af oppositionspartierne i byrådet, Socialdemokraterne og Nyborgerne, som vil sløjfe nogle af besparelserne på skoler, institutioner og ældre ved at flytte midler fra anlægsbudgettet. l

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.