Ny undersøgelse. Pædagogers psykiske arbejdsmiljø

BUPL opfordrer sine medlemmer til at deltage i en spørge­skemaundersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø rundtomkring i landets daginstitutioner.

BUPL gennemfører i foråret 2014 en undersøgelse af medlemmernes psykiske arbejdsmiljø. Undersøgelsen gennemføres i samarbejde med 20 andre organisationer og hovedorganisationen FTF. Faglig sekretær i BUPL’s forretningsudvalg Mette Aagaard Larsen håber, at mange pædagoger vil deltage i undersøgelsen.

»Jeg vil på det kraftigste opfordre BUPL’s medlemmer til at deltage i denne her undersøgelse. Det er et af vores allervigtigste redskaber i kampen for at forbedre arbejdsmiljøet – at pædagogernes oplevelser fra hverdagen, med blandt andet stigende arbejdspres, bliver dokumenteret,« siger hun.

Der sættes i undersøgelsen blandt andet fokus på krav i arbejdet, indflydelse og udviklingsmuligheder, social støtte, ledelse, forandringer og sammenhængen mellem arbejdsmiljø og helbred.

Undersøgelsen gennemføres blandt deltagerne af den undersøgelse, de samme organisationer gennemførte for to år siden.

Undersøgelsen fra 2011-2012 viste, at pædagogerne var under hårdt pres i deres daglige arbejde. De oplevede større følelsesmæssige krav, flere forstyrrelser og mere utryghed i deres arbejde end mange andre jobgrupper.

Formålet med undersøgelsen er at belyse udviklingen i arbejdsmiljø og helbred blandt de deltagere, der var med i 2011-2012-undersøgelsen, og samtidig få et aktuelt billede af det psykiske arbejdsmiljø på FTF-området.



Om undersøgelsen

Den nye undersøgelse gennemføres som en spørgeskemaundersøgelse blandt deltagerne af undersøgelsen af FTF’ernes psykiske arbejdsmiljø 2011-2012. Undersøgelsen påbegyndes i slutningen af februar 2014.



FTF gennemførte i 2011-2012 i samarbejde med BUPL og 20 andre medlemsorganisationer en stor undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø. Der var tale om en spørgeskemaundersøgelse, der blev udsendt til mere end 24.000 tilfældigt udvalgte medlemmer af 21 FTF medlemsorganisationer. Mere end 14.000 beskæftigede FTF’ere deltog i undersøgelsen.



Tilsvarende undersøgelser er tidligere gennemført i 1993, 2001 og 2006.



Læs mere om undersøgelsen fra 2011-2012 på:

www.ftf.dk/psykundersøgelse2012

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.