Ny forskning. Vuggestuen er bare bedst

Børn, der har gået i vuggestue, klarer sig bedre senere i livet, end børn der har gået i dagpleje. BUPL vil have flere vuggestuepladser, især til de udsatte børn.

Socialt udsatte familiers børn går ikke så ofte i vuggestue som bedre stillede familiers børn. Men en ny undersøgelse ’Effekter af Dagtilbud’ viser, at det burde de. Vuggestuernes tidlige indsats betyder, at børnene klarer sig bedre senere i livet, og de klarer det bedre end de børn, der har gået i dagpleje.

Børn, der går i vuggestue, påbegynder med markant større sandsynlighed en ungdomsuddannelse som 16-årige end børn, der går i dagpleje. For udsatte børn er der 18 procentpoint større sandsynlighed for, at de begynder i gymnasiet eller tager andre ungdomsuddannelser som 16-årige, hvis de går i vuggestue.

Vuggestuebørn får også senere signifikant højere karakterer i dansk og matematik end børn, der går i dagpleje.



Den tidlige indsats. På den baggrund kan man konstatere, at vuggestuebørn klarer sig bedre i livet end børn, der ikke går i vuggestue, mener professor Marianne Simonsen fra Aarhus Universitet, der har foretaget undersøgelsen for BUPL.

»Man snakker meget om tidlig indsats. Men indtil nu, hvor vores undersøgelse viser det, har man ikke kunnet se, at det, man er udsat for som toårig, har konsekvenser for én som 16-årig, « siger Marianne Simonsen.

Ifølge professor Dion Sommer, Aarhus Universitet, ved man fra amerikanske undersøgelser, at der er positive langtidseffekter for børn, der går i daginstitution. Det betyder, at vuggestuer er gode for alle børn, men specielt for børn i problematiske opvækstmiljøer.

Han er glad for, at den danske undersøgelse nu fastslår det samme.

»Hvis politikerne ikke kan påvirkes af udviklingsmæssige argumenter, kan de se på de økonomiske gevinster. For penge, der investeres i vuggestuer og i den tidlige barndom, kommer syv en halv gang igen i børns liv. Flere får uddannelse og bedre karakterer, færre bliver arbejdsløse, og færre bliver skilt,« siger han.

Dion Sommer peger på, at de børn, som undersøgelsen bygger på, havde bedre vilkår i deres opvækst end børn, der går i vuggestue i dag. Og det har betydning.

»De positive resultater finder man kun i daginstitutioner med ordentlige normeringer. Politikerne kan ikke bare skære ned og tro, at de vil blive ved med at få de samme gode resultater,« siger han.



Flere vuggestuepladser. BUPL-formand Henning Pedersen mener, at det væsentligste ved undersøgelsens resultater er den nye viden om, at børn har gavn af at gå i vuggestue.

»At man kan måle en effekt mange år efter, kan tyde på, at den tidlige indsats i daginstitu­tionen er vigtig. Især socialt udsatte børn har glæde af at være en del af et børnefællesskab og af at være sammen med uddannede pædagoger,« siger han.

Derfor anbefaler BUPL, at alle socialt udsatte børn skal i vuggestue senest fra de fylder ét år, og at der er mulighed for indskrivning helt ned til seks måneder for særligt udsatte børn.

»Kommunerne skal sørge for disse pladser og være mere opsøgende i forhold til de grupper af forældre, der ikke i dag har tradition for at bruge vuggestuerne,« siger han.



Derfor skal børn gå i vuggestue

Undersøgelsen ’Effekter af Dagtilbud’, der er baseret på registerdata fra 59.000 unge født i 1994-95, viser at …

• Vuggestuebørn får højere karakterer i dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve end børn, der har gået i dagpleje.

• Børn, der har gået i vuggestue, har markant større sandsynlighed for at påbegynde en ungdomsuddannelse end børn, der har gået i dagpleje.

• 10 procentpoint flere tidligere vuggestuebørn (71 procent) end dagplejebørn (61 procent) begynder på en ungdomsuddannelse som 16-årig.

• Effekten af vuggestuen er størst for de socialt udsatte børn – i undersøgelsen er de defineret som børn af mødre med lavt uddannelsesniveau – de har 18 procentpoint større sandsynlighed for at påbegynde en ungdomsuddannelse.

• For drengenes vedkommende er der 17 procentpoint større sandsynlighed for, at de påbegynder en ungdomsuddannelse, hvis de har gået i vuggestue.

• En del af undersøgelsen bygger på en ’Strengths and Difficulties Questionnaire (SDQ)’, der fortæller om børns tidlige adfærd. Analysen af disse oplysninger viser, at vuggestuerne reducerer problemfyldt adfærd ved skolestart.



Professorerne Marianne Simonsen og Nabanita Datta Gupta fra Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, har foretaget undersøgelsen for BUPL.

 Læs hele undersøgelsen på bupl.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.