Når musikken spiller...

"Jeg synes, vi har en forvaltning, der arbejder ud fra positiv indstilling, og som gerne vil udvikle området på bedst mulige måde," siger lederen i Børnehuset Voldly, Birte Gillesberg.

Jeg synes da, vi løber stærkt engang i mellem. Men vi er meget opmærksomme på, hvordan vi får dagen til at hænge sammen."

Travlhed og jag overskygger ikke glæden ved jobbet, når Jane Frederichsen fortæller om sin dagligdag som pædagog i Børnehuset Voldly i Fredericia. Og når musikken spiller, og de fælles aktiviteter er i gang, så er det det, det handler om. Det må forældrene affinde sig med, selvom nogen af dem ikke altid har lige let ved acceptere, at de må vente med snakken til senere på dagen.

Voldly er en funktionsopdelt institution med plads til knap 90 børn fra nul til fem år. Den ligger lige uden for det gamle voldanlæg ikke langt fra skov og strand. Og det udnyttes flittigt. Fire af ugens dage tager en gruppe på godt 20 børn af sted ud i det blå. Og resten kommer også meget ud af huset. Det er vigtigt, for mange af børnene i Voldly har allergi eller astma. Noget, der blev taget højde for, da institutionen blev bygget i 1996. Den er opført efter byøkologiske principper uden brug af materialer, der er mistænkt for at være allergifremkaldende. Og maden er også økologisk.



Mere ledelse. Men det er slut med den årlige koloni. Den er droppet, fordi budgettet ikke rækker til at opfylde arbejdstidsreglerne. Ellers er der ikke sket forringelser i de sidste mange år. Og med kommunens nye vision om at være børneby nr. 1 i landet, ser leder Birte Gillesberg lyst på fremtiden:

"Jeg synes, vi har en forvaltning, der arbejder ud fra en positiv indstilling, og som gerne vil udvikle området på bedst mulige måde ud fra de rammer, politikerne udstikker. Vi har godt nok for nylig været gennem en reduktion i timetallet, men antallet af børn blev samtidig skåret ned, så teknisk set var der ikke tale om en nedskæring. Jeg ved, at andre ledere oplever det på en anden måde, men hos os har det ikke haft den store betydning," siger Birte Gillesberg.

Hun ser også med fortrøstning på, at kommunen arbejder mod at gå over til lønsumsstyring.

"Jeg ved, at overgangen vil komme til at foregå i tæt samarbejde med BUPL. Det bliver nok en noget anden måde at arbejde med alt det administrative på. Men jeg skelner meget mellem administration og ledelse. Som ledere bruger vi i dag mere tid på ledelse end tidligere, hvilket er meget positivt. Mere bestyrelsesarbejde og forældrekontakt, større opmærksomhed omkring det psykiske arbejdsmiljø, mere fokus på det overordnede: hvor er vi på vej hen?"

Selv om der er blevet mere ledelsesarbejde, har Birte Gillesberg også stadig tid til at være sammen med børnene. Den del af jobbet skal der være plads til.



På skolebænken. Lederudvikling har stået på den kommunale dagsorden i et stykke tid, og nu kommer turen til de øvrige medarbejdere. I løbet af det kommende år skal samtlige pædagoger gennem 13 ugers efteruddannelse. Samtidig vil et korps af ledige blive uddannet til at afløse de fastansatte, mens de sidder på skolebænken.

"Jeg synes, det er meget væsentligt, at uddannelsesforløbet består af dels en videnskabelig, forskningsmæssig del med stor vægt på dokumentation og kommunikation, dels en kreativ del omkring musik, natur eller hvad det nu må være," siger Birte Gillesberg.

Og det kreative fylder meget i Voldly. Der er aktivitetsdage med sang og musik. Værksteder og gymnastik. Og så ud i naturen.

"Det er meget sjældent, vi dropper en aktivitet, som jeg tit oplevede som studerende på andre institutioner, hvor man for eksempel ikke tog på tur, hvis der var sygdom," fortæller Jane Frederichsen.

"Det er også en stor force, at vi arbejder sammen på tværs i huset, og at hverken børn eller voksne har en fast base. Man kan udnytte det åbne rum og kan trække på hinandens kreativitet. Og der er mange kreative medarbejdere i Voldly. Til gengæld kræver det, at man arbejder meget struktureret. Men det synes jeg også, vi er ret gode til," siger Jane Frederichsen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.