Mistanker kan ødelægge

Det er bekymrende, at 13 BUPL-medlemmer - udover de 15, vi ikke ved noget om - har forladt faget efter mistanke om overgreb.

15 kolleger har været udsat for mistanke om seksuelle overgreb mod børn - og vi aner ikke noget om, hvor de 15 er, og hvordan de har det. Det kan man blandt andet læse i den rapport om pædagoger og overgreb, som omtales i Børn&Unge i dag. Rapporten belyser noget af kompleksiteten i sagerne og understreger også vigtigheden af den indsats, BUPL kan og skal yde, blandt andet gennem krisehjælp.



Der skal ikke være tvivl: Overgreb må ikke finde sted. De har intet med pædagogik at gøre - der er tale om strafbare handlinger, som de pågældende bliver dømt for i retten, hvis beviser og vidneudsagn muliggør det.

Men når det er sagt, så skal det også siges, at mistanker - og mistænksomhed - kan være ødelæggende for de(n) implicerede. Og det må vi forebygge, så godt vi kan, for det er bekymrende, at 13 BUPL-medlemmer - udover de 15, vi ikke ved noget om - har forladt faget efter mistanke om overgreb.



Den pædagogiske faglighed rummer empati, nærvær og omsorg i relationerne til børn og unge. Vi er tæt på dem - også fysisk - og sådan skal det også være. Det er en del af professionalismen at tage et barn på skødet - hvad enten det er til højtlæsning, trøst eller almindelig hygge. Vi har kroppen med os på arbejde, og en omsorg uden arme er absurd. Angsten for, at ens signaler mistolkes, kan give usikkerhed eller akavethed i udførelse af arbejdet - især for de mandlige pædagoger.



Derfor er det ikke til at komme uden om en solid kobling til personalepolitikken og arbejdsmiljøet. Det er en opgave for ledere og TR'ere, ja for hele personalegruppen, at sikre en åbenhed i kommunikationen og en synliggørelse af de pædagogiske retningslinjer i netop den institution. BUPL's pjecer "Den gennemsigtige praksis", "Ansæt den rigtige" og "Når mistanken opstår" kan være en hjælp. Pjecerne påpeger blandt andet, at en pædagogisk praksis, hvor alle ved, hvem der gør hvad og hvorfor, er et godt værn mod overgreb og mistanker om overgreb, men det understreges også, at det er arbejdsgiverne, altså kommunerne, der har ansvaret for en politik og et beredskab på området. Mange kommuner har formuleret retningslinjer, men der er også mange, der ikke har, og vi har set adskillige eksempler på, hvordan kommuner har grebet mistanke-sager klodset an til stor skade for de involverede, både personer og institutioner.

I de institutioner, der har været ramt af overgrebssager, kan det tage meget lang tid at genoprette et godt arbejdsmiljø og et trygt samarbejdsklima. Søg hjælp Også i jeres fagforening.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.