Leder: Ministerens mediestunt

Socialminister Henriette Kjær har gjort det igen! Hun er helt fremme i skoene med et såkaldt idekatalog til forbedringer af børnefamiliernes liv i Danmark. Mange af ideerne er genbrug, andre forekommer kønne og luftige, og atter andre bidrager til cementering af den sociale ulighed, som så mange af den nuværende regerings tiltag gør.

Der er imidlertid en ting, der er fælles for ministerens "ideer", og det er, at der slet ikke er tænkt økonomi. Og set på den måde er idekataloget formentlig kun et signal til befolkningen om, at regeringen sandelig er meget optaget af børnefamiliernes vilkår. Sådan i al almindelighed, altså!



Som et gennemgående træk går tanken om, at forældre skal have mulighed for mere tid sammen med børnene. Ministeren håber f.eks., at taxametersystem i daginstitutionerne vil føre til, at forældre får lyst til at tage en ugentlig fridag sammen med deres børn. Men hvem er det nu lige, der har løn- og arbejdsforhold, så de bare kan tage en dag ud om ugen? Ministeren ser åbenbart virkeligheden ud fra de økonomisk velstillede og deres børn.



Børne- og institutionspolitikken handler for regeringen om at skabe de bedste muligheder for fleksibilitet, således at forældrene kan få hverdagen til at hænge sammen. For BUPL er institutionerne og det pædagogiske tilbud en værdi i sig selv, og det er BUPLs synspunkt, at alle - uanset økonomisk, social og etnisk baggrund - skal have lige muligheder for et pædagogisk tilbud.



Jeg bliver ved med at finde det paradoksalt, at socialministeren på den ene side taler for øget kvalitet på daginstitutionsområdet og om institutionernes positive indflydelse i forhold til vanskeligt stillede børn og unge - og så på den anden side fremturer med de evindelige frit-valg-fraser, som i deres konsekvens bidrager til social opsplitning og udstødning.



BUPL har gang på gang fremhævet, at der er brug for andre måder at tænke på. Det er f.eks. vores overbevisning, at daginstitutioner bør være gratis ligesom skoler er det.

En indvending vil altid være, at det er for dyrt for samfundet. Men vi har jo åbenbart råd til at lade multinationale selskaber have yderst gunstige skatteforhold, og midlerne fra olien i Nordsøen er der sandelig også grund til at se nærmere på! Når talen er om, hvad vi som samfund har råd til, så er i virkeligheden ikke så meget et spørgsmål om penge. Det drejer sig om politik og om omfordeling af goderne.



Og når der skal tænkes anderledes, så må det først og fremmest være slut med at kalde udgifterne til daginstitutionsområdet for "sociale udgifter". Det ville være betydeligt mere relevant at bruge udtrykket "samfundsøkonomisk investering", for det er jo børnene og dermed fremtidens samfund, der investeres i.