Leder: Mere magt til lederne

Jeg kunne tænke mig, at morgendagens ledere bliver langt mere synlige i den kommunale magtstruktur og bruger magten til at sætte forvaltningerne under pres.

Institutionsledere er arbejdsgivers repræsentanter i institutionen, og de er en del af kommunens administrative og strategiske ledelse. Det er i hvert fald, hvad flere og flere kommunale beslutningstagere taler om, og jeg synes, vi alvorligt skal overveje, hvordan vi bedst tager dem på ordet.

Jeg kunne tænke mig, at morgendagens ledere bliver langt mere synlige i den kommunale magtstruktur og bruger magten til at sætte forvaltningerne under pres - udfra en pædagogfaglig viden og kunnen og dermed til gavn for børne- og ungeområdet.



I virkeligheden er det rørende enkelt. Det er bare en anden måde at tænke på. Det er at vende en kendt problematik rundt, gå ind i debatten udfra en anden synsvinkel og derefter tilrettelægge og gennemføre en anderledes strategi. Det er at vælge den mulige magt. Simpelthen!



Rigtigt mange kommuner er i disse dage undervejs med store strukturforandringer på daginstitutionsområdet. Man sammenlægger institutioner, og nye ledelseslag toner frem i horisonten.

Samtidig med forandringerne i strukturerne ser vi igen-igen oplæg til omfattende besparelser i kommunerne landet over. Det er besparelser, der - som vi altfor godt ved - medfører betydelige kvalitetsforringelser i børn og unges hverdag i institutionerne, og som rammer pædagoger på beskæftigelsen. Endelig er selve institutionsbegrebet under pres i disse tider. Frit-valg-ideologien og muligheder for privat fortjeneste på børneområdet rokker ved grundlæggende værdier i den måde, hvorpå vi ser institutionernes samfundsmæssige opgave og funktion.



Jeg synes, der er al mulig grund til at sætte forvaltningsbegrebet under pres. Og jeg tænker på, hvordan vi kan blive mere offensive. Hvordan skaber vi en situation i kommunerne, hvor institutionsledere udfordrer politikere og administratorer på en anderledes måde? Hvordan skaber vi den positition, hvor prioriteringerne på daginstitutionsområdet er under indflydelse fra den pædagogfaglige synsvinkel?



Hvis daginstitutionslederne skal tage del i kommunens strategiske ledelse, må det ske på en sådan måde, at deres særlige indsigt og kompetence bliver brugt. Forvaltningerne må lære at arbejde for dem, så de kommunale topchefer af i dag bliver daginstitutionernes garanti for velkvalificerede strategiske analyser til brug for en styrkelse af vilkårene for og udviklingen af daginstitutionen, SFO'en og klubben.



Utopi? Ikke nødvendigvis. Daginstitutionslederne har professionsfagligheden med sig. De har den tætte borgerkontakt, og de deltager i den vigtige samfundsmæssige opgave at drage omsorg for den næste generations læring og udvikling.

Og de er på i den kommunale struktur.



Det er for småt at tale om institutionsstrukturer som noget, der kun har at gøre med institutionsområdet.

Lederne må anerkendes og anerkende sig selv som deltagere i lokalsamfundets udvikling, og de må bakkes op på alle mulige måder af de lokale fagforeninger og af forbundet.

Vi skal gå efter magten, hvor vi har den. Det tror jeg på.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.