Kommunale nedskæringer; Det nytter at kæmpe imod

Byrådet i Stenløse Kommune lod sig flytte, da det fik argumenterne mod endnu en nedskæring præsenteret. Face to face

Karen Jensen, fællestillidsrepræsentant for pædagogerne i Stenløse Kommune, gik stadig og ventede på at høre nyt fra borgmester Willy R. Eliasen (V), da Børn&Unge onsdag ved frokosttid i sidste uge fangede hende på mobilen.

"Prøv igen om et par timer, så ved jeg nok, hvordan det er gået," lød hendes råd.

Som sagt, så gjort.

Klokken 15.30 - en hørligt stolt og glad Karen Jensen: "Halvdelen af besparelserne er taget af bordet, så nu ser det hele lidt lysere ud."

Samme opfattelse er borgmester Willy R. Eliasen kommet frem til, da Børn&Unge får løbet ham op.

"Vi har fundet en alternativ model, som forhåbentlig betyder, at vi alligevel kan holde på vores meget dygtige pædagoger," udtaler borgmesteren, efter at økonomiudvalg med ham i spidsen tidligere på onsdagen har besluttet at indstille til byrådet, at man opgiver besparelser på omkring 1 millioner kroner. En indstilling, som borgmesteren godt tør garantere vil blive fulgt, når budgettet er til beslutning ved 2. behandlingen den 8. oktober.

Hvis det oprindelige forslag var blevet fastholdt, ville fem fuldtidsstillinger være blevet skåret ud af den normering, som SFO-pædagogerne bidrager med til helhedsskolen i Stenløse.

Fem fuldtidsstillinger lyder måske ikke af alverden, men er en alvorlig sag i Stenløse, en lille kommune i den sydlige del af Frederiksborg Amt.



Dygtig talsmand. Borgmester og tidligere kriminalinspektør Willy R. Eliasen giver selve den måde, pædagogerne har ført sig frem på, æren for, at han og de øvrige politikere lod sig flytte.

"Argumenterne har været overbevisende, og så har man i Karen Jensen haft en dygtig talsmand. Vi har her et lærestykke i, hvordan tillidsrepræsentant-institutionen og det politiske system kan bruge hinanden på en frugtbar måde," mener borgmesteren.

Vendepunktet indtraf givetvis, da Karen Jensen fik mulighed for at præsentere sit og pædagogernes syn på sagen for det samlede byråd. Face to face.

"Vi er den 26. august samlet til en markering, mens byrådet sidder til møde om næste års budget. Politikerne kommer ud i en pause, og jeg benytter lejligheden til at bede om lov til at uddybe vores synspunkter inde i salen. Det får jeg, og bagefter siger borgmesteren, at jeg med min fremstilling har gjort både mig selv og BUPL ære. Og at man da bestemt har fået noget at tænke over. Da vidste jeg, at der var håb om, at noget ville blive lavet om," fortæller Karen Jensen.

Visheden indfandt sig i sidste uge.



"Stille" aktioner. Argumenterne mod de planlagte nedskæringer har blandt andet været, at de ville føre til en ændring af stillingsstrukturen på SFO-området. Fuldtidsstillinger ville blive omdannet til deltidsstillinger på et så lavt timetal, at de ansatte ikke mere havde mulighed for at blive fuldtidsforsikrede i deres arbejdsløshedskasse. Konsekvensen - ud over de rent økonomiske - kunne blive, at det uddannede personale søgte væk, og at kvaliteten i arbejdet dermed skred. Desuden blev der peget på risikoen for forringelse af det psykiske arbejdsmiljø i form af samarbejdsproblemer, stress og øget sygefravær.

"Vi har på intet tidspunkt råbt sgu og fanden, men bevidst holdt os til "stille" aktioner. Det tror jeg har været klogt, såvel i forhold til politikerne som i forhold til borgerne," siger Karen Jensen.

Stenløses borgmester bekræfter den formodning.

"Man har været sober hele vej igennem, søgt samtalen frem for konfrontationen, og det har da gjort indtryk," siger Willy R. Eliasen.



Kun det bedste. En halv nedskæring er bedre end en hel, men bedst er slet ingen nedskæring. For Karen Jensen og hendes kollegaer er kun det bedste godt nok.

"Vi noterer med tilfredshed, at man ikke, som der ellers var lagt op til, fuldstændig vil droppe helhedsskolen. Der vil stadig være en rest tilbage. Blandt andet er det såkaldte projekt Nye Veje opretholdt, og her ligger der nogle penge, som passende kan bruges til at sikre, at vi helt undgår at skulle lave heltidsstillinger om til deltidsstillinger," siger Karen Jensen.

På daginstitutionsområdet henstår også et hængeparti. Kommunen har således planer om at spare 500.000 kroner ved at lade børn starte i børnehave, når de er 21/2 år.

"Det synes vi af mange grunde er en dårlig ide, og det synspunkt vil vi blive ved med at bære frem," siger Karen Jensen, som med spænding ser frem til den 24. september. Den dag stiller politikerne op til et borgermøde om deres forslag til nyt budget.

Karen Jensen og mange andre pædagoger vil være til stede ved den lejlighed. Med garanti.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.