Inspiration. Skærm de nærværende dialoger med børn

Børn, der har brug for hjælp eller opmærksomhed, forældre, der skal interageres med, og kolleger, der forstyrrer. En pædagogisk hverdag er fuld af afbrydelser. Ofte går det ud over nærværet i samtaler og samværet mellem børn og pædagoger, viser nyere feltstudier af hverdagssamtaler i daginstitutioner.

Sprogforsker og lektor fra VIA University College Marie Højholt står bag.

»Mine undersøgelser viser, at pædagoger bliver afbrudt rigtig meget. Mens de har en samtale med nogle børn om en bog, skal et barn hjælpes på toilettet, en forælder ringer sit barn syg, og en kollega spørger om vagtbytte i næste uge. De mange forstyrrelser frustrerer både børn og voksne, og en masse udviklingspotentiale og samværsmuligheder forringes,« siger hun.

Som sprogforsker har hun undersøgt, hvordan børnenes vilkår for sprogtilegnelse trues, når dialogen mellem børn og pædagoger forstyrres.

»Rent sprogligt hører børnene simpelthen mindre udtale, færre ord og kortere, mere abrupte sætninger. De ser mindre kropssprog, som de kan spejle sig i. Og de vil få sværere ved at forstå det emne, der bliver talt om,« siger Marie Højholt.

Men afbrydelserne går ikke bare ud over det sprogpædagogiske miljø. De truer også oplevelsen af anerkendelse, relationerne og barnets oplevelse af sammenhæng.

»Børn har brug for meningsfuldhed, begribelighed og håndterbarhed i de aktiviteter og relationer, de indgår i. Hvis pædagogerne hele tiden rejser sig og pisker rundt, så er det sværere for børnene at få en forståelse af, hvad man lige er i gang med, og hvem hinanden er. Kognitivt og følelsesmæssigt set bliver børnenes oplevelser, hverdag og relationelle liv mere fragmenteret,« siger Marie Højholt.

Pivåbne pædagoger. Sprogforskeren kommer i sin forskning også med på bud på, hvordan de nærværende dialoger kan skærmes. Men det er ikke nemt, viser hendes undersøgelser, som foruden feltobservationer består i kvalitative interview med de observerede pædagoger.

’Jeg ville ønske, vi kunne sidde og tale stille og roligt med børnene. Det er som om, der aldrig er tid eller ro til at tale færdig’, siger en pædagog.

En anden beskriver, hvordan afbrydelserne kommer fra alle sider, også fra pædagogens egne indre tanker:

’Vi er omgivet af magneter, der trækker i vores kognitive system fra alle sider … Især hvis vi er pressede, rastløse eller keder os’, siger hun.

Også Marie Højholts observationer viser, at afbrydelserne ikke bare er ydre, interpersonelle afbrydelser mellem mennesker. Ofte afbryder pædagogens egen tankestrøm og mentale tilstand også nærværet i dialoger med børnene.

Marie Højholt kalder det intrapersonelle afbrydelser og refererer til den britiske kognitionspsykolog Trevor Harley, der taler om, hvordan menneskets ’inner speach’ kan forstyrre.

»Denne ’indre tale’ ligger som et ’online-lydspor’ i os hele dagen og kan forstyrre os i det, vi er midt i. I en daginstitutionshverdag kan pædagoger opleve, at samtalen med en børnegruppe måske bliver lidt kedelig, eller at den gentager sig, når fem fantastiske drenge nu igen vil snakke om ambulancer. Så begynder ens hjerne at sige: ’Nå, hvad skal jeg have til aftensmad?’. Eller man tænker på sit morgenskænderi med ægtefællen eller på, hvad man skal om lidt. Det handler om opmærksomhed,« pointerer Marie Højholt og uddyber:

»Man taler om, at mennesker har en aktiv, viljestyret opmærksomhed, som vi bruger med bevidst hensigt, og eksempelvis når vi indgår i en fokuseret dialog. Og så er der den passive opmærksomhed, der betyder, at man, mens man sidder og koncentrerer sig om en samtale, er pivåben overfor alle de visuelle og auditive indtryk, man får udefra og inde fra sig selv. Det kan man være både bevidst eller ubevidst om.«



Et casestudy. Allerede i 1800-tallet var filosoffen og psykologen William James optaget af, hvordan den menneskelige, aktive opmærksomhed er en ’momentary affair’ (noget kortvarigt), og at det kræver et ’violent wrench’ (et voldsomt vrid) at fastholde sig selv i noget i længere tid.

Det bliver også tydeligt i et konkret case­study fra Marie Højholts forskning i forstyrrelser:

En pædagog sidder under morgenmodtagelsen sammen med seks børnehavebørn og taler om en forestående bedsteforældredag. Hun er sprogvejleder og insisterer på at have en nærværende dialog med børnene. Alligevel lader hun sig mange gange afbryde af både ydre og indre forstyrrelser.

Især de indre sker ubevidst. Eksempelvis begynder pædagogen, hver gang børnene vil tale om død og alderdom, at feje eller tørre en pult af.

’Ha ha ha, jeg flygter!’ siger hun, da Marie Højholt senere interviewer hende om sine observationer.

Pædagogen er overrasket over at opdage, hvor meget hun rejser sig fra samtalebordet uden ydre forstyrrelser. Det overrasker også, at der, som hun siger, ’går husmor’ i hende, da børnene vil snakke om kager til bedsteforældredagen. Her begynder hun at ordne reolen.

’Det er jo en pædagogisk meningsfuld ting, jeg er midt i. Og derfor skulle jeg ikke bryde op der,’ siger hun og tilskriver det en ­uskreven regel om, at der løbende skal ryddes op i institutionen.

Pædagogen mener også, at det spiller ind, at hun personligt ikke interesserer sig for bagning.

’Men det er jo min opgave som pædagog at følge deres (børnenes, red.) interesse,’ siger hun til forskeren.



Forstyr ikke. Marie Højholt fremhæver, at pædagogen i hendes casestudy flere

gange selv får vredet sin opmærksomhed tilbage på samtalen med børnene, men også, hvordan hun er slave af sine egne ’utøjlelige, indre, kognitive badutspring’, som sprogforskeren kalder dem.

Hun har hjulpet flere daginstitutioner med at skærme de nærværende dialoger mellem børn og pædagoger, og mener, at vejen frem er, at pædagoger bliver mere bevidste om og reflekterer over alle de indre og ydre afbrydelser, de udsætter sig selv, børnene og hinanden for.

»Det er nemmere at få øje på de udefrakommende, ydre afbrydelser end de indre, men begge er vigtige at diskutere i personalegruppen, så man kan finde ud af at minimere dem,« siger hun og taler om, at man bør etablere en diskretionslinje ligesom i banker.

»Det mærkelige er, at de fleste har sådan en indre diskretionslinje, når de ser voksne stå og tale sammen, men ved samtaler med børn har man ikke intuitivt den samme respekt,« siger Marie Højholt, der dog oplever respekten i institutioner, når der foregår synlige, faglige aktiviteter – såkaldt påagtet faglighed.

»Man ved godt, at man ikke skal forstyrre under en samling, når døren er lukket, eller når en pædagog har gang i et planlagt kunstforløb med en gruppe børn. Men især i morgenmodtagelsen og i eftermiddagstimerne er det lidt en gråzone, om der må forstyrres eller ej. Udenfor de planlagte aktiviteter er det faglige arbejde mere spontant opstået og upåagtet,« siger Marie Højholt.

I det upåagtede tumler en pædagog med nogle børn, mens en anden nulrer en drengs tæer, så han lige lukker øjnene en stund, og en tredje sidder og snakker om Pokémon og tissemand, eller hvad børn nu synes, er spændende.

»På et visuelt plan synes pædagogfaget jo produktløst. Pædagoger producerer ikke tre wienerpølser som pølsemanden, eller murer en mur ligesom mureren, der derfor ikke skal forstyrres. Men selvom pædagogers relationsarbejde ikke er synligt på samme måde, er det mindst lige så vigtigt ikke at forstyrre, og pædagogen er lige så meget på arbejde,« siger Marie Højholt.



Faglig stolthed. Sprogforskeren oplever, at pædagogerne gennem fælles refleksioner og selvrefleksion får større bevidsthed om forstyrrelserne.

»Før man forstyrrer sig selv eller andre, må man spørge sig selv, hvad man forstyrrer med? Om det er vigtigt, eller om det kan vente,« siger Marie Højholt.

Sprogforskeren mener ikke, at pædagoger nødvendigvis skal have 40 minutters lange, uafbrudte samtaler med børnene. Så længe kan man slet ikke med sin aktive opmærksomhed både facilitere samtalen, sikre turtagning mellem børnene og smitte med sin energi. Men hver dag skal man lykkes med øjeblikke af nærværende dialog.

»Måske taler man syv minutter om sol og planeter. Det vigtige er, at man føler, man bliver færdig med et emne og kom både langt omkring og dybt ned. For sådanne samtaler giver pædagogerne arbejdsglæde og udvikler børnene,« siger Marie Højholt, der i sin undersøgelse citerer en pædagog for at sige det således: ’Fornemmelsen … er helt enestående. Den gør mig som fagperson glad, stolt og rolig. Jeg kan mærke, at jeg har løftet min opgave, og jeg mener, jeg ser glade børn, der får mere øje på hinanden, personlighedsmæssigt, socialt og kommunikativt’.



Afbrydelsesgaver. Den gode fornemmelse ved at have haft nærværende dialoger i daginstitutioner er dog især truet af en stor og udefrakommende forstyrrelse, nemlig de historisk ringe normeringer.

Det vilkår anerkender Marie Højholt fuldt ud, men har alligevel erfaret, at bedre organisering kan mindske mange forstyrrelser og give mere nærvær.

Nogle institutioner har således ændret morgenmodtagelsen af børn og har etableret en velkomststue til dem, der har brug for at blive afleveret til en pædagog. På de andre stuer løber børnene direkte ind i legen, og pædagogerne kan koncentrere sig om aktiviteterne.

Sprogforskeren ser også mange institutioner have en såkaldt ’flyver’, ’praktisk gris’ eller ’blæksprutte’, der tager telefonen, hjælper med toiletbesøg og løbende rydder op.

»Forskning viser allerede, at det skærmer pædagogikken i de planlagte aktiviteter på stuerne,« fortæller Marie Højholt.

Endvidere oplever hun, at mange pædagoger i kommunikationen med kolleger er begyndt at bruge håndtegn, der signalerer ’forstyr mig ikke’.

»Det kan være stoptegnet, men man bruger mere og mere det knap så aggressive peacetegn, når man lige skal have fred,« siger hun.

Man kan altså organisere sig ud af mange afbrydelser, men Marie Højholt pointerer også, at det er krævende at være nærværende længe ad gangen.

I Børnehuset Vokseværket i Aarhus fandt man under et samarbejde med sprogforskeren ud af, at afbrydelser derfor ikke bare var negative, men kunne være en ’afbrydelsesgave’, som pædagogerne kalder dem.

Pædagog Pernille Brandt oplever det blandt andet, når hun og en kollega hver onsdag har ’skolegruppe’ med de største børnehavebørn.

»Det er et meget skemalagt og koncentreret arbejde med børnene, og vi kan jo ikke være nærværende og fokuserede i otte timer. Derfor har vi indført, at afbrydelserne er en gave, som vi er blevet meget mere bevidste om, hvornår vi giver til hinanden. Det kan være, imens børnene vasker fingre, at vi lige får talt lidt løst eller privat,« fortæller hun.

På den måde finder hun forstyrrelser gode for både sig selv og for det gode personalesamarbejde.

»Det er bare vigtigt at have en forståelse for, hvornår forstyrrelserne gør skade, og hvornår de er en gave. Der er man jo forskellige fra person til person, om man er den, der skal fortælle om weekenden, eller den, der får et break fra børnetiden ved at tørre en hylde af. Men generelt er vi blevet bedre til at kigge på hinanden og spørge, om det er okay at afbryde,« siger Pernille Brandt.



Om forskeren

Marie Højholt er pædagog, cand.mag. i lingvistik og lektor på Pædagoguddannelsen Aarhus, VIA University College, hvor hun underviser i sprog, kultur, køn m.v. Hun er tilknyttet forsknings- og udviklingsprogrammet ’Sprogpædagogisk praksis’. I 2017 udgav hun forskningsartiklen ’Please do not disturb – Om at opretholde og skærme nærværende dialoger mellem børn og pædagoger i børnehaver’.