Historiefortælleren: Løgn og latterkrampe

Ole er lige knap otte år. Han er røget ud gennem afløbet i brusekabinen hjemme på badeværelset. Han har kæmpet sig gennem den lange kloak mellem rotter, skidt og møg. Nu står han under kloakdækslet, lige dér på vejen uden for SuperBrugsen i Højby på Fyn. Om lidt kravler han op af kloakken, bliver passeret af en flok børnehavebørn, og så vil det ske …

25-30 børn sidder helt stille. Med hænderne foran ansigterne, parate til at dække øjnene, når det om lidt bliver rigtig pinligt. De kender historien. Alligevel er blikkene klistret til pædagog Ole Nielsen, der sidder på hug bag en kontorstol i køkkenet på Højby Skoles SFO, klar til at kravle op af kloakken.

»Jeg kravler op af kloakken og hører en af drengene fra børnehaven sige til sine kammerater ’se den nøgne dreng’. Jeg forstår det ikke, der er da ingen nøgen dreng. Men så kigger jeg ned ad mig selv og opdager min navle midt på den bare mave …«

Latteren eksploderer i lokalet, og Arthur, der før sad helt stille og opslugt, ruller rundt på gulvet af grin. En pige griner så meget, at hun må holde fast i bordkanten for ikke at falde ned af taburetten.

Ole Nielsen giver børnene tid, og da latterkramperne er bearbejdet, fortæller han videre. Atmosfæren i rummet bølger frem og tilbage mellem intens stilhed og løssluppen latter.

Sådan er det, når Ole fortæller.



Inspirationer over alt. Ole Nielsen er pædagog på Højby Skoles SFO i udkanten af Odense, og han fortæller historier. Nogle gange dagligt, andre gange går der flere uger imellem. Historierne brygger han selv, og repertoiret vokser lige så stille. Inspirationen finder han alle vegne.

»Der er historier hver dag. Ting, børnene ikke ved, man kan fortælle dem. Det kan være fantasihistorier, men behøver det ikke at være. Det kan være alt muligt,« siger han.

Tit kommer inspirationen, når han er i gang med aktiviteter sammen med børnene.

»Tegner en af ungerne en drage, er det jo oplagt at spørge, om han har mødt en. Det kan man så få en lang og sjov snak og historie ud af. Jeg elsker at lege med ordene, og i sådan en situation, ja så tager det ene ord pludselig det andet,« siger han.



En bid af sig selv. Ofte er det børnene på SFO’en, der beder om at få fortalt de historier, de kender i forvejen, og så må Ole Nielsen vurdere, om det er historiedag. For når man fortæller, er det vigtigt at have sig selv med i projektet.

»Det vigtigste er måden, historien bliver serveret på. At ungerne kan mærke, at det er en voksen, som vil dem, og som vil fortælle historien. Så tror jeg, man kan fortælle dem hvad som helst. Om det er fantasihistorier eller historier om skyskrabere eller helikoptere eller noget andet, hvor de får viden,« siger han.

Ole Nielsen er begejstret for at fortælle for børn. De er nemme at fortælle for, for de er et kritisk publikum, men samtidig har de mange gode idéer og en god fantasi.



Et rum for sjov og ballade. På SFO’en er Ole gået i gang med historien om dengang, han var i svømmehallen og blev skyllet ud i havet gennem rensningsanlægget og havnede på et sørøverskib.

»Jeg blev suget ned under vandet. Så tænkte jeg: Ej Ole, dit sidste minut er kommet. Nu drukner du! Skidt og møg fra folk, der ikke havde vasket sig, røg lige ned igennem rensningsanlægget sammen med mig«.

Ole vrænger ansigtet og ruller med øjnene. Arthur klukker af latter.

»Det var da ikke sjovt, Arthur! Har du nogensinde prøvet at drukne, hva?«

Nu kluklér alle børnene, og flere steder triller tårerne af grin.

Ole Nielsen vil gerne underholde. Historierne skal skabe et fællesskab og et rum, hvor der er plads til humor, sjov og ballade.

»I skolen er der ofte fokus på individet. På SFO’en har vi muligheden for at styrke børnenes sociale relationer gennem fælles oplevelser ved at være sammen om fortællingerne og have det sjovt. Det, håber jeg, kan inspirere børnene til selv at lege med ordene og lave små historier,« siger han.



Løgn og latin. Ole Nielsen fylder SFO-børnene med løgn, og det er helt bevidst. For selvom børn skal tages alvorligt, skal der også være plads til at lave sjov og udfordre deres opfattelse af, hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi.

»Nogle børn siger ’noget af det tror jeg på’, andre er kategoriske og siger ’det passer slet ikke noget af det!’. Men nogle børn tror på det hele, og der er man lige nødt til at fortælle, at noget af historien ikke passer helt. Det er vigtigt, at børnene ikke føler sig manipuleret med, men samtidig synes de, at det er sjovt med tvivlen,« siger han.

Ole Nielsen fortæller historier, der leger med grænsen mellem løgn og sandhed, rigtigt og forkert, pædagogisk og upædagogisk. Han synes, det er fedt at lave historier, som går lige til kanten.

»Historierne er da upædagogiske ind­imellem, men må de ikke være det? Det er da klamt, når jeg falder ned i kloakken, eller når jeg kommer til at bide tandlægens hånd af, fordi jeg nyser – men det er også sjovt. Børnene synes, det er sjovt,« siger han.

Historier må gerne være groteske og klamme, så længe grundværdierne er i orden. Han gør meget ud af, at børnene kan relatere til de følelser, som Ole gennemlever i historierne. Når han efter en lang og farefuld færd skal slutte historien, er det altid trygt hjemme igen hos mor og far.



Kvalitetstid. Ole Nielsen kalder sin historiefortælling for SFO’ens svar på stand-up, men målet er mere end nemme punchlines.

»Jeg håber, jeg kan overføre den der intensitet og det rum, som man skaber til børnene, når nogen fortæller. Det der med, at man glemmer alt omkring sig. Og så håber jeg, at de om nogle år tænker: ’Ole, det var ham med de gode historier og hyggelige stunder’,« siger han.

På SFO’en er Ole færdig med at fortælle. En af ungerne har fødselsdag, så nu er det kagetid. Alligevel er børnene langt mere interes­seret i Oles historie om svømme­hallen og sørøverskibet end den skrigpink kage med Smarties på.

De flokkes om Ole. Stiller spørgsmål og vil vide mere. Fortæller levende og højrøstet om deres egne oplevelser i svømmehallen. I midten af flokken står Arthur og hopper.

»Fortæl en mere Ole. Fortæl en til!«