Grænser for ligebehandling

De fleste kommuner gør et stort nummer ud af at knytte deres ansatte til sig. Der appelleres til korpsånden, og der strøs nogle gange endda sukker på maden. Det sker også i København, men her er man mere end normalt selektiv i omsorgen for personalets ve og vel.

Børn&Unge kunne forleden fortælle om, hvordan man ved beregning af ansattes jubilæums-dato ikke tæller arbejdsår med, som er tilbragt i byens selvejende institutioner. Erkendtligheder for lang og tro tjeneste gives kun til medarbejdere, som har været ansat 25, 40 eller 50 år på kommunalt ejede arbejdspladser.

Begrundelsen er, at København Kommune ikke ser sig selv som arbejdsgiver for ansatte i selvejende institutioner, uanset at disse har driftsoverenskomst med kommunen. Overenskomsten indebærer ellers, at selvejende institutioner står til rådighed for det offentlige og på alle betydningsfulde punkter skal efterleve samme regler som de kommunale.

Marginaliseringen af flere tusinde medarbejdere i de selvejende institutioner kommer ikke bare til udtryk ved festlige jubilæums-lejligheder. Det lader for eksempel heller ikke til at interessere de københavnske politikere, hvordan pædagoger i selvejende daginstitutioner går og har det i det daglige.



Intet spørgsmål, intet svar. Gennem de seneste seks år har Københavns Kommune udarbejdet et såkaldt personalepolitisk regnskab. Seneste udgave bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 3114, som det hedder, tilfældigt udvalgte medarbejdere og ledere i kommunen. Helt tilfældigt udvalgte er de nu ikke.

Således har man undladt at spørge pædagoger i Københavns selvejende dag- og døgninstitutioner, hvad de mener om de temaer, som regnskabet omhandler.

Og det drejer sig ikke om farven på toiletpapiret, men om vigtige sager som samarbejde, udvikling, værdsættelse, mangfoldighed, arbejdsmiljø og familievenlighed.

Af regnskabet for 2003 fremgår, at pædagoger og medhjælpere i de københavnske daginstitutioner - men vel at mærke kun de kommunale - i tiltagende grad synes, at arbejdsglæde er en fremtrædende stemning på deres arbejdsplads, og at godt over halvdelen af dem synes, at deres nærmeste leder er god eller særdeles god til at løse samarbejdsproblemer.

Flere end tidligere synes også, at de får dækket deres behov for faglig, personlig og/eller social udvikling, ligesom flere end tidligere erklærer, at de har frie hænder til at de nødvendige beslutninger. Hele 91 procent af de adspurgte pædagoger og medhjælpere - mod 82 procent i 1999 - synes, at deres nærmeste leder værdsætter det arbejde, de udfører.

Til gengæld var der færre pædagoger end i 2001, der svarede benægtende på spørgsmålet "Jeg synes, det er en god ide at ansætte medarbejdere med en anden etnisk baggrund end dansk".

Hvordan pædagogerne i Københavns omkring 400 selvejende institutioner har det med det spørgsmål eller de mange andre, som regnskabet bygger på, vides ikke. De er nemlig ikke blevet spurgt.



Politisk aktion. Borgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF), under hvis familie- og arbejdsmarkedforvaltning de københavnske pædagoger hører, synes umiddelbart, at det er både besynderligt og uholdbart.

"Den tekniske forklaring er, at økonomiforvaltningen finder frem til svarpersoner ved at trække hvert 12. nummer ud af det kommunale lønregister, og i det indgår ansatte ved selvejende institutioner ikke, fordi disse selv forestår lønadministrationen. Jeg vil straks tage kontakt til økonomiforvaltningen for at høre, om der ikke kan findes en løsning, så vi i fremtiden får hele spektret dækket."

Det synes borgmesteren er ret vigtigt.

"Selvejende institutioner og deres ansatte opfattes almindeligvis som en del af det kommunale system, så selvfølgelig bør de indgå, når vi undersøger, hvordan tingene fungerer og udvikler sig, og hvordan de ansatte trives i jobbet," siger Bo Asmus Kjeldgaard til Børn&Unge.



Med på afbud. Borgmester Bo Asmus Kjeldgaard, der i slutningen af 70'erne i øvrigt var faglig sekretær hos PMF Århus, får travlt, hvis han har ambitioner om at få gjort op med den forskelligartede behandling af ansatte ved kommunale og selvejende institutioner i København.

"Der er så mange, at vi kan fodre svin med dem," svarer Dan Lange, faglig sekretær hos BUPL København, da Børn&Unge beder ham giver eksempler på forskelsbehandling.

Her er nogle stykker:

- Hvis en pædagog skifter fra en kommunal institution til en anden kommunal institution, tager vedkommende sit opsigelsesvarsel, sin opsparede fratrædelsesgodtgørelse, sin jubilæums-anciennitet samt retten til løn under ferie med sig. Skifter pædagogen derimod fra en selvejende til en kommunal eller fra én selvejende til en anden selvejende institution, tages intet med over. Tavlen vaskes så at sige ren, hvad optjente goder angår.

- Sidste år blev der på budgettet afsat 21 millioner kroner til kompetenceudvikling af medarbejderne. Posteringen var et produkt af budgetforliget og den fælles overenskomst, men pengene blev alligevel primært reserveret kommunens egne medarbejdere. For eksempel kom ansatte ved selvejende institutioner - groft sagt - kun på banen til ekstraordinært oprettede spor på klubuddannelsen, hvis der forelå afbud.

- Når Københavns Kommune udbyder efteruddannelseskurser med brugerbetaling, gælder der én pris for deltagere fra kommunale institutioner og en anden og højere for deltagere fra selvejende.



Polarisering. Der er det særlige ved forholdene i Københavns Kommune, at de ansatte i byens børneinstitutioner er organiseret i to, ja, i virkeligheden fem forskellige fagforeninger. Pædagoger og medhjælpere i kommunale institutioner hører til hos LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger), som er en afdeling af Forbundet af Offentligt Ansatte, mens pædagoger og medhjælpere i selvejende institutioner er medlemmer hos henholdsvis BUPL, PMF (Pædagogisk Medhjælper Forbund) og Socialpædagogernes Landsforbund.

Henriette Brockdorff, der er formand for BUPL København, synes, det er al ære værd, at Københavns Kommune tager hånd om medarbejdere i "egne" kommunale institutioner, men hun er alvorligt bekymret for, at det sker på bekostning af medarbejderne i de selvejende.

"Der er i løbet af de senere år sket en polarisering. Hvis det bliver ved, risikerer vi snart at stå med egentlige kvalitetsforskelle. Dertil er vi vel ikke kommet endnu, men det er en fare, som både vore institutionsledere, almindelige pædagoger og vi som fagforening er meget optaget af," siger Henriette Brockdorff, som vægrer sig ved at tro, at Københavns Kommune er i gang med at udsulte de selvejende institutioner med henblik på senere overtagelse.

"Overborgmesteren (Jens Kramer Mikkelsen (S), red.) har gentagne gange sagt, at der skal være plads til selvejende daginstitutioner i Københavns Kommune. Det er jeg selvsagt meget enig i, men så må vi også kunne forlange lige muligheder og vilkår."



Hellere diktat end forhandling. Majbritt Mamsen, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Konservative, har en teori om, hvorfor kommunen så tilsyneladende konsekvent forfordeler til ugunst for de selvejende daginstitutioner.

"Embedsmændene i forvaltningen foretrækker kommunale institutioner. Over for dem kan de nemlig diktere, mens de er nødt til at forhandle med de selvejende," siger Majbitt Mamsen, som meget understreger, at det er hendes helt personlige opfattelse. Heraf kan muligvis udledes, at det ikke er hendes partis.