Generalforsamlinger; BUPL Århus Kommune; Regningen fra regeringen

I Århus Kommune føler pædagogerne sig pressede. Børne- og institutionsområdet rammes hårdt af

556 BUPL-medlemmer i Århus Kommune sang med, så det gav ekko i den nyrestaurerede fabrikshal, som udgør Centralværkstedet. Medlemmerne var samlet til generalforsamling fredag aften i sidste uge, og sangens budskab var ikke til at tage fejl af:

"Vor regering har fremsendt en regning i år,

men at vi vil betale, det er noget de tror,

der skal spares på service og velfærd især,

men vi syn's nu at Århus er langt bedre værd!

La' nu vær' at tænke i nøgne tal,

Sende Århus ud i et serviceforfald!

Det er fand'me os der må stå for skud,

Hvis I ikke ta'r et alternativt bud!"

Det er det budgetforlig, som byrådets borgerlige flertal indgik netop en uge inden generalforsamlingen, sangen handler om. Og som en stor del af generalforsamlingen også handlede om.

Budgetforliget, som de radikale og de tre borgerlige partier Venstre, De konservative og Dansk Folkeparti står bag, indeholder besparelser for 280 millioner kroner om året de kommende år. En fjerdedel af de besparelser rammer børne- og institutionsområdet. Blandt andet vil kommunen fjerne kostordningen i de århusianske børnehaver og tvangslukke institutionerne i fire uger om året. Besparelser på henholdsvis 18,6 millioner og 10 millioner kroner.

Det alternative bud, der nævnes i sangen, talte formand for BUPL Århus Kommune Henning Truelsegaard om i sin beretning.

"Rådmand Flemming Knudsen(S) vil fremstille følgende ændringsforslag: Et overskud fra sygedagpengene på 15 millioner kroner kan redde kostordningen. Det er i hvert fald sikkert, at diskussionen om budgettet forsætter, og vi skal fortsætte med at blande os. Jeg tror på, at der er mulighed for at komme igennem med ændringer."

Beretningen blev enstemmigt vedtaget og uden debatindlæg fra salen, som ellers havde mumlet heftigt under netop den del af beretningen, som omhandlede besparelserne.

Hovedbestyrelsesmedlem Ulla Nygaard fremlagde de lokale HB-medlemmers beretning. Her blev der også snakket besparelser, men også Ny Løn, læreplaner i børnehaverne og den sociale arv fik et par ord med på vejen. Afslutningsvis kommenterede Ulla Nygaard det formandsvalg, der kommer i BUPL, hvis Bente Sorgenfrey bliver valgt til ny formand for hovedorganisationen FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd), og her var der ingen tvivl:

"Vi vil pege på Allan Baumann," sagde Ulla Nygaard fra talerstolen. Allan Baumann er medlem af forretningsudvalget i BUPL. Den anden kandidat til formandsposten i BUPL er nuværende næstformand Annette Trads Hansen.



Tillid og opbakning. Der var generelt ikke mange fra salen, der ønskede at blande sig i debatten. Kun få gange blev ordet taget fra salen, som dirigenten ellers havde sit hyr med at få til at være stille. Flere gange måtte der tysses på den store forsamling. I afstemningerne blev der ligeledes kun få gange viftet med de orange stemmesedler, når stemmerne imod de forskellige forslag skulle tælles.

Formand Henning Truelsegaard tolker salens opførsel således:

"Jeg oplever, at vores medlemmer har en meget klar holdning om, at vi gør, hvad vi kan i den meget svære situation, vi står i. Det synes jeg også, at det store fremmøde viser."

En anden ting, som viste salens store velvilje til at kæmpe mod besparelserne, var de lange og taktfaste bifald, som fagforeningens interne handlingsplan vedrørende budgettet fremkaldte. Her var det tydeligt, at medlemmerne er klar til aktivt at vise kommunens politikere, at de ikke vil finde sig i de store besparelser, som blandt andet skal opnås ved lukning af små institutioner og ved at tage den samme pris for en børnehaveplads på trods af ringere service.

Også valget til bestyrelsen bar præg af kommunens store besparelser. Der var ikke umiddelbart lagt op til kampvalg. To gik af, og to nye stillede op. Alligevel var kandidaternes "salgstaler" klare. Som Lars Rosenkvist, der genopstillede til bestyrelsen, sagde det:

"Jeg tager gerne kampen op mod de tåber, vi har her i byen."

Da de syv kandidater havde holdt deres tale, meldte en ny kandidat sig på banen, og så blev der alligevel kampvalg. Dorthe Jacobsen havde netop bestemt sig for at stille op til bestyrelsen, så nu skulle der vælges. Resultatet af valget til bestyrelsen talte sit tydelige sprog. Peter Nedergaard, bestyrelsesmedlem gennem to valgperioder, fik færrest stemmer og måtte træde ud af bestyrelsen.



Overskud. Flere gange i løbet af aftenen begav kasserer Anette Højmark sig op til talerstolen, fordi hun troede, at forsamlingen var nået til punkt C på dagsordnen: regnskab 2002. Flere gange blev hun snydt og måtte gå tilbage til sin plads. Da det endelig blev hendes tur sidst på aftenen, viste det sig, hvorfor hun havde trippet sådan nedenfor talerstolen for at få lov til at fremlægge afdelingens regnskab:

"Regnskabet for 2002 gav overskud. Det kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har kunnet stille mig op og sige til vores generalforsamling," sagde en glad kasserer for BUPL Århus Kommune.

Også formanden var tilfreds sidst på aftenen. Han udtrykte stor glæde over den tillid, som medlemmerne viser afdelingen på trods af den pressede situation:

"Jeg er enormt tilfreds med aftenens generalforsamling. Jeg synes, at den er præget af et stort fællesskab og en stor vilje i forhold til den situation, vi står i. Medlemmerne viser os opbakning ved at vedtage tingene i dag og ved at være klar til at tage kampen op mod budgetforliget og den liberale politik i det hele taget," siger Henning Truelsegaard.



Bestyrelsen: Formand: Henning Truelsegaard, genvalgt. Kasserer: Anette Højmark, genvalgt. HB-medlemmer: Erik Jespersen, ikke på valg, og Ulla Nygaard, genvalgt. HB-suppleanter: Henrik Plejdrup, ikke på valg, og Claus Jensen, genvalgt. Øvrige bestyrelse: Nyvalgt: Dorthe Jacobsen, Tina Skaarup Olesen og Henrik Dahl. Genvalgt: Henning Truelsegaard, Marianne Gilbert Nielsen, Anette Højmark og Lars Rosenkvist. Ikke på valg: Jørgen Sørensen, Jette Horslev Jensen, Claus Nielsen, Birgit Friis Beuse, Carin Weibull og Anne Lund.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.