FTR-træf; Gode og dårlige - samme løn?

Findes der gode pædagoger. Finder der dårlige pædagoger. Skal det i givet fald kunne ses på lønnen, om pædagogen tilhører den ene eller anden kategori?

Rie Nielsen fra BUPL Frederiksborg Amt, fællestillidsrepræsentant for pædagogerne i Helsingør Kommune.

"Hvis forudsætningerne er til stede, og argumenterne holder, så medvirker jeg gerne til, at lønnen gradueres efter faglig dygtighed. Forudsætningen er, at institutionen har en aftalt personalepolitik, og at der er almindelig enighed om, at medarbejderen på en særlig god måde er med til at virkeliggøre den. Vedkommende kunne for eksempel være rasende dygtig til at give supervision til kollegerne eller til at gennemføre forældresamtaler. Jeg tror, vi i fremtiden kommer til at se en mere personlig løndannelse. Sådan er samfundsudviklingen. Det er i nogen grad i modstrid med vores solidaritets-kultur, men hvis BUPL ikke skal tabe terræn, bliver vi nødt til at acceptere, at "måden hvorpå" kommer til at spille ind på lønnen. Mange medlemmer synes i øvrigt, at sådan bør det også være.



Jesper Korshøj Nielsen er fra BUPL Århus Amt og fællestillidsrepræsentant i Silkeborg Kommune.

"En fremragende vuggestuepædagog er ikke nødvendigvis en fremragende klubpædagog, så umiddelbart kan jeg ikke anerkende opdelingen i gode og dårlige pædagoger. Der er nogle basiskompetencer, som alle formodes at have, og som vores lønpolitik er bygget op om. Disse basiskompetencer er så at sige grundlaget for det hele. Men vi kan ikke komme uden om, at der også optræder et personligt element i form af medarbejdere, som gør det særlige, der er udviklende for institutionen, og som kommer kolleger og brugere til gode. Derfor - og fordi daginstitutioner jo er servicevirksomheder - finder jeg det rimeligt at tillægge den personlige indsats vægt i løndannelsen. Et eksempel: En ældre pædagog på slutløn behøver ikke at være gået i stå rent fagligt, men hendes lønudvikling siger, at det er hun. Den holder ikke."



Bent Mollerup fra BUPL Roskilde Amt og fællestillidsrepræsentant i Vallø Kommune.

"Det er et svært spørgsmål. Hvem skal måle og veje, om den ene er god og den anden dårlig, og hvad er det, der skal måles og veje. På den anden side er det et reelt problem, at løntillæg så sjældent går til dem, der bliver hjemme på institutionen og passer børnene. Lønkriterierne bør nok indeholde muligheder for, at også de kan komme til fadet. Så selv om det egentlig byder mig imod, er det vel sådan, at en prisværdig indsats også bør betragtes som en lønværdig indsats. Og så synes jeg i øvrigt, at man skal sige det, som det er: Du er en virkelig god pædagog, derfor skal du have et tillæg. Det andet med at "opfinde" funktioner er noget hykleri."



Birgit Pedersen, faglig sekretær og lønforhandler hos BUPL Sønderjylland.

"Vi skal turde tage diskussionen med medlemmerne, men personligt synes jeg, at måden hvorpå opgaven løses er et dårligt lønkriterium. Og farligt, fordi det kan ende med at udhule BUPL's forhandlingsret. Det vil altid komme til at bero på en subjektiv vurdering, om en medarbejder har gjort sig fortjent til den type tillæg, og den vurdering kommer til at ligge hos institutionslederen, som i denne her sammenhæng er arbejdsgivernes repræsentant. Ikke alene har arbejdsgiveren altså retten til at lede og fordele arbejdet, de får også retten til at fordele lønnen, og det bliver uden vores indblanding.

Jeg har i øvrigt bemærket mig, at kommuner, som tidligere var meget opsatte på at få indført personlige lønelementer, nu er begyndt bakke ud. De har opdaget, at den slags tillæg kan være demotiverende, ikke bare for de forbigåede, men faktisk også for dem, der er har fået."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.