Fremtiden for PMF; Forsvinde eller forvandles

PMF kan på grund af medlemsflugt og anstrengt økonomi ikke overleve - i hvert fald ikke i sin nuværende form

Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF) befinder sig i en eksistenskamp. Den kan tabes, den kan ende i remis, men vindes kan den næppe. Enten opgiver PMF sin selvstændighed og bliver en del af Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA), eller PMF videreføres i en til noget nær ukendelighed slanket udgave. Utænkeligt er det derimod, at PMF kan fortsætte i sin nuværende form. Ressourcerne er simpelthen ikke til det.

Herom er der bred enighed. Til gengæld er PMF delt på kryds og tværs mellem FOA-vejen og fortsat selvstændighed. Forretningsudvalget er uenigt, hovedbestyrelsen er uenig, og det er også de lokale fagforeninger. Groft sagt er man vest for Store Bælt stemt for en sammenslutning med FOA, mens man øst for helst ser PMF leve videre.

Et måske afgørende skridt i retning af FOA blev taget på seneste hovedbestyrelsesmøde. Her stemte 20 for og syv imod ikke bare at fortsætte fusionsforhandlingerne, men også at anbefale fusionen, hvis forhandlingerne fører til et tilfredsstillende resultat. Vurderingen foretages på et møde den 5. maj. Synes hovedbestyrelsen, at det ser fornuftigt ud, kommer fusionsforslaget til behandling på en kongres i november, hvor der kræves almindeligt flertal. Klares dette krav, følger en urafstemning blandt alle PMF's medlemmer. Fusionen er vedtaget, hvis 2/3 af de afgivne stemmer er for.



Livsforlængelse. PMF's valg af fremtid får betydning for BUPL. Det gør det under alle omstændigheder, men især er der en ny dagsorden, hvis det ender med en fusion med FOA. Det samspil, der med udgangspunkt i medlemmernes fælles arbejdspladser altid har været mellem de forbund, vanskeliggøres, hvis medhjælperne bare bliver én af 56 faggrupper i blandingsforbundet FOA. Desuden opnår den pædagogiske sektor i FOA med tilførslen af 26.000 pædagogmedhjælpere en størrelse, så den kan udfordre BUPL's position som landets toneangivende, pædagogiske organisation.

Derfor ser BUPL helst, at PMF overlever som selvstændig organisation. For at fremme den udgang på sagen er PMF blevet præsenteret for en række forslag til et tættere samarbejde.

Konkret drejer det sig om etablering af en fælles arbejdsløshedskasse, som også vil kunne omfatte Socialpædagogernes Landsforbund, etablering af en særlig afdeling for pædagogmedhjælpere under PBU (Pensionskassen for Børne- og Ungdomspædagoger), et fælles arbejdsmiljøsekretariat og et udvidet samarbejde mellem de to forbundssekretariater.

Ret vidtgående forslag, men hovedkasserer Henning Pedersen forsikrede, da BUPL's hovedbestyrelse i slutningen af marts havde forholdet til PMF på dagsordenen, at der ikke er tale om, at forbundsledelsen er i gang med at forberede et nyt fusionsforsøg med PMF.

"Udgangspunktet for samarbejdet er, at det udspiller sig mellem to selvstændige organisationer," pointerede Henning Pedersen.



For og imod FOA. Jakob Bang og Nanna Højlund fra PMF's forretningsudvalg forklarede på samme møde, hvorfor de er henholdsvis for at bevare et selvstændigt PMF og for en fusion med FOA.

"Vi kommer til at fusionere med et forbund, som har det samme problem som os selv, nemlig et vedvarende tab af medlemmer. Dernæst er jeg bekymret for, hvor meget selvbestemmelse vi som faggruppe får i FOA," sagde Jakob Bang, der i øvrigt pegede på, at en kommunalreform, som nedbringer antallet af kommuner til omkring 100, kan gøre det lettere for PMF at klare sig. Fordi der vil være færre arbejdsgivere at forholde sig til, og fordi enhederne bliver så store, at medhjælpere vil få mulighed for at vælge fællestillidsrepræsentanter ude i kommunerne, folk, som arbejdsgiverne er med til at lønne.

FOA-tilhænger Nanna Højlund:

"Hvis vi havde været stærkt funderet - også økonomisk - så ville BUPL's tilbud om et tæt samarbejde have været interessant, men det er vi desværre ikke. Og de initiativer, der er taget for at stoppe medlemsflugten, har ikke rigtigt virket. Der skal ikke mere af det samme, men noget nyt til. I FOA bliver vi den største gruppe inden for pædagogisk sektion. Jeg synes, at det også er en vigtig pointe, at om fem år vil vi være et dårligere papir, end vi er i dag,"

Sideløbende med fusionsforhandlingerne med FOA arbejdes der i PMF på at tegne stregerne til en slanket organisation. Nogle ville sikkert kalde den afpillet.

I stedet for de nuværende 17 lokale fagforeninger, vil der kun være en 6-7 stykker tilbage, ligesom der lægges op til en markant centralisering på a-kasse siden. Generelle besparelser indgår også i den slankning, som skal få indtægter og udgifter til at hænge sammen.

"PMF ikke kan fortsætte som hidtil. Vi kan gå til FOA, vi kan fortsætte som os selv, men det bliver i så fald et helt andet PMF," fastslog Nanna Højlund.



Respekt for historien. Annette Bisgaard, hovedbestyrelsesmedlem for BUPL Frederiksborg Amt, håbede i den efterfølgende debat, at Jakob Bangs synspunkter vil vise sig at have mest vind i sejlene.

"Jeg vil i hvert fald bede jer sikre, at vi kan bevare et fællesskab, også selv om I skulle vælge at gå i FOA," sagde hun.

Ulla Nygaard, BUPL Århus Kommune, erklærede sig også for et fortsat tæt samarbejde.

"Men vi er altså nødt til at have respekt for medlemmerne og deres klare afvisning af en fusion med PMF."

Jette W. Pedersen, BUPL Roskilde Amt, talte for et kartellignende samarbejde, som både er politisk og økonomisk forpligtende.

Tonny Andersen, BUPL Nordjylland, så ingen grund til, at BUPL skal påtage sig ansvar for at holde PMF flydende.

Mette Gerdøe, BUPL Storstrøms Amt, ønskede PMF held og lykke.

"I må vælge det, der er bedst for jer. Selv er jeg ikke i tvivl om, hvad der er bedst for BUPL. Vi har nede hos os erfaret, hvordan tingene har ændret sig, siden vi har mistet vores lokale PMF-fagforening."

Rejsesekretær Klaus Froberg spurgte, hvorfor PMF ikke bare søgte optagelse i BUPL, sådan som Landsforeningen Danske Klubfolk i sin tid gjorde.

Svaret kom prompte.

"Det vil ikke blive accepteret i vores hovedbestyrelse," sagde Nanna Højlund.

"Det kunne have været rart med en invitation," sagde Jakob Bang.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.