Find musikken frem. Du skal bare kune klappe

Musikken mangler på pædagoguddannelsen, mener pensioneret musiklærer Henny Hammershøj. Hun kom hjem fra Ghana med sanglege, som hun nu formidler på DVD.

Tidligere fik alle pædagogstuderende undervisning i musik, fortæller pensioneret musiklærer Henny Hammershøj, der igennem 32 år underviste i musik på Pædagoguddannelsen Frøbel.

Dengang kunne pædagogstuderende ved obligatoriske timer og tilvalg få op til 800 musiktimer i løbet af uddannelsen, mens de studerende i dag møder musik helt afhængig af uddannelsesstedets tilbud. Aktuelle tal fra Frøbel viser, at kun 25 ud af 175 afgangselever havde haft det såkaldte ’musik/drama modul’ i 12 uger a 12 timer.

Henny Hammershøj vil have musikken tilbage til de danske pædagoger og børn. Og da hun og hendes mand for fem år siden var i Ghana og oplevede et hav af skønne sanglege i børneinstitutioner, besluttede de sig for at tage musikken med sig hjem.

30 timers videooptagelser af traditionelle børnesanglege fra Ghana blev kogt ned til en 38 minutter lang DVD, som netop er færdiggjort og klar til brug i Danmark – for eksempel i førskolegruppen i børnehaven eller i den understøttende undervisning og som bevægelseslege i skolen.



Hvordan er sanglegene oversat?

»Vi fik sangene oversat fra lokale dialekter over engelsk og gendigtede herefter sangene på dansk.

I Danmark lod vi en gruppe indskolingsbørn fra Hareskovens Lilleskole afprøve sangene, og for hver af de syv sanglege på DVD’en kan man derfor se både ét klip, hvor de ghanesiske børn udfører sanglegen, og ét, hvor de danske børn gør det.

Sangene handler ofte om at finde venner og kan ligne vores navnelege. Der hører ikke noder eller musikinstrumenter til, fordi sanglegene skulle være helt enkle at gå til. Du skal bare kunne synge og klappe for at udføre dem.«



Hvorfor er musik vigtig?

»Så snart børn hører en rytme, står de mindste og vipper i knæene, og pædagoger kan støtte dem i deres naturlige lyst til bevægelse.

Men hvis man som pædagog ikke har fået kvalificeret input på pædagoguddannelsen, er det svært at finde på inspirerende sanglege. Det er ærgerligt, for man bliver glad af at synge og danse, og forståelse for rytme og timing kan både udvikle børns sprog og lette læseindlæringen.«

 

Hvor blev musikken af?

»Fællesdanse som ringdanse og folkedanse er næsten forsvundet ud af vores kultur, men i Ghana er der stadig et helt andet engagement i sang- og bevægelseslegene. Det gælder både børn og voksne, deltagere og tilskuere. DVD’en er ment som en håndsrækning til, at vi alle kan komme væk fra vores skærme og ud at synge og bevæge os mere sammen.« 



Om DVD'en

’Sanglege fra Ghana til Danmark’

’Sanglege fra Ghana til Danmark’. Filmklip med syv sanglege fremført af børn og voksne på ghanesisk og dansk. Et klip varer et til fire minutter. Med DVD’en følger sanghæfte, legebeskrivelse samt et fotoslideshow og bonusfilm. Pris 250 kr. Bestilles på rabbitrecords.dk



Om udgiverne

Ægteparret Karsten og Henny Hammershøj. Karsten er psykolog og har optaget filmen. Henny er cand.pæd., komponist og forfatter til flere børnesange samt bogen ’Barnets musikalske vej’. Hun har undervist på Pædagoguddannelsen Frøbel og arbejdet med musik og sprog i dagtilbud.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.