Film i børnehøjde

Lille lyshårede Johanne Hede Sejbjerg viser rundt på børnehavens legeplads. Nede i et hjørne står der nogle træstammer dækket af plastik. Et indianertelt. Johanne trækker plastikken til side, slår ud med armen og udbryder:

"Kom bare ind - du må godt."

Det hun egentlig inviterer ind til, er mere end bare noget fugtigt jord dækket af grønt plastik. Hun inviterer ind til et kig i børnenes verden. Uden voksne. "Kom bare ind - du må godt" er nemlig også titlen på en film (før omtalt i Børn&Unge nr. 37/2002). En film, som er blevet til på grund af lederen på Johanne Hede Sejbjergs institution. Institutionen hedder Lærkereden og ligger i Skive. Og lederen hedder Ruth Kristensen og havde inden dette projekt aldrig beskæftiget sig med film før - andet end dem man ser i fjernsynet eller biografen. Men i februar i år kunne hun også kalde sig film-mager. Der lå filmen nemlig færdig.

"Ideen til filmen kom, da vi på et personalemøde diskuterede en fagbog om pædagogers kompetencer. Der stod noget med, at hvis du som voksen er synlig overfor børnene og giver dem tid, så kan du opnå utroligt mange ting med dem. Der var en masse beskrivelse i bogen, og så sagde jeg til min personalegruppe: "Det er da de dagligdagsting, vi ser til hverdag. Det kunne vi da lave en film om." Og det syntes de var en god ide," forklarer Ruth Kristensen.



Bløde personligheder. Hun bestemte sig for, at hun ville give seerne et indblik i børns verden - uden voksne. Hun vil gerne have os alle sammen til at se alle de ting, hun mener, at børn kan.

"Jeg vil simpelthen vise den almindelige dansker, hvad børn reelt er i stand til, hvis du bare giver dig tid til at sætte dig ned og iagttage barnet og ikke giver børnene alle redskaberne og svarerne på forhånd. Man bliver overrasket over, hvor meget de kan," forklarer Ruth Kristensen.

Hun synes ikke, at voksne er gode nok til at komme på børnehøjde. Først siger hun "ned i børnehøjde", men det trækker hun i sig igen. Hun mener, at det lyder, som om hun synes, at børn er mindre værd end voksne, og det gør hun bestemt ikke:

"Jeg synes, at det er forkert, at mange voksne har en forudfattet holdning, der hedder: "Det er jo kun børn". Indenfor skoverdenen er der i mange år blevet sagt, at det er meget vigtigt, at børn går i fodformede sko, fordi børnenes fødder er så bløde, at de nemt bliver klemt. Det kunne jeg godt tænke mig at få udvidet til hele barnets personlighed. Hele barnets personlighed er så blød fra nul til seks år, at hvis man først skubber i den forkerte retning, så går børnene den vej," siger Ruth Kristensen.

I filmen ser vi blandt andet børn, der er opslugt af leg, børn, der taler om Gud, børn, der viser rundt, og små klip med børn, der forklarer forskellige ord. Men på intet tidspunkt forklares disse handlinger af en ekspert i en speak. Det var et bevidst valg af Ruth Kristensen.

"Børnenes handlinger skulle tale for sig selv. Man skulle tænke og tolke frit ud fra det, der sker i filmen. Vi skulle ikke have en eller anden psykolog eller pædagog til at stå og sige: "Nu skal I lægge mærke til det, barnet gør der. Det er udtryk for ditten og datten". Nu skulle børnene endelig tale for sig selv."



Tæt på. Ruth Kristensen samlede penge ind til projektet i fire år. Hun søgte fonde og private virksomheder og fik mange positive reaktioner og breve, men det var ikke altid, der var en check i brevet. Under pengeindsamlingen fik hun også gjort en tv-producent interesseret i projektet, og da hun havde fået skrabet næsten en halv million sammen, gik de i gang med filmen.

Tv-producenten er journalist Jes Pedersen. Ruth Kristensens søn havde ham som underviser på Askov Højskole, og på den måde blev der skabt en kontakt. Han syntes straks om ideen.

"Jeg synes, at vi har masser af programmer, hvor eksperter tolker alt, hvad børnene gør. Her forsøgte vi at få et kig ind i børnenes verden uden at blande os. Børn har jo så utroligt mange kompetencer, som vi voksne ikke ser," siger Jes Pedersen.

Lige netop det med ikke at blande sig viste sig at være ret svært.

"Vi brugte rigtig meget tid på at vænne børnene til fotografen, mig og alt vores udstyr. Vi ville jo ikke kunne få et blik ind i børnenes verden, hvis vi var en attraktion hver gang vi kom, og udstyret hver gang skulle undersøges af 25 børn. Det var vigtigt, at børnene var fortrolige ved os. Og det blev de også," forklarer Jes Pedersen.

Men det var en svær balancegang, for Jes Pedersen måtte heller ikke komme for tæt på.

"Det er svært at gå i et miljø i så lang tid og så ikke blive en del af det. Det skulle vi jo helst ikke blive, for så er det pludselig svært at se det udefra. Vi kom meget tæt på både pædagoger og børn, men prøvede hele tiden at holde lidt afstand."



Nerve. Da konceptet til filmen lå klar, fik pædagogerne til opgave at kigge sig lidt omkring på deres stuer efter nogle børn, som de mente, ville kunne klare at blive filmet konstant mange dage i træk. Derfor er det nogle bestemte børn, der går igen i filmens forskellige episoder.

"Det var vigtigt, at børnene skulle kunne klare det uden at blive påvirkede af det. Vi ville hverken lave små popstjerner eller noget, der påvirkede deres hverdag hjemme ved forældrene. Der var et barn, som vi havde valgt ud, der ikke kunne klare kameraet. Hun lod sig påvirke for meget af det og spillede op til kameraet hele tiden," siger Ruth Kristensen.

Så børnene skulle kunne klare kameraet, men ellers var der ikke krav om særlige kvalifikationer.

"Nogle har spurgt, om det ikke bare er superbørn, vi har valgt ud til filmen. Det er det bestemt ikke. Jeg er 100 procent sikker på, at samtlige børn i samme aldersgruppe har de samme evner, undtagen nogle ganske få, men det er bare ikke alle, der har den samme evne til at få det formidlet ud," siger Ruth Kristensen.

For Jes Pedersen drejede det sig netop ikke om at finde superbørnene, der kan alting og altid opfører sig korrekt.

"Vi ville have nogle, som bragte noget nerve ind i filmen, og det hænger nødvendigvis ikke altid sammen med at være dygtig og gøre alting rigtigt. De må gerne skændes, og de må gerne gøre tingene forkert," siger han.



Små hovedpersoner. Da Børn&Unge besøger Lærkereden, møder vi to af de små hovedpersoner i filmen Johanne Hede Sejbjerg og Marie Dueholm Bertelsen. Men det er ikke lige frem iver efter at blive fotograferet igen, vi bliver mødt af.

"Ahr, skal vi nu til det igen? Det gider jeg ikke," siger Marie Dueholm Bertelsen og går lidt væk.

Hun bløder dog langsomt op og til sidst flyver erindringer om de glade filmdage rundt i luften på legepladsen i Skive.

"Kan du huske dengang, hvor du gik omme i urskoven, og så sagde du, at man skulle passe på ikke at falde ned?" siger Marie Dueholm Bertelsen til sin bedste veninde.

At Jes Pedersen blev utroligt vellidt af børnene i børnehaven er der ingen tvivl om.

"Jeg syntes, at min moster Mette skulle tage og blive gift med Jes. Hun har ingen mand, og han er så sød," siger Johanne Hede Sejbjerg.

Hun fortæller også, hvordan hun hele tiden var lige ved at tabe bukserne, fordi hun skulle gå med en mikrofon, som sad fast i bukseelastikken. Der er mange minder, og til sidst har Marie Dueholm Bertelsen helt glemt sin negative holdning til vores besøg og bevæger sig igen kameravant rundt på legepladsen.



Godt resultat. Efter mange års indsamling af penge, en masse dage med et kamera i Lærkereden og rigtigt lang tid i redigeringslokalet er Ruth Kristensens nærmest spontane ide om en film altså nu en realitet. Filmen er færdig, og resultatet bedømt.

"Inde i mig selv personligt er jeg tilfreds med filmen. Ud fra de forudsætninger og midler vi havde, synes jeg faktisk, at resultatet er blevet godt," siger hun.

Der er dog et væsentlig punkt på Ruth Kristensens liste over ting, hun gerne ville have gjort anderledes. Og det er den ellers så bevidst fravalgte speak.

"Jeg havde jo håbet på, at børnene, og det, de giver udtryk for, kunne tale for sig selv, men den erfaring må jeg sige at have gjort mig, at det kunne det ikke. Budskabet trænger ikke ordentligt igennem. I hvert fald ikke til den almindelige person, og jeg er desværre også nødt til at sige, at jeg har oplevet nogle pædagoger, der heller ikke har kunne se det væsentlige i børnenes handlinger i filmen," forklarer hun.

Det kom meget bag på Ruth Kristensen, at også pædagoger havde svært ved at komme i børnehøjde og tolke filmen.

"Jeg er overrasket over, at nogle pædagoger ikke er i stand til at se mere i filmen, og så kan jeg jo godt se, at jeg har skudt over målet, når jeg troede, at jeg kunne få den almindelige borger til at se det. Men det viser jo bare, at vi ikke er gode nok til at se børnene," siger hun.



Videofilmen "Kom bare ind - du må godt..." kan købes for 100 kroner ved henvendelse til Lærkereden på email: lae@skivekommune.dk