Evig dårlig samvittighed

For et år siden var der 16 ansat til de 172 børn i Højby Skoles Fritidsordning i den sydlige udkant af Odense. Nu er de 14, og til nytår må de formodentlig sige farvel til endnu en medarbejder.

For Connie Christensen har det ikke været så sjovt at være SFO-leder, som det kunne have været. I de tre år hun har siddet i jobbet, har hun kun været med til at skære ned, fyre folk og få et stadigt vanskeligere dagligt skema til at gå op.

"Det lyder måske ikke af så meget, at vi skal skære et kvarter af åbningstiden om dagen. Men det er slemt nok i forvejen, så jeg synes næsten ikke, vi kan skære mere. Da kommunen sidste år indførte tre ugers sommerlukning og en uge til jul, mistede vi personale i forhold til det, men normeringen blev også yderligere forringet, ved at man skar i tilskuddet per barn. Det værste er, at vi er blevet færre. Man kan bedre leve uden penge end uden personale," siger Connie Christensen.

De allerede gennemførte besparelser har haft en række mærkbare følger i dagligdagen i Højby SFO. Der er blevet mindre tid til planlagte aktiviteter, og det er især vanskeligt med aktiviteter, som kræver fordybelse: Maling, teater og oplæsning for eksempel. Maddagene er skåret ned til et absolut minimum. Den månedlige fødselsdagsfest er væk. Strandtur og juletur er røget sig en tur, og kun de ældste af børnene kommer nu på koloni. I det hele taget er det blevet vanskeligere at komme ud af huset.



Kører på pumperne. "Der er ikke mere den samme tid til nærvær, og vi har fået flere meget udfarende børn fra det nærtliggende sociale boligkompleks, som kræver ekstra opmærksomhed. Det tager tiden fra de mere velfungerende børn og fra de stille børn, som kryber langs med væggen. Vi må meget tit sige til et barn, der står og trækker i os for at få opmærksomhed, at det må vente lidt. Det samme gælder kontakten til forældrene. Der er ikke tid til garderobesnakken eller en sludder i nuet. Jeg føler, vi yder mindre service, og jeg er bange for, at vi mister nogle børn i svinget på den måde," siger Connie Christensen.

Hun kan også være bekymret på sine medarbejderes vegne.

"Flere slås med evig dårlig samvittighed over, at de ikke føler, de gør deres arbejde godt nok. Og dårlig samvittighed, hvis de må melde sig syge, fordi de ved, at kollegerne så skal løbe det hurtigere. Af samme grund er der heller ikke så mange, der tager på kurser og efteruddannelse mere. Jeg oplever, at flere af medarbejderne er stressede og kører på pumperne," siger Connie Christensen.

Hun savner en klar udmelding fra politikerne om, hvad de egentlig vil med SFO'erne.

"Er de ude på at nedlægge området? Så var det bedre, hvis de sagde det lige ud. Men samtidig spiller de ud med så det ene og så det andet. De siger, vi skal skabe kvalitet og rummelighed samtidig med, de udsulter området og nu også fjerner støttepædagogtimer. Der er ingen dialog, og vi oplever ikke, at de lytter, når vi gør opmærksom på problemerne," siger Connie Christensen.



Hvilket sprog skal vi bruge? Bente Hjuler er ansat som pædagog i Højby SFO. Sammen med en anden har hun ansvaret for en gruppe på 42 børn. Tidligere var de tre voksne om opgaven.

"Det betyder, at vi ikke mere kan have den samme opmærksomhed over for det enkelte barn. Det giver en følelse af utilstrækkelighed, at vi ikke synes, vi når det, vi skal. Og det er også utrygt hele tiden at gå og tænke på, hvem der mon bliver den næste, der skal fyres. Det er både stressende og nedslidende," siger Bente Hjuler.

Hun var en af de fire pædagoger, som efter sidste års strejke satte sig sammen og besluttede, at de ville samle dokumentation for, at der er noget om snakken, når ansatte og ledere taler om, at den er gal med kvaliteten i de odenseanske institutioner. Det blev til den spørgeundersøgelse, som er omtalt andetsteds på disse sider.

"Vi tænkte, hvilket sprog skal vi bruge for at få politikerne til at lytte? Nu havde vi prøvet at strejke, og vi havde prøvet med læserbreve i de lokale aviser," siger Bente Hjuler.

Hun vil ikke påstå, at de fire pædagogers undersøgelse er den store videnskabelige afhandling, men den taler dog et temmelig tydeligt sprog, mener hun, og det skuffer hende, at rådmand Ruth Larsen ikke har taget sig tid til at læse den.

"Vi har sendt undersøgelsen til hele byrådet. Så det er meget frustrerende, at politikerne ikke bruger den viden, de får. Vi kan tilsyneladende sige, hvad vi vil, uden det nytter noget," siger Bente Hjuler, som dog alligevel opfordrer rådmanden til at læse rapporten.



Hermed slutter vores serie om konsekvenserne af de seneste års nedskæringer i institutionerne. Vi har i de foregående numre været i Nyborg (nr. 37), Galten (nr. 38) og Fredericia (nr. 39)