En kunstner i felten

Kunstskolen". Hvis ikke skiltet på døren eller malerierne i entreen får den berømte klokke til at ringe, så bimler den i hvert fald løs, når man træder ind i Ruben Calmers stue: Her bor en kunstner. I vindueskarmen står der gipshænder, en skulptur af en hund og en udstoppet due. Ved den ene lange væg kæmper maling, pensler, aviser, bøger og figurer om pladsen på den store stigereol. På gulvet ved staffeliet står en stak lærreder og venter tålmodigt på, at det bliver deres tur til at mærke penselstrøg og kreative tanker.

Ruben Calmer er 52 år og uddannet kunstner fra Det Fynske Kunstakademi og Ecole des Beaux-Arts i Paris. Op gennem 1980'erne var han medlem af kunstnergruppen Tjærecompaniet, men i de sidste mange år har han kombineret glæden for kunst med glæden for børn. Da han selv fik børn, fangede mikset mellem børn og kunst pludselig hans interesse.

"Jeg lavede mange billeder med mine børn, og der igennem fik jeg interessen for børnenes spontane udtryk," siger han.

Siden da har han løbende lavet projekter, hvor børn får mulighed for at møde kunsten. Efter hans mening har børnene, især i det han kalder "vores computertid", et stort behov for sanselige oplevelser gennem kunsten.

"Jeg er ikke bange for, at kunsten forsvinder på grund af computerne. Man troede jo også på et tidspunkt, at bogen ville forsvinde, men den er her stadig. Men jeg synes, at det er vigtigt, at man arbejder med kunst, og at man har det ude i børnenes hverdag. Det kan hurtigt blive trængt. Man skærer for eksempel ned på billedkunst i skolerne, så det kun er et valgfrit fag efter 5. klasse, og den tendens er jeg ikke så glad for," siger han.



Ud i felten. Når Ruben Calmer arbejder med børn og kunst, så gør han det ikke kun fra sin Kunstskole og i faste lokaler. Han drager ofte ud, hvor børnene er. Det kan for eksempel være i boligforeninger, på strande og andre steder, hvor børnene måske ikke til hverdag møder kunsten.

"Det er spændende at tage sit grej, sin malerkasse og sine gode ideer og så gå ud et eller andet sted til nogle børn, som ellers ikke ville komme på en Kunstskole. Det, synes jeg, er en udfordring," forklarer han.

Det, han laver hjemme på staffeliet eller ved skrivebordet, bruger han dog ofte i projekterne. Han tager næsten altid egne værker med ud til børnene.

"Det gør jeg også for at vise dem, hvad jeg laver, så jeg ikke bare kommer som underviser, men som udøvende kunstner. Så de møder et menneske, som har det at lave billeder som et erhverv," forklarer Ruben.



Døren på klem. Ruben Calmer har en mission, når han tager ud til børn rundt omkring og præsenterer dem for kunsten:

"Jeg håber, at jeg får skabt en interesse hos dem. At de får lukket døren op på klem til kunstens verden."

Samtidig er Ruben også meget opmærksom på kriterierne for succes:

"Det er ikke nødvendigvis det fremragende resultat, som er vigtigt. Det er mere, om der har været nogle oplevelser undervejs. Det handler om at åbne børnenes øjne for naturen og omgivelserne, få dem til at studere, få dem til at iagttage og få dem til at bruge deres evner på en anden måde. Så resultatet må ikke blive det endelige. Man skal sørge for, at det er processen, der er spændende, for det er der, de skal opleve, fornemme, sanse og se."



Autodidakt pædagog. Når Ruben forklarer børnene om farver, sammensætning, muligheder og kreative løsninger, så har han ingen pædagogisk baggrund at støtte sig til.

"Jeg har ikke taget nogen pædagogisk uddannelse. Jeg plejer at sige, at jeg er uddannet kunstner, men autodidakt pædagog. Jeg har nok flair for at formidle min kunstneriske viden," siger han.

Han er samtidig bevidst om, at han går til projekterne med en anden indgang, end en pædagog måske ville gøre det.

"Jeg har jo ikke den samme baggrund og viden, som pædagoger har. Jeg kommer med min viden derovre fra lærredet. Det er det, jeg formidler til børnene," siger han og peger over på sit staffeli, hvor der står et færdigt maleri i stærke farver. Han uddyber:

"Det er jo noget af mig selv, jeg giver dem. I al sin enkelthed så er det jo, at jeg har lavet nogle billeder og viser andre, hvordan det kan gøres ud fra min opfattelse af, hvordan maleriet er og skal være."

Hvordan værkerne bliver, når han laver projekter ude ved børnene, er til gengæld ikke udelukkende op til hans opfattelse af, hvordan det skal være:

"Det er som at instruere en amatørteater-forestilling. Man ved ikke hundrede procent, hvad der kommer ud af det," smiler Ruben.



Rubens jungledyr

Nu kan vi vist godt starte. Mit navn er Ruben, og jeg er jo her for at...," starter den fremmede mand oppe ved tavlen.

"Jeg er færdig," afbryder den mindste af de elleve børn, der er samlet rundt om bordet.

Det er den første dag til Ruben Calmers kunstprojekt, og han har ikke engang fortalt børnene, hvad det er meningen, de skal lave. Men på bordet ligger der farver, papir, farveblyanter, lim, saks og andet kreativt værktøj, så den lille dreng var overhovedet ikke i tvivl og gik allerede i gang, mens resten af børnene summede ind ad døren. Vi er i Akacieparken i Valby, og Ruben har gennem en kontaktperson i boligforeningen og med økonomisk støtte fra Udviklingspuljen i Københavns Kommune fået projektet op at stå. Det varer i tre uger, hvor børnene kan komme og tegne og male tre eftermiddage om ugen. Projektet skal afsluttes med, at børnene sammen med Ruben laver en eller anden form for fast udsmykning i området. Desuden er det meningen, at børnenes tegninger skal udstilles til en beboerfest i september.

"Jeg havde tænkt mig, at vi skulle lave junglebilleder i dag," siger Ruben og viser børnene nogle af sine egne billeder. Børnene ser i starten en anelse skeptiske ud, men med lidt tips om palmer og elefanter fra den "ægte" kunstner så kaster de sig ud i det.

"Hvor mange billeder skal vi lave?"

"Hvad farve næb har en flamingo?"

"Skal vi lave konkurrencer?"

"Hvornår er det frikvarter?"

"Hvad spiser løver egentlig?"

Spørgsmålene hagler ned over Ruben, mens han roligt guider børnene gennem deres jungler. Det sidste spørgsmål udløser en samtale om løverne i Zoologisk Have, som mange af børnene har set i deres sommerferie.



Plads til alle. Børnene har skrevet deres navne op på tavlen, og navne som Wafaa, Hussein, Ibeg og Ahmet afslører, at der hovedsageligt er børn med anden etnisk herkomst end dansk i rummet. Et billede, som passer meget godt med fordelingen af nationaliteter i boligforeningen. Der er børn fra børnehavealderen og op til 6. klasse.

En lidt ældre pige står i starten ovre i døren og holder øje. Det er Fartun. Hun er i kort nederdel, høje hæle, en lille piercing i næsen og en attitude, der siger, at det bestemt ikke er noget for hende at tegne med de mindre børn. Ti minutter efter sidder hun ved bordet og er godt i gang med at tegne indviklede mønstre rundt om sin store elefant.

Alle kan være med, og selv om manden ved tavlen er kunstner og ikke pædagog og siger ord som "ornament", "proportioner" og "perspektiv", så er børnene meget optaget af deres junglebilleder. Men også meget optaget af Rubens erhverv:

"Er du maler?"

"Har du også tegnet på den væg derhjemme?"

"Elsker du at male?"

Og det gør han. Elsker at male. Han elsker også arbejdet med børnene. Han smiler og småsludrer, mens han sidder med børnene omkring sig og giver dem gode ideer til, hvordan de kan fortsætte med deres billeder. Hver gang de tror, at de er færdige, så har han en ny ide. Sådan går der hurtigt to timer.

"Fem minutter mere, så rydder vi op," siger Ruben, men meldingen bliver ikke positivt modtaget af børnene

"Neeej."

"Øv."

"I kan jo komme igen i morgen," smiler han.

"Juhuu."

"Hvad tid?"



Kunstskolen er en forening, som tilbyder aktiviteter og undervisning for børn, unge og voksne inden for billedkunst. Skolens undervisning foregår om eftermiddagen nogle dage på Katrinedals Skole og på Hyltebjerg Skole i Vanløse og på Valby Skole.

Information og yderligere oplysninger om både Kunstskolen, projektet i Valby og kommende projekter kan fås af Ruben Calmer på telefon 3874 8084 eller på Kunstskolens hjemmeside: www.kunstskolen.info