Der står en pædagog bag; Maratonløb og kirkesang

Hans Schwenker med det endnu mere tyskklingende mellemnavn Dieter er født i Berlin, hvor hans danskfødte mor arbejdede i den danske kirke. Så han er næsten født i en kirke, siger han selv, når man spørger ham, hvor han har sin stærke kristentro fra. Han blev bombet ud af byen som ganske lille - sengen blev fundet flere kilometer væk, men lille Hans overlevede. Senere blev han sendt til Schweiz og endnu senere til Danmark, hvor han voksede op hos sin danske mormor.

Hans Schwenker synes, at han fik en lidt mærkelig start i livet. Han blev opfattet som den grimme ælling, den lidt aparte dreng, der kom fra Schweiz med lyserødt undertøj og strikkede bukser.

"Man havde bildt mig ind, at sådan så undertøj ud i Schweiz, så det sagde jeg videre. Men jeg blev drillet meget, også fordi jeg ikke havde lært at lege med andre børn. Det var simpelthen for farligt at lege i gaderne i Berlin," fortæller han.

Måske har den omtumlede barndom gjort sit til, at han senere blev pædagog. Han prøvede godt nok at undslippe til sociologien, men pædagogikken vandt, for der var altid nogle børn, der havde brug for Hans' hjælp. Først som leder af et fritidshjem på Amager og siden som leder af en aldersintegreret institution i Lemvig. På det tidspunkt havde han mødt sin kone Mona, og de var flyttet til Struer.

"Jeg kan lide tanken om aldersintegration, fordi jeg synes, at det er værdifuldt rent pædagogisk, at børn i flere aldre er sammen og lærer af hinanden. Da man begyndte at lave integrerede institutioner, var det jo ikke af pædagogiske grunde, men fordi politikerne kunne se, at de kunne spare penge ved at have tre tryper institutioner under en hat. Men jeg ville jo have børnene integreret i grupperne. Institutioner skal være som en slags familie, hvor man hjælper hinanden," siger han.

Pædagogkarrieren endte for to år siden, da Hans Schwenker gik på efterløn som 60-årig. Han var simpelthen udbrændt og orkede ikke mere. De sidste 13 år var han leder af en børnehave i Struer.

"Da de begyndte på managementstænkning og forvaltningsstyring, Ny Løn og alt det der, så sagde jeg stop. Jeg er hattedame, og hvis ikke arbejdet kommer fra hjertet, så kan det være lige meget. Jeg har ikke lyst til at være øjentjener (en person der hyklerisk yder en anden tjenester for at fremme sine egne interesser. Red.) for at få lidt mere i lønningsposen," siger han.



Løb gør mig stor i hovedet. Hans Schwenker er nu aktiv i seniorklubben i det lokale BUPL, og han skriver mange læserbreve. Nogle af

dem kommer også i avisen. Han har sin egen hjemmeside

www.syngogleg.dk, som er en blanding af historier, sange og lege og meget andet, som Hans ikke kan lade være med at blande sig i. Og så løber han.

Indtil nu er det blevet til 32 maratonløb, det 33. forventer han at løbe i april. Og det er da meget godt klaret, når man tager med, at han først begyndte at løbe, da han blev 50 år og opdagede, at de 120 kg. ikke var så nemme at få med op ad trapperne.

"Jeg havde godt nok noget konditøj, hvor der stod "Winner" på, og det var sådan noget uldent noget. Så det tog jeg med sammen mine brune snøresko, den første gang jeg skulle løbe sammen med løbeklubben. Jeg løb tre kilometer og måtte have en pause. Jeg kom med møje og besvær igennem de fem kilometer, men fik alligevel blod på tanden, og så måtte jeg jo have mig et par gode løbesko. Den første gang jeg løb 10 kilometer, blev jeg helt stor i hovedet," fortæller han.

Det første maraton var i Berlin i 1992. Og så var Hans Swenker tilbage ved udgangspunktet. Senere har har løbet i Amsterdam, Hamborg, Boston, i Grønland, København, Stockholm, på Storebæltsbroen og Hærvejen.

"Når jeg løber, er det som at gå ind i et tempel. Det er psykisk en stor oplevelse. Du bliver fri og kommer i kontakt med naturen, elementerne og får tid til at fordybe dig og tænke nogle ting igennem. Du får frigivet nogle endorfiner, og dit kredsløb kører mere frit."



Jeg er måske lidt gal. En stærk kristentro har præget Hans' liv. Fra starten i den danske kirke i Berlin og senere, da han kom på Sankt Annægades Skole og var med til at synge hver søndag i kirken. Troen betyder for Hans Schwenker, at vi alle er unikke og ikke tilfældigheder.

"Jeg kalder mig selv for fundamentalist, fordi jeg mener, at man har to muligheder, enten kan man tro på, at man er skabt, eller tro på, at man er en tilfældighed. Det sidste tror jeg ikke på. Men jeg har da et meget liberalt og bredt forhold til min tro," siger han.

Nu er han lige blevet medlem af menighedsrådet i Gudum Kirke en snes kilometer uden for Struer, hvor han har været kirkesanger i 17 år. Han kalder sig selv for den gale kirkesanger i betydningen den forkerte, fordi han nu kun er kirkesanger på nedsat tid og derfor ikke den rigtige kirkesanger.

Men måske er han også lidt gal og har ikke noget imod, hvis han bliver betragtet som lidt af en original. For dem skulle der være nogle flere af, synes han.

Nu har han også kombineret sine pædagogiske evner med arbejdet i kirken. Hans Schwenker hjælper præsten med at levendegøre Bibelens tekster for minikonfirmanderne. Det er børn fra 3. klasse, som kommer i kirken og forbereder sig til den rigtige konfirmationsforberedelse.

"Jeg vil hellere snakke med dem end bare læse alle de historier fra Bibelen, som kan være svære at forstå. Jeg fortæller historier, der er analoge med bibelske historier, H.C. Andersen og andre, som i et andet sprog giver anledning til at snakke om tro, Gud og Jesus. Og så har vi lavet en cd, hvor børnene selv synger nogle af de sange, vi bruger i stedet for salmer," fortæller han.