Debat om ligestilling i pædagogikken savnes

Hver gang et barn bliver født på Rigshospitalet i København, bliver der skrevet en lille seddel med morens navn og barnets vægt og længde. Hvis det er en pige, er sedlen lyserød, hvis det er en dreng, er sedlen lyseblå. Fra første sekund et barn kommer til verden, er det vigtigt, hvad køn det er. Og senere når børnene kommer i institution, er det let at kende drengene fra pigerne. Et enkelt kig på tøjets farver, afslører som regel, om det er en pige eller en dreng. Alligevel er emnet køn tilsyneladende lavt prioriteret på landets pædagogseminarier.

I Danmark er det op til de enkelte pædagogseminarier selv at bestemme, hvad de studerende skal lære i fag som psykologi, pædagogik og sundhed. I bekendtgørelsen for pædagoguddannelsen står der ikke noget specifikt om, hvad fagene skal indeholde, eksempelvis er der ikke noget krav om, at eleverne får undervisning i, hvad kønsroller eller ligestilling betyder for børn.

I en e-mail til Børn&Unge begrunder undervisningsminister Bertel Haarder det med, "at det er en pædagogisk kerneopgave at indgå i professionelle relationer med børn, unge og voksne brugere uanset køn og etnicitet."

En rundringning til 10 af landets pædagogseminarier viser imidlertid, at der generelt ikke bliver undervist i ligestillingspædagogik, der handler om læren om traditionelle kønsroller, og hvordan man reproducerer disse roller. Alle steder er det et tilvalg, de studerende selv skal vælge, da kønsdiskussionen ikke indgår i pensum.

Og det er et problem, mener uddannelses- og kønsforsker Steen Baagøe Nielsen fra Roskilde Universitetscenter.

Hvorfor er det vigtigt, at de studerende lærer om kønsroller i uddannelsen?

"Gennem at tale om det, har vi muligheden for at blive mere opmærksomme på, hvad vi gør. Pædagoger, nuværende og fremtidige, kan udøve en betydelig påvirkning af børn og har dermed en væsentlig indflydelse på, hvilke former for køn eller "kønsudtryk" og stereotyper som børnene skal opleve. Det er væsentligt, at pædagogerne tør tage en diskussion omkring køn, som ikke må glemme børnenes ret til den frie leg, men samtidig kan skabe udfordringer, der bryder med traditionelle forventninger, og viser børnene, at køn ikke nødvendigvis behøver at have nogen som helst afgørende betydning, derfor er det vigtigt, at det bliver taget op allerede i undervisningen," siger han og tilføjer:

"Pædagogerne kan gennem den tætte kontakt til familierne hjælpe til med at få diskuteret, hvordan vi støtter børnene til at trives i en ligestillet verden og i en ligestillet familie. Det er væsenligt at forholde sig til køn, fordi det er et betydningfuldt samfundsmæssig, kulturelt og psykologisk fænomen som er under voldsom forandring i disse år," konstaterer Steen Baagøe Nielsen.



Afhænger af interesser. På enkelte seminarier, er der studerende, der har valgt at skrive projekt om køn og ligestilling, men ifølge underviser i pædagogik på Frøbelseminariet, Lone Brønsted, sker det alene på den studerendes eller undervisers eget initiativ.

"Det afhænger i høj grad af den enkelte lærer eller studerende. Hvis det lige er et interesseområde, kan det være, det bliver nævnt i undervisningen," fortæller Lone Brønsted, der selv har undervist i forløb om køn.

På CVU-Fyn, Fyns Pædagogseminarium har en enkelt underviser arbejdet med køn og pædagogik siden 1980'erne. Monica Schrøder er lektor i kommunikation, organisation og ledelse og har taget en bachelor i Køn og Kultur på Syddansk Universitet.

"Jeg har undervist i det, når jeg har haft mulighed for det. Jeg har prøvet at lære de studerende, at forståelsen af, hvad piger er, og hvad drenge er, blandt andet hænger sammen med den historiske tid, vi lever i. Men det er ikke et tema, der bliver undervist ret meget i. Måske fordi de begreber, kønsforskningen har udviklet, ikke er kendt udover en snæver kreds," vurderer Monica Schrøder. Hun ønsker, at det bliver en obligatorisk del af undervisningen og forholder sig kritisk til, at man ikke interesserer sig for, at der i uddannelsen og faget er 85 procent kvinder. Men måske er der forandring på vej.

"Nu ser det heldigvis ud til at enkelte af mine yngre kvindelige kolleger også er begyndt at interessere sig for køn og pædagogik," fortæller Monica Schrøder, der blandt andet har bidraget til bogen "Mænd og Omsorg" (2003.)



Manglende teori. Der er ellers også god grund til, at de pædagogstuderende lærer om ligestillingspædagogik. I den svenske rapport "Den kønnede førskole, om betydningen af ligestilling og køn i førskolen" (2004) udarbejdet af delegationen for ligestilling i daginstitutioner i Sverige, konkluderes det, at observationer i daginstitutioner har vist, at pædagoger agerer forskelligt overfor piger og drenge. Eksempelvis inddrages piger oftest i praktisk arbejde og omsorgsopgaver og mødes med en bekræftende forventning om deres ansvarlighed. De mødes derimod ikke med egentlig respekt for og værdsættelse af deres kvaliteter. Drenge udsættes oftere for irettesættelser og irritation, men samtidig signaleres det, at de er sjove og spændende.

Børneforsker på Roskilde Universitetscenter Jan Kampmann har tidligere fået tilsvarende forskningsresultater herhjemme.

Hos de Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS) undrer de sig over den mangelende undervisning og Julie Vorsaa, der er nyvalgt forkvinde for PLS, har indtil videre ikke fået undervisning i emnet, og det er problematisk, mener hun.

"Hvis vi ikke tager det kritisk op på vores studie, og diskuterer hvordan vi fastholder køn, hvornår skulle vi så gøre det," spørger hun og fortsætter:

"Det er især problematisk, at når vi kommer til at snakke om køn, så bliver det ofte "Det her har jeg oplevet" i stedet for noget mere teoretisk om emnet. For eksempel teori om det konstruktivistiske køn. Hele den dimension mangler. Vi vil gerne have, at køn bliver inddraget i undervisningen generelt," siger Julie Vorsaa.



Manglende interesse. De pædagogstuderende interesserer sig ikke for diskussionen om køn. Det var den opfattelse uddannelses- og kønsforsker Steen Baagøe Nielsen fik da han i 1999 undersøgte pædagogstuderende og læreres forståelser af køn i forbindelse med "Pædagogkompetenceprojektet på RUC".

"Min generelle oplevelse er, at de studerende har vanskeligt ved at forstå køn som et relevant fagligt tema. Det er ikke uden grund: Overvejelser over køn er ikke tænkt ind i den almindelige faglige undervisning - og er for eksempel ikke synligt i studieordningerne. Dermed kan man ikke udfordre den meget biologiske tilgang til kønnene som de fleste bærer på," forklarer Steen Baagøe Nielsen, der har beskæftiget sig med blandt andet mænd i daginstitutioner og er forfatter til den førnævnte bog "Mænd og Omsorg".

Han efterlyser en debat blandt både de pædagogstuderende og de færdiguddannede pædagoger.

"De studerende og pædagogerne burde diskutere, hvordan de selv er med til at skabe køn, hvilke køn de skaber, og hvilken langsigtet effekt det kan have, hvis de opfordrer køn til at optræde meget traditionelt," siger Steen Baagøe Nielsen.

Den opfattelse deler børneforsker fra Roskilde Universitetscenter, Jan Kampmann.

"I første omgang handler det om, at de voksne skal tage nogle diskussioner og tale om, hvordan vi reproducerer nogle forestillinger om køn," siger han.

Og Steen Baagøe Nielsen pointerer, at der ikke har været nogen debat om ligestilling i de danske daginstitutioner siden midten af 1980'erne.

Den debat vil forkvinde for PLS, Julie Vorsaa, gerne være med til at starte.

"Det ville være rigtig dejligt med en diskussion af det her, og det vil PLS også gerne være en del af. Vi bliver ikke bevidste om det her, med mindre vi tager en dybereliggende diskussion omkring, hvordan køn bliver skabt, og hvordan vi anskuer køn," siger Julie Vorsaa.



De stakkels drenge. Steen Baagøe Nielsen mener, at snakken de seneste mange år kun har handlet om det ene køn, nemlig drengene.

"Hvis de studerende tænker på køn, tænker de meget på drengenes situation. Det er "de stakkels drenge", der har været meget på dagsordenen," forklarer han.

"Og det ses som et problem, at drengene kun er sammen med kvinder, selv om forskningen klart peger på, at det der betyder noget for børnenes udvikling er, hvad man laver med dem. Og det er jo her pædagogerne har deres faglige kompetence," siger Steen Baagøe Nielsen.

Børneforsker Jan Kampmann er enig i, at fokus har været på "de stakkels drenge", og han kalder strategien om at ansætte flere mænd, der kan lege vildt med drengene "fuldstændig skæv", fordi taktikken blot reproducerer stereotyperne endnu mere.

"Det handler jo om, hvad det er for kønsidentifikationsmuligheder, vi giver børnene. Og det handler også meget om de voksne selv. Gør de kvindelige pædagoger, hvad de kan for at vise barnet, at det at være kvinde kan være mange forskellige ting, og gør de noget for at få mænd i institutionen, som netop ikke bare er en "tarzan-like", men sådan at vi får mange forskellige typer mænd," spørger Jan Kampmann.

Man skal ikke bare tro, at det at ansætte mænd løser problemerne i daginstitutionerne. Det mener lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, Dorthe Staurnæs. Hun er forfatter til bogen "Køn, etnicitet og Skoleliv" samt en række artikler om mangfoldighedsledelse.

"Man skal passe på med at tro, at man får en mere forskelligartet personalegruppe bare fordi, man rekrutterer en, der har mandekrop. Pædagoger i mandekroppe er ingen garanti for en anden pædagogik. Det er en meget god ide at vise, at vi er forskellige og har forskellige kompetencer at tilbyde, men to kønskategorier er ikke nok. Der findes mange forskellige måder at være feminin og maskulin på. Og så skal vi heller ikke nøjes med at tænke i forskellige køn. Det kan også være, vi skal have pædagoger i forskellige aldre og med forskellig etnisk baggrund. Måske skulle man brede spørgsmålet lidt ud. Det handler ikke om, at vi får flere mænd ind, det handler om, at vi får lavet en personalegruppe, som afspejler og kan håndtere forskellighed for både børn og voksne," siger Dorthe Staurnæs.





Fremtid med mere køn



Den nye pædagoguddannelse kommer ikke til at indeholde et direkte krav om, at de studerende skal have undervisning i ligestillingspædagogik, kønsroller eller lignende. Det forklarer uddannelsesforsker Kirsten Weber på RUC. Hun er med til at udforme bekendtgørelsen, der handler om pædagogik, hun kan dog ikke udtale sig om den specifikke bekendtgørelse, da den stadig er under udarbejdelse, men generelt forklarer hun:

"En bekendtgørelse skal ikke være en læreplan. Den skal være almen. Den er videnskabeligt begrundet, men også begrundet i den aktuelle historiske uddannelsespolitiske situation - og det betyder her: professionsbachelor. Men bekendtgørelsen skal give rum til, at de mennesker, der skal forme uddannelsens hverdag, selv kan gøre dette ud fra kendskab til arbejdets aktuelle udfordringer. Bekendtgørelsen skal klart signalere en uddannelsestænkning, men den skal ikke centralstyre."