Dannelsesstafetten: Trange kår i vuggestuerne

Forleden sad min pædagogkollega Lise og spiste med en gruppe vuggestuebørn. Under måltidet fortalte Peter, at han har set en snegl på legepladsen. Flere af de andre børn havde også set de små dyr. Et par stykker havde holdt dem i hånden, og Vigga havde puttet én i lommen.

Efter måltidet fandt Lise iPaden frem og googlede billeder af snegle. Store og små, med og uden sneglehus. Lise pegede og fortalte, hvad der var på billederne.

»Hvad mon en snegl spiser,« spurgte hun. Mette svarede stille, at den spiste havregrød, og andre børn foreslog is.

Lise sagde, at snegle godt kan lide kartofler og gulerødder og pegede på teksten på iPaden, imens hun viste læseretningen med fingeren. Nu opstod der uenighed blandt børnene om, hvem der skulle vælge sneglebilleder sammen med Lise. Jesper kom til at træde på Mettes hånd i sin iver for at være med, og Mette blev ked af det. Lise trøstede hende og bad Jesper om at puste lidt på Mettes hånd. Udenfor i periferien stod Liva og kiggede genert på børnegruppen. Hun ville gerne være med, men turde ikke træde ind i gruppen. Lise så det, rakte hånden ud efter hende og sagde ’kom med’.

Min kollegas pædagogiske forløb illustrerer, at pædagogisk arbejde i en vuggestue både rummer elementer af læring og dannelse.

På den ene side etablerer Lise et læringsrum med et snegletema som omdrejningspunkt. Hun har valgt temaet, fordi det optager børnene, og derfor tager hun afsæt i det, når hun pirrer og udfordrer børnenes nysgerrighed om snegle, og hvad man kan bruge skriftsproget til.

Vuggestuebørn er nysgerrige på, hvordan verden hænger sammen. Den vigtige lyst til at lære understøtter Lise i sit samspil med børnene, samtidig med at hun har fokus på at hjælpe børnene med at lære at være i et fællesskab. Hvordan er man en god ven, og hvordan kan man trøste, når nogen er ked af det? Hvornår skal man insistere på sin ret, og hvornår må man vente? Hvordan er det at være i en kontekst, hvor man kan give udtryk for tanker og følelser, og hvordan kan man overvinde sig selv, når man vil ind på en social arena og ikke helt har modet til det?

Det er vigtige trædesten på barnets vej til at til at blive et livsdueligt menneske, der oplever både at kunne mestre sit eget liv og påvirke den kontekst, det er i. Det udgør betydningsfulde dele af barnets dannelse, og derfor har Lise også sit pædagogiske blik stift rettet mod dannelse i sit forløb med børnene.

Kære Manu Sareen, du skriver at læring og dannelse går hånd i hånd. Jeg kan kun være enig. Den kompetente pædagog formår at integrere begge dele i sin pædagogiske praksis, og hun gør det i sammenhænge, der er meningsfulde for børnene. Når jeg så alligevel gerne vil slå et slag for dannelsesarbejdet i vuggestuerne, er det, fordi jeg oplever, at det er under pres.

Hele den offentlige sektor er underlagt New Public Management. Systemet er baseret på mistillid til velfærdsmedarbejderne, og derfor skal det pædagogiske arbejde kontrolleres, dokumenteres og evalueres.

Der er bare områder af pædagogernes arbejde, der ikke kan måles og vejes. Hvordan beviser jeg fx børnenes livsduelighed og deres oplevelse af at mestre eget liv? Dannelsesarbejdet ringeagtes ofte i dokumentations- og evalueringskulturen, fordi der er en forventning om, at alt pædagogisk arbejde kan måles og vejes.

Sideløbende med dagtilbuddenes store dokumentations- og evalueringsregnskab udfører pædagogerne derfor ofte dannelsesarbejdet på trods. Desværre.

Uanset hvilket fagligt fokus, pædagogen anlægger, er det en forudsætning, at hun er i kontinuerligt, uforstyrret samspil med børnene. Men den pædagogiske virkelighed er desværre sådan, at tiden til det enkelte barn er alt for knap.

Tro mig, vi forsøger hele tiden at organisere hverdagen, så der kan blive tid til den nære kontakt. Der er ikke noget, pædagoger hellere vil end at bringe deres fag i spil og arbejde med børnenes læring og dannelse. Men vi mangler desperat uddannede pædagoger til at løfte opgaven!

Manu Sareen, vi skal have flere uddannede pædagoger i vuggestuerne! Meget snart. Vi arbejder hver eneste dag med at udvikle glade, livsduelige børn, der har mod på livet og har lyst til at lære. Målet er, at alle børn på sigt kan vokse ind i vores samfund og blive en del af det.

Set i det lys er det vigtigt at såvel dannelsesarbejdet som læringsdelen får mulighed for at udfolde sig i vuggestuerne, ja i alle daginstitutionerne. Hvordan kan det komme til det?



Med det spørgsmål sender jeg stafetten videre til Fie Lademann, medlem af Rådet for Børns Læring og dagtilbudsleder i Svendborg Kommune.